Betty Nansen Teatret har fået en ny direktør-duo, og det er altid spændende at se hvad de kan tilføre en af byens mest attraktive scener. Åbningsforestillingen ”Faust”, spillet som samfundssatire, er et ambitiøst projekt, men kun delvist vellykket.
* * *
”Alt det onde kommer ikke fra mig, det kommer fra jer selv”.
Mefisto må resignere til sidst i Lea Fedida Claussens versionering af en af verdenslitteraturens aller tungeste klassikere, Johann Wolfgang von Goethes ”Faust”. Selv Djævelen kan ikke gøre menneskeheden værre overfor sig selv, end den allerede er blevet.
Det må være essensen af den bearbejdelse, den unge norske instruktør Lea Fedida Claussen har lavet, som er udklækket fra den danske scenekunstskoles instruktørlinje så sent som i 2025. Sammen med Elias Sadaq har hun bearbejdet Goethes værk så det i meget høj grad afspejler tidsånden lige her og nu. En verden, der styres af misogyne despoter, som får lov til at gøre som det passer dem af befolkninger, der har hovedet så langt op i rumpetten på sig selv, at de har mistet enhver form for udsyn. En verden, så rædsom, at selv Mefisto bønfalder Vorherre om at lade ham slippe for at være på Jorden længere. Hans mission er så at sige udført, mener han, og indgår det væddemål med Gud, at hvis han kan få det sidste naive, godtroende menneske i denne verden, Dr. Faust, til at miste troen på et bedre liv, så kan han vende tilbage til himlen som den engel han var engang. Hvis han mislykkes, skal han for altid forblive på Jorden.
Det er en spændende udlægning af historien, og instruktør-dramatikerduoen skal bestemt have ros for at gøre Goethe og ”Faust” til let forståeligt samfundssatire, placeret et sted mellem revy og børneteater. Det er meget langt fra den seneste københavnske ”Faust”, som blev spillet for præcis seks år siden på Republique, som tungt taleteater målrettet den mere intellektuelle øvre kvartil af teaterpublikummet.
På Betty Nansen Teatret spilles historien næsten som slapstick komedie, og den dybe, rungende alvor, som for mange, inklusive mig selv, er grundsubstansen i Goethes tekst, må man kigge langt efter. Selv når Dr. Faust, som en del af den pagt han har indgået med Djævelen, ødelægger den unge, uskyldige pige, Gretchens liv; forfører hende, voldtager hende, gør hende gravid, for så først at myrde hendes bror, stikke af fra ansvaret og lade hende blive brændt på bålet for at have ombragt sit spædbarn, fremstilles her i et muntert toneleje, så vi kluklér frem for at vore hjerter smerter og tårerne presser sig på.
Det er i min bog en forkert måde at gribe Goethe og ”Faust” an på, men det er jo bestemt ikke uden en vis effekt og underholdningsfaktor, og hvis de dystopiske og vigtige budskaber bedre kan glide ned med en skefuld regnbueis fremfor med bitre bær dyppet i eddike, så er det i orden for min skyld. Men som det er tilfældet i Fausts pagt med Mefisto, så kommer det med en pris.
Den svære anden del
Lea Fedida Claussen og Elias Sadaq har tilmed kastet sig ud i den anden del af Goethes værk, som ofte bliver udeladt i dramatiseringer, fordi den anses for uforståeligt og nærmest umulig at spille. Her er der såmænd ingen problemer. Med Mefisto som manipulerende dukkefører, bliver Faust ført tilbage i tiden hvor han lærer en kejser hvordan man skaber rigdom, blot for at lade rigdommen korrumpere og føre til krig, død og ødelæggelse. Kejseren bliver, bogstaveligt talt til et dumt svin. Også den skønne Helene, dronningen af Sparta, møder Faust på sin færd. De får en søn sammen, men sønnen drager ud i den krig, Faust bliver årsag til, og da han dør, tager Helene sit liv, og Faust vender tilbage til kejseren, nu med en altødelæggende hær. Faust udråber sig selv til leder af de sønderskudte rester., men det er ikke nok, og Mefisto lader et kloster brænde ned for at Faust kan få den sidste lille jordlod han ikke var herre over i forvejen.
Det lyder som dødelig alvor, men det spilles som en frejdig komedie, og komediespillet mangler den tyngde, som godt komediespil jo netop kan have, der gør at vi aldrig glemmer alvoren bag smilet og den milde latter. Lige netop dét element i bearbejdelse og instruktion er en meget afgørende mangel i opsætningen.
Nicolaj Kopernikus er for så vidt en glimrende Faust, på opsætningens præmisser. Spillet som en lidt distræt professor, der bliver offer for sin egen utopiske drøm om at bidrage til at skabe en bedre verden, er hans Dr. Faust både morsom og faktisk også ganske rørende. Men dyb bliver karakteren aldrig. Jeg tror ikke det er Kopernikus’ skyld. Jeg tror faktisk han gør som instruktøren vil have det.
Thomas Hwans Mefisto, sminket som en asiatisk hvidmasket djævel, er på samme måde på opsætningens præmis en vellykket Master of Disaster, der trækker i trådene, flytter rundt på lig, manipulerer og forfører. Men er han farlig? Skræmmer han os med sin kynisme? Ikke et øjeblik. Jeg savner at det diabolske, det fandenivoldske, den rene ufiltrerede ondskab ikke kommer ordentligt til udtryk.
Omkring dem agerer fine spillere som Emma Weyde, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Marina Bouras, Simon Mathew og Frederik Grundtvig mest som komiske marionetter i djævlespillet, og det bliver lige lovlig letvægtigt, skuespillets grundlæggende tyngde taget i betragtning.
”Faust” er det nye direktørpar på Betty Nansen Teatrets første forestilling. Det er utroligt spændende hvad Niels Erling og Nanna Jelsgaard kan tilføre en af byens mest attraktive teaterscener, og de skal rimeligvis ikke bedømmes ud fra én forestilling. Det er ambitiøst at indlede med ”Faust”, og det er ambitiøst at forsøge at fortælle den som kulørt familieunderholdning. At resultatet kun er delvist vellykket kan både accepteres og tilgives, og der er angiveligt solgt pænt med billetter. Spilleperioden er udvidet med to uger, så ”Faust” kan opleves oktober måned ud. Det må betyde, at den oprindelige spilleperiode kun var sat til tre uger, det er til gengæld ikke umiddelbart særlig ambitiøst.
——
”Faust”. Tekst: Johann Wolfgang von Goethe, bearbejdet af Lea Fedida Claussen og Elias Sadaq. Oversættelse: Arne Rosenhoff.
Instruktion: Lea Fedida Claussen. Scenografi & kostumedesign: Maya Livingstone. Komponist & lyddesign: Simon Richardt.
Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Thomas Hwan, Emma Weyde, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Marina Bouras, Frederik Grundtvig og Simon Mathew.
Varighed: 2 timer og 20 minutter (inkl. pause).
Spiller på Betty Nansen Teatret til 31. oktober.
Anmeldt 26. september (premiere).
Foto: Zuhal Kocan.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
