Selvom Loesser, Swerling og Burrows’ musical om hustlere og frelserfolk i 1930’ernes New York stadig er en ganske skøn musical, så kan det ikke nægtes at den er alvorligt ramt af tidens nådesløse tand.
* * * *
Var det ikke fordi jeg i går gav fire stjerner til musicalen ”Stupid Man” i Tivolis Koncertsal, så havde Det Ny Teaters efterårssatsning ”Guys and Dolls” nok kun fået tre stjerner.
Men ”Guys and Dolls” er en langt bedre musical end de tomme Helmig-kalorier nogle få hundrede meter nede af Vesterbrogade. Den har en velfortalt historie, nogle interessante karakterer og ikke mindst en velkomponeret og original musik, der fuldt fortjent har givet musicalen klassikerstatus.
Siden premieren på Broadway i 1950 er ”Guys and Dolls” blevet opført utallige gange over hele verden, også en god håndfuld danske opsætninger er det blevet til. Senest var det Nørregadeteatret i Maribo sidste år i Frank Rubæk og Steffen Glieses oversættelse, og før det Gorgerne ude i Værløse, der leverede en glimrende semiprofessionel opførelse i 2022 i Thomas Bay og Mads Æbelø Nielsens oversættelse. Bay og Æbelø er grundsten i Fredericia Teaters succes på den danske musicalscene de senere år, men det er ikke deres oversættelse man har valgt at benytte på Det Ny Teater. Man har heller ikke ladet forestillingens instruktør, Heinrich Topp Christensen, som ellers er en moderne og nytænkende teatermand, give sit bud på en bearbejdelse af musicalklassikeren. I stedet benyttes Hans Christian Ægidius’ 30 år gamle oversættelse, der blev lavet i forbindelse med opsætningen af ”Guys and Dolls” på Folketeatret i 1996.
Der kan være alle mulige grunde og plausible årsager til dette valg, og for længst afdøde Ægidius var jo god til at skrive de rappe replikker, der ligger godt i munden på de gavtyve, småkriminelle sjufter og uhjælpelige spillefugle, som det vrimler med på scenen. Men hans oversættelse gør bestemt ikke Jo Swerling og Abe Borrows originaltekst og Frank Loessers sangtekster mere friske i dag end da de blev skrevet for mere end 75 år siden.
Og dermed bliver Heinrich Topp Christensens 2026-udgave på Det Ny Teater næsten til et stykke støvet museumsteater.
Flot er det. Engelske Simon Wells har lavet en skøn scenografi, der vækker de mere slidte dele af New Yorks syndige Broadway i 1930’erne til live, og med dygtig brug af drejescenen og alt det Det Ny Teaters scenerum kan af teatermagi, og med Helle Damgaards smukke og tidstypiske kostumer er ”Guys and Dolls” en fryd for øjet. På det punkt skuffer Det Ny Teater aldrig.
Rollebesætningen er også god, selvom navne som Isabel Schwartzbach (Sarah Brown), Nicolai Jandorf (Sky Masterson) og Karoline Brygmann (Miss Adelaide) i hovedrollerne, sammen med Det Ny Teaters talisman, Kim Hammelsvang (Nathan Detroit), måske ikke per automatisk giver stormløb ved billetlugen.
Tvivlsomt kvindesyn
Isabel Schwartzbach synger frelserpigen Sarah Brown med sin kvidrende, klokkerene sopran, der står i skarp kontrast til Nicolai Jandorfs mere begrænsede register, som alligevel oser af musikalitet. En musikalitet, der for alvor kommer til udtryk i solonummeret ’Kom, vær’ min lady i nat’. Han er et godt valg til rollen som gambleren, der forelsker sig i frelserpigen og forsager alle sine ugerninger. Og Schwartzbach er sød, når hun bliver lidt tipsy på Cuba, og får øje på et noget andet lys i tilværelsen end Guds lys. Karoline Brygmann giver komikken max gas som den giftesyge showgirl Miss Adelaide, der i 14 år har været forlovet med gadedrengen og fusentasten, Nathan Detroit, som Kim Hammelsvang også spiller helt ud i panikkens tove, når kæresten hiver i den ene arm og vil giftes, og gamblerne med gangsteren Big Jule fra Chicago i spidsen hiver i den anden og vil spille terninger om de store indsatser.
Nis Pedersen og Simon Nøiers får desværre slet ikke nok ud af det som det komiske makkerpar, Goody Goody og Benny SouthStreet, der ellers har et stort komisk potentiale, men førstnævnte får dog båden til at rokke noget så gevaldigt mod slutningen i musicalens absolutte showstopper ’Sit Down You’re Rocking the Boat’, som i oversættelsen bliver til ’La’vær’ at rok’ vores båd’. Preben Kristensen er kærlig og varmhjertet som Frelsens Hær-majoren, der kan gennemskue kærlighedshistorien, og Ann Hjort er både tilpas stramtandet som generalen, og farverig som natklubværtinden på Hot Box.
Forestillingens ensemble løser opgaverne med disciplineret professionalisme. Alt er godt der.
Men tiden synes altså at være ved at løbe ud for ”Guys and Dolls”, alle musicalens kvaliteter og dens klassikerstatus til trods. Som den præsenteres her fremstår den mere støvet end nødvendigt. Musicalens kvindesyn er decideret tvivlsomt set med 2026-briller, uagtet at handlingen udspiller sig i en anden tid.
Kvinderne er enten tøser (dolls) eller endda søde tøser, eller ligefrem kællinger, hvis de ikke lige føjer mændene. Og selv de to kvindelige hovedroller har ikke meget selvstændighed og ben i næsen at byde ind med; det bedste der kan ske er at blive gift og få nogle børn. Så må man leve med at mændene er nogle sjufter. Hellere sådan en mand end ingen mand. Helt ærligt; kunne man ikke give Sarah Brown og Miss Adelaide bare lidt mere kant? Fortjener de det i virkeligheden ikke, med alt det de skal finde sig i?
Kvindesyn og kønsroller til trods, og på trods af at tidens tand synes at have gnavet lige lovlig grundigt i ”Guys and Dolls”, så er det dog stadig en god musical. Og Det Ny Teater leverer en laber og seværdig opsætning med guf for øjet, letløbende lystspil-humor, flotte danseoptrin og en ganske høj underholdningsværdi, selvom en spilletid på lige i underkanten af de tre timer er at stramme skruen.
Jeg ved ikke om der er så mange restriktioner og ophavsretslige krav forbundet med en musical som ”Guys and Dolls”, at der er stramme grænser for fortolkningen. Det burde faktisk ikke være så vanskeligt at skære en halv time, og give kvindesynet et nødvendigt reality tjek uden at øve vold på forlægget. Så ville man nok også kunne spille musicalen om 50 år. Som den præsenteres på Det Ny Teater nu synes den at synge på sidste vers.
——
”Guys and Dolls”. Manuskript: Jo Swerling og Abe Burrows. Musik og sangtekster: Frank Loesser. Oversættelse: Hans Christian Ægidius.
Iscenesættelse: Heinrich Topp Christensen. Scenografi: Simon Wells. Koreografi: Heather Douglas. Kostumedesign: Helle Damgaard. Lysdesign: Malte Hauge. Musikalsk indstudering: Michael Webborn. Kapelmester: Jesper Frank Christensen.
Medvirkende: Isabel Schwartzbach, Kim Hammelsvang, Nicolai Jandorf, Karoline Brygmann, Preben Kristensen, Søren Bech-Madsen, Ann Hjort, Nis Pedersen, Simon Nøiers, Kasper Leisner, Lauge Demant, James Leece, Frederik Espenhain, Jacob Prüser, Marie Gersholm Baktoft, Josephine Feit, Linnea Stenbeck, Fannie Johansson, Julia Åkesson, Cassandra Bækkel, Nils Boyer, Benjamin Windborg, Mikkel Hoé, Mark Lenskjær Fries, Cecilie Hedin Klagenberg og Rebecca Gusdal.
Varighed: ca. 2 timer og 50 minutter. (inkl. pause)
Spiller på Det Ny Teater til 29. november.
Anmeldt 17. september (premiere).
Foto: Camilla Winther
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
