Tredje del af Liv Helms Ibsen-trilogi er en kompleks og fortættet dissektion af kunstens pris.
* * * *
’Spøgelsestrilogien’ kalder Liv Helm, sceneinstruktør og kunstnerisk leder af Husets Teater, samarbejdet mellem det lille københavnske teater og Odense Teater, hvor hun gennem tre af dramatikeren Henrik Ibsens sene værker tager livtag med de spøgelser vi aldrig slipper af med.
Det begyndte med den vellykkede ”Gengangerne”, fortsatte sidste år med ”Fruen fra Havet”, der modtog en Reumert pris for ’Bedste teaterforestilling’, og rundes nu af med Henrik Ibsens sidste skuespil ”Når vi døde vågner”.
Det er nok det mest komplekse af de tre værker, for i ”Når vi døde vågner” gør Henrik Ibsen på mange måder boet op over sit eget kunstnerliv. Kunsten har en pris, i dette tilfælde at den æder sjæle op. Dette ofte udlagt som Ibsens egen personlige status over sit eget liv.
Billedhuggeren Rubæk (en som altid intens og knivskarp Benjamin Kitter) har ikke kunnet skabe noget værk af betydning siden han skabte sit mesterværk, en skulptur skabt over hans model og muse, Irene, som siden forlod ham. Rubæk har giftet sig med den unge, smukke Maja (spillet med kølig distance af Rosemarie Mosbæk), har opnået velstand og berømmelse, men han har lidt kunstnerisk skibbrud og keder sig med banale betalingsopgaver for den velhavende overklasse. Nu ligger han og Maja på hver deres drømmeseng på et kursted for foden af de norske fjelde og keder sig bravt. Hun savner intimitet, han savner ånd.
Men da hans muse Irene (i skikkelse af Louise Davidsen) af dukker op ud af tågerne, som et mystisk spøgelse fra fortiden, vækkes Rubæk igen. Dog blot for at konstatere, at løbet så at sige er kørt. Irene beskylder ham for at have slået hendes sjæl ihjel. Hun har omvendt dræbt hans kunstneriske sjæl da hun forsvandt ud af hans liv. Kan det døde vækkes til live igen?
Ind til benet
Da både Liv Helm og trilogiens konceptuerende scenograf, Petruska Miehe-Renard, er på barsel samtidig, har Anastacia Holst Nørlund overtaget instruktionen af Liv Helms kraftige bearbejdelse af Ibsens værk, mens Franciska Zahle har gennemført det scenografiske koncept, som dog er meget enkelt, med en blå himmelbaggrund, nogle florlette draperier, to drømmesenge og en række marmorfliser, som Rubæk kan benytte som byggeklodser, når han forsøger at genskabe sin muses piedestal.
Liv Helm har skåret Ibsens tekst helt ind til benet, og det krediteres da også som ’frit efter Henrik Ibsen’. Det oprindelige værks fjerde person, jægeren Ulfheim, som Maja stikker af med op i bjergene, er for eksempel helt udeladt. Han nævnes kun helt perifert, når Maja mod slutningen fortæller Rubæk, at hun tager på jagt. Den del af Ibsens stykke, der sætter de to forskellige mandebilleder, kunstneren og jægeren, overfor hinanden, er helt fraværende. Her centreres hele dramaet i stedet omkring Rubæk og Irene, og deres relation, hvilket desværre også sender Rosemarie Mosbæks Maja ud på lidt af et sidespor, hvor hun fremstår nærmest overflødig.
Til gengæld opleves et smukt, intimt samspil mellem Benjamin Kitters martrede Rubæk, og Louise Davidsens anklagende Irene, der med kolde stirrende blikke lader os – og Rubæk – forstå, at han har ødelagt og dræbt hendes sjæl i sin higen efter at skabe det ultimative kunstværk.
Der opstår intense øjeblikke af stor skønhed mellem de to, hvor man næsten fysisk kan mærke de usynlige bånd mellem dem strammes. Det er i disse sekvenser, at ”Når vi døde vågner” står skarpest. Men som helhed er opsætningen ikke helt skarpt nok skåret. Den sitrende stemning af noget uforløst i den kedsommelige trummerum på kurbadet, er faktisk mere trummerum end reelt sitrende.
Rubæk forsøger i den langstrakte, dovne indledning halvt i søvne at forme Majas døsige krop i en positur på drømmesengen, og når hendes arm falder dvaskt ned igen, lader Anastacia Holst Nørlund os forstå, at Maja ikke har musens evne til at inspirere den sande kunstner. Seancen gentager sig til slut, hvor Rubæk atter får lejlighed til at modellere Irenes nøgne krop, denne gang med større held. Det er en elegant lille detalje i en velgennemtænkt og velspillet, men også kompleks og ikke fuldkommen fyldestgørende forestilling, som sine kvaliteter til trods ikke helt når op på de samme højder som de to første forestillinger i trilogien.
Måske har prisen for at kondensere Ibsens kunstneriske forlæg til 80 minutters intenst kammerspil trods alt været for høj.
——
”Når vi døde vågner”. Frit efter Henrik Ibsen. Bearbejdelse: Liv Helm.
Instruktion: Anastacia Holst Nørlund. Konceptuerende scenografi & kostumedesign: Petruska Miehe-Renard. Realiserende scenograf & kostumedesigner. Franciska Zahle. Lyddesign: Erik Christoffersen, Steen Ejler Penhoat Askegaard. Lysdesign: Christian Vest Berntsen.
Medvirkende: Benjamin Kitter, Louise Davidsen og Rosemarie Mosbæk.
Co-produktion mellem Husets Teater og Odense Teater.
Varighed: ca. 1 time og 20 minutter. (uden pause)
Spiller på Husets Teater til 14. oktober, derefter på Odense Teater fra 31. oktober til 21. november.
Anmeldt 15. september.
Foto: Emilia Therese.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
