KATARSIS

Scenekunst bliver ikke meget mærkeligere end Anja Behrens’ vølvevækkelse på Nørrebro Teater.

* * *

Jeg binder mig til øjeblikket…

Teksten står på de røde armbånd, som publikum får udleveret ved indgangen til Nørrebro Teater, og ordene går igen, når skuespillerne Signe Egholm Olsen og Patrick Baurichter – i mytologiske vædderkostumer – forklarer hvad det er vi som publikum skal være vidner til; Jeg kalder på dit nærvær og jeg binder dig til øjeblikket, gentager de overfor hinanden i en slags bryllupsritual, inden de af en trækasse fremdrager de helligste relikvier fra Nationalmuseet; urvølvens knogler.

Herfra tager de os ind i myternes land, ledsaget af de klangfulde toner af Vokalensemblet Glas, der nærmest meditativt messer korværker fra den bulgarske kulturarv (det er ikke noget jeg bare lige ved, det står i den pressetekst teatret var så flinke at sende forud for premieren). Det er bestemt meget sanseligt, ja nærmest meditativt. Og faktisk enormt smukt.

Men sådan skal det ikke blive ved. Den tyskfødte instruktør Anja Behrens har en svaghed for ler og nøgenhed, og det er virkemidler hun igen og igen benytter i sine værker. Således også her, hvor både Egholm Olsen og Baurichter dækker deres hoveder og kroppe i ler, og fremstår som groteske forstadier til menneskeheden, lermenneskene, og hvor to dansere, Olivia Teresa Due Pyszko og Sam Koosha, pludselig kommer op fra salen, får tøjet flået af og nøgne gennemfører den katarsis, renselse, der har givet forestillingen navn, i en koreograferet parringsdans. En ældre kvinde, Shanaya Lundorf, optræder som menneskehedens urmoder og tilbringer det meste af tiden liggende som i trance på et podie på scenen, smurt ind i ler, bærende på vølvens knogler på maven som en graviditet, hun senere forløser.

Undervejs dukker hypnotisøren Mads Aggerholm også op og hypnotiserer tre – dog mest én – blandt aftenens publikum til at opleve sine egne aners herkomst utallige generationer tilbage i tiden. Her er det at jeg sidder og småklukker, og tænker på Rasmus Botofts Den lille Gumbas, og det er vist ikke helt meningen.

Vi oplever en posthum overrækkelse af Nordisk Råds Litteraturpris til Vølven for ’Vølvens spådom’, som Anja Behrens kalder ’der vigtigste værk nogensinde’, og sandelig om vi ikke også bliver vidner til et grotesk freakshow med Patrick Baurichter som en amerikansk kongeklovn, der synger upassende sange og fortæller ’Alle børnene’-vittigheder…

Meget mærkeligt

Synes du, at det lyder mærkeligt?

Jamen, så er vi enige. Det er meget mærkeligt. Scenekunst bliver næppe meget mærkeligere end dette, men det er også smukt, sanseligt og i perioder næsten bevægende. Christian Albrechtsens scenografi skaber nogle utroligt smukke scenebilleder undervejs, og der er en inderlighed i de to nøgne menneskers skabelsesdans, som gør indtryk.

Men, det er som om alle ideerne og indfaldene og udtrykkene undervejs karambolerer og vælter som kegler på en bowlingbane. Jeg har simpelthen svært ved at se hvad den – lovligt lange – hypnoseseance egentlig skal gøre godt for, selvom den i udgangspunktet er ganske underholdende. Jeg har svært at se den dybere mening med Signe Egholm Olsens nærmest tourettesagtige vokale overgreb på den vølve, som naturligvis ikke kan modtage sin litteraturpris, eller med Baurichters amerikanske klovn.

Oplever man som beskuer af denne performative seance en form for katarsis? En renselsesproces? Jeg gjorde ikke, men jeg skal ikke gøre mig klog på om andre forlod Nørrebro Teater som et nyt og bedre menneske. Bifaldet var bragende, langt og stående så nogen må jo have fået en eller anden form for kick.

Vokalensemblet Glas’ smukke korsatser og Albrechtsens scenografiske billeddigtning og opførelsens intense sanselighed står i en grel kontrast til det groteske cirkus, Anja Behrens også skaber. Er det netop hvad alt det oprindeligt smukke og rene er blevet til; et cirkus? Det kan godt være en valid tolkning af dette på alle måder mærkværdige værk.

Anja Behrens’ vølvevækkelse er en eksplosion af modsatrettede sanser. Lige så frastødende som fascinerende. Er det godt teater? Er det kejserindens nye klæder? Gider vi blive ved med at se voksne lege med ler? Er vi kun ærlige, når vi er nøgne?

Måske skal man bare følge opfordringen fra de armbånd, de udleverer, men aldrig rigtigt følger op på, og binde sig selv til øjeblikket. Lade fortiden fare, og lade fremtiden blive som den bliver.

——

”Katarsis”. Tekstuddrag af ”Vølvens Spådom” fra ”Den poetiske Edda”, bearbejdet af Anja Behrens. Oversættelse: Rolf Stavnem. Tekstfragmenter af Andrea Hejlskov og holdet bag forestillingen.

Instruktion & bearbejdelse: Anja Behrens. Scenografi & kostumer: Christian Albrechtsen. Komponist & lyddesign: Emil Assing Høyer. Lysdesign: Magnus Hjortlund.

Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Patrick Baurichter, Olivia Teresa Due Pyszko, Sam Koosha, Mads Aggerholm, Shanaya Lundorf. Vokalselskabet Glas: Kamilla Kovacs, Elisabeth Vik og Katrina Petersen

Varighed: ca. 1 time og 20 minutter.

Spiller på Nørrebro Teater til 3. oktober.

Anmeldt 12. september (premiere).

Foto: Jesper Berger.

VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.