Agatha Christies krimikomedie har spillet på West End i London siden 1952, kun afbrudt af corona-nedlukningen. Nu har Folketeatret taget den til sig. Og publikum skal forsøge at gætte hvem der er morderen. Det er bare hverken rigtigt spændende eller rigtig morsomt.
* * *
Agatha Christies klassiske krimikomedie ”Musefælden” er blevet spillet mere end 30.000 gange i London og er blevet rendyrket kult. Men blot fordi noget er populært er det ikke nødvendigvis godt, og Folketeatrets opsætning har især to meget iøjnefaldende problemer.
Krimien er ikke spændende. Og komedien er ikke morsom.
Så er to en halv time i selskab med de otte skuespillere på Monkswell Manor, hvor én af dem er en kynisk morder, meget lang tid.
”Musefælden” har været på plakaten i London siden 1952, kun afbrudt af coronanedlukningen i 2020-21. Jeg så, som så mange andre teaterturister i London, ”Musefælden” engang tilbage i slutningen af 1970’erne eller starten af 80’erne, og kan intet huske om den, udover at jeg dengang syntes den var ’gammeldags’. Det talte vi om bagefter. Det er fair at konkludere, at tiden ikke har arbejdet i ”Musefældens” tjeneste i de mellemliggende omkring 45 år. Historien er i bund og grund håbløst forældet.
Et ungt par har åbnet et lille hotel på det afsides beliggende Monkswell Manor, og fire meget besynderlige gæster har bestilt værelser, yderligere én dukker uanmeldt op midt i den snestorm, der afskærer Monkswell Manor fra omverdenen. Dagen forinden er der blevet begået et brutalt drab i London, og morderen har efterladt et spor, der peger direkte mod hotellet. Derfor ankommer kriminalassistenten Trotter på ski, for dels at beskytte hotellets gæster, dels for at afsløre hvem på hotellet, der er morderen.
Hvem det er skal naturligvis ikke afsløres her. Den hemmelighed lover man som publikum at bevare af hensyn til det fremtidige publikum, men én ting kan jeg afsløre; det er ikke butleren! Der er nemlig slet ingen butler på Monkswell Manor, kun mærkelige, mistænkelige og grundlæggende usympatiske karakterer, som alle kan være morderen.
Vi kender stilen fra Agatha Christies nærmest uendelige stribe af romaner og noveller, de fleste med amatørdetektiverne Hercule Poirot eller Miss Marple som de højtbegavede og snu omdrejningspunkter, der kan finde en logisk forklaring i selv de mindste spor. Har man set tv-serierne med Poirot og Miss Marple, eller Kenneth Branaghs Poirot-film med sig selv i titelrollen, så kender man stilen. Der er bare hverken en Poirot eller en Miss Marple på Monkswell Manor, kun en nidkær kriminalassistent i Mikkel Becker Hilgarts langlemmede pudsige skikkelse.
Teater i sort/hvid
Der står både en konceptualiserende instruktør, Kristoffer Lundberg, og en realiserende instruktør, Viktor Tjerneld, bag opsætningen, som beskrives som moderne, men slet ikke er det. De to instruktører har sammen med scenograf Frederikke Dalum arbejdet med tidsbilledet, så vi for alvor er tilbage i 1950’ernes England med snobber og bohemer, en pensioneret major, forbyttede børn, stereotype kønsroller, nyheder over radioen og naturligvis ingen mobiltelefoner, det ville uldstændig ødelægge plottet. Frederikke Dalum har sammen med lysdesigner Lars Schou skabt en ganske vidunderlig scenografi, der giver os illusionen af at se en gammel sort/hvid film. Kun glimtvis er forestillingen ’i farver’, når der sker noget farligt.
Desværre er der ikke så meget farligt ved hverken historien eller opsætningen, der fortælles i samme drævende tempo som en film (eller et skuespil) fra 1950’erne, og komikken er det også så som så med, selvom de medvirkende alle hver især skaber nogle finurlige, skæve karakterer. Ikke mindst Charlotte Elizabeth Munksgaards skrækkelige Mrs. Boyle lyser op, det gør også Andreas Dissing Hyttels bizarre Christopher Wren, Karla Rosendahls femme fatale, Miss Casewell, og Alexander Clements mystiske Mr. Paravincini. Haesam Jakirs major, Amanda Bøgestrøm og Kasper Krassimir som værtsparret og – noget overraskende – Mikkel Becker Hilgarts kriminalassistent fremstår mere blegt i det kulørte, trods det sort/hvide, persongalleri.
Englænderne elsker den klassiske whodunit-genre, som stadig dyrkes derovre også i nyere produktioner. Og stilen har givetvis også et pænt stort seertal på DR til strømmen af serier af samme type, der ligger til streaming. ”Musefælden” er båndlagt af så mange restriktioner, at novellen aldrig er udkommet på engelsk, eller indspillet som film/tv-serie. Måske har det netop bidraget til stykkets kultstatus. ”Musefælden” skal spille helt frem til årets sidste dag – dels på Folketeatrets store scene dels på en lang, lang turné, der kommer hele landet rundt. Forestillingen har simpelthen solgt godt.
Om publikum så vil sidde naglet til sæderne i spænding, eller klaske sig på lårene af grin af de karikerede typer i Agatha Christies univers kan kun tiden vise. Man må håbe det. Men tvivlen nager.
——
”Musefælden”. Dramatiker: Agatha Christie. Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby.
Konceptualiserende instruktør: Kristoffer Lundberg. Realiserende instruktør: Viktor Tjerneld. Scenografi & kostumer: Frederikke Dalum. Lysdesign: Lars Schou. Lyddesign: Steen Larsen.
Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Andras Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard og Kasper Krassimir. Stemmer i radioen: Tine Gøtzsche og Rolf Hansen.
Varighed: ca. 2 timer og 30 minutter (incl. pause).
Spiller på Folketeatret til 31. december, og på landsdækkende turné fra 16. oktober til 16. december.
Anmeldt 10. september (premiere).
Foto: Büro Jantzen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
