Musicalen om musiklegenden Tina Turners liv fra opvækst til stjernestatus hører til de bedre jukebox-musicals, og i Iris Gold har man fundet den helt rigtige sanger til at portrættere hovedpersonen.
* * * *
There is a Lady who’s sure all that glitters is Gold!
Sanglinjen er ikke en del af Tina Turners bagkatalog, og derfor ikke med i ”Tina – The Tina Turner Musical”. Den stammer fra Led Zeppelins ”Stairway to Heaven”, men når den alligevel trænger sig på i denne sammenhæng, handler det naturligvis om ordspillet om at glitre som Gold på trappen mod himlen.
Gold, for Iris Gold.
For det er hende, der glimrer og glitrer i rollen som den legendariske sangerinde Tina Turner i musicalen om Tina Turner, som i aftes havde danmarkspremiere i Falkonersalen på Frederiksberg, og senere skal på en stor turné rundt til otte store, danske byer.
Nej, hun er ikke Tina Turner, for hvem kan være det. Men hun kommer så tæt på, som man overhovedet, med blot nogen rimelighed kan komme; vokalt i de verdenskendte hits, hvor hun meget dygtigt indfanger og benytter Tina Turners karakteristiske fraseringer og lidt nasale tone, og fysisk i dansene, hvor hun – i fornemt samarbejde med koreografen Toniah Pedersen – synes at have afluret Tina Turners moves ned i selv de mindste detaljer. Ja selv skuespillet og personificeringen af denne viljestærke overlever-karakter slipper hun ganske godt afsted med selvom hun lige hér står lidt mere usikkert på de spidse stiletter end når der synges og danses.
Iris Gold, som jeg må indrømme at jeg kun perifert har hørt om for en del år tilbage, hvor hun havde en pæn succes som sangsolist, har stor ære af sin præstation. Om hun kan spille andet og andre roller på en teater-musicalscene, og om præstationen fører hende direkte til Himlen, må tiden vise, men hun bærer hovedrollen – og musicalen – flot.
”Tina – The Tina Turner Musical” er blot én i en, synes man, næsten uendelig række af jukebox-musicals, hvor en bestemt artists musikalske værk eller en periode/genre ligger til grund for en musicalfortælling. Oplægget er hollandsk, det er ikke så ofte vi ser det, men ”Tina – The Tina Turner Musical” har nu haft sin sejrsgang de sædvanlige steder; New York og London, hvor den også har vundet priser. Historien om Tina Turner er udgivet både som bog i selvbiografien ”I, Tina” og i spillefilmen af samme navn fra 1993, baseret på bogen, med en vidunderlig Angela Basset i titelrollen og med Laurence Fishburne som Ike Turner.
Stærk historie
Tina Turners historie er en stærk historie. Hun kom til verden i en fattig familie i Nutbush, Tennessee i 1939, voksede op i et hjem præget af vold og mangel på kærlighed, og da forældrene blev skilt, og moderen rejste til St. Louis med storesøsteren, lod hun lille Anna Mae Bullock (som hun hed) blive hos faderen på bomuldsplantagen. Han sendte hende straks videre til bedstemoderen, og først da Anna Mae var blevet en ung, køn pige, bad moderen hende komme til syndige St. Louis, hvor hun med sin smukke sangstemme kunne jage en musikalsk karriere. Og den fik hun i et fatalt, men og jo også helt livsafgørende møde med musikeren og bandlederen Ike Turner.
Ike Turner er aldrig i tvivl om at Anna Maes talent kan blive hans vej til toppen af poppen, men den vej er ikke brolagt med guld, når man er sort musiker i 1960’ernes USA, så det er hårdt arbejde at nå toppen. Tina, som hun nu kalder sig fordi Ike synes det ser godt ud på plakaten, forelsker sig i bandets saxofonist, men bliver mere eller mindre tvunget til at gifte sig med den notorisk utro og voldelige Ike, og først da volden eskalerer i et selvmordsforsøg finder Tina styrken til at forlade Ike, og uden så meget som en dollar på lommen flygter hun med børnene. Skilsmissen er hård, Tina vil ikke have andet end én ting med sig ud af ægteskabet; sit navn. Tina Turner.
I en årrække hutler hun sig gennem livet som turnerende solist, blandt andet i Las Vegas – stedet hvor stjerner tager hen for at dø, som Capitol Records chefen, John Carpenter, udtrykker det. Men talentet vil ikke dø, og da hun møder den australske manager Roger Davies, og indspiller en række nye sange i 80’er poprock-stil i Abbey Road Studierne får hun et af musikhistoriens største comebacks og bliver verdens bedst sælgende kvindelige artist. Undervejs møder hun også kærligheden igen, personificeret ved den kejtede, 16 år yngre, tyske markedsføringsmand, Erwin Bach, som hun er sammen med til sin død i 2023, 83 år gammel.
I musicalen stopper historien dog inden da. Den stopper da hun synger foran et publikum på 180.000 i Rio de Janeiro, og er Simply the best.
Flot show, mindre godt skuespil
Martin Lyngbo har som instruktør haft en ganske vanskelig opgave med ”Tina – The Tina Turner Musical”. Han er lykkedes vældig godt med at lave et flot, velfungerende musikalsk show. Men han har også været udfordret af at skulle fortælle den glimrende grundhistorie med sangere og performere med ingen eller kun begrænset skuespillererfaring. Det starter flot med en meget stemningsfuld scene i barndommens gospelkirke, men ret hurtigt står det klart, at skuespillet ikke står mål med ensemblets vokale niveau. Luc Boris André Kouadios skuespillermæssige virkemidler som den personificerede ondskab Ike Turner er begrænsede. Han agerer fint fysisk, ser helt rigtig ud, men han kommer aldrig ind under huden på mennesket Ike Turner, så portrættet bliver ganske enkelt for endimensionelt, og derfor ikke troværdigt. Det samme gælder i høj grad Karen Mukupa og Donna Cadogan som Anna Maes mor og bedstemor og One Bailey som hendes far og senere som hendes kæreste fra bandet.
Iris Gold har også her sine begrænsninger som skuespiller, især når de store følelser skal foldes ud, og det giver desværre opsætningen en slagside. Det er et flot show, men det er ikke godt nok spillet.
Mange af birollerne lider under lidt af det samme. Lukas Toyas Roger Davies, Silke Biranells tourmanager Rhonda og Morten Lützhøfts forskellige karakterer fra Phil Spector til John Carpenter bliver for karikerede til for alvor at gøre indtryk, mens Christian Bergman faktisk lykkes bedst med at give den forgabte Erwin Bach et menneskeligt ansigt, trods karikeret tysk accent.
Derfor bæres musicalen alene af det musikalske og af shownumrene. Og de fungerer upåklageligt. Jasmine Gordon, Malou Takibo og Joanita Zachariassen er smækre Ikettes, Steffen Hulehøj laver en sjov Terry Britten-karakter, One Bailey funkler i duetten ”Let’s stay together”, og så er lille Betty Marie Karentius Mbaye som lille Anna Mae aldeles pragtfuld – både i åbningsscenen og mere end to en halv time senere, når hun trykker sin egen ”Nutbush City Limits” af i den påklistrede, men effektivt underholdende finale.
Benjamin La Cour har lavet scenografien, så ved man at man er i gode hænder. Det er mest videodesigns og leg med lys og glimmer i samarbejde med Michael Balgavy og Ulrik Gad, og det er lavet til at kunne flyttes fra sal til sal når turneen først ruller. Musikken styres af Mikkel Gomard med band – og vist nok en hel del samplinger – og så er der et dejligt gensyn med Bobby Ricketts, som stadig spiller den sprødeste saxofon.
Langt hen ad vejen lykkes ”Tina – The Tina Turner Musical”, fordi musikken er fed og fordi Iris Gold leverer varen som solist med format. Publikum skal nok gå fra salene rundt om i landet med en god fornemmelse i maven.
——
”Tina – The Tina Turner Musical”. Manuskript: Katori Hall i samarbejde med Kees Prince & Frank Ketelaar. Musik og sangtekster: Ike & Tina Turner og Tina Turner. Oversættelse af dialog: Trine Dansgaard.
Instruktion: Martin Lyngbo. Scenografi: Benjamin La Cour. Koreografi: Toniah Pedersen. Videodesign: Michael Balgavy. Lysdesign: Ulrik Gad. Lyddesign: Tim Høyer. Kostumedesign: Rikke von Qualen. Paryk-og sminkedesign: Cecilie Sanko & Camilla Theodorsen. Lydeffektdesign: Marcus Aurelius Hjelmborg. Kapelmester: Mikkel Gomard.
Medvirkende: Iris Gold, Luc Boris André Kouadio, Donna Cadogan, Karen Mukupa, Jasmin Dahl, Lukas Toya, Christian Bergman, Silke Biranell, Morten Lützhøft, One Bailey, James Sampson, Jasmine Gordon, Malou Takibo, Joanita Zachariassen, Timothy De Mesa Højgaard, Steffen Hulehøj Frederiksen, Marie Mourier, Anilde Kaputo, Christian Hagen Birkvang, Maja Glenber. Børn: Betty Marie Karentius Mbaye, Jamin Elinam D. Mensah, Zoey Esinam D. Mensah og Anne-Sophie Mullings Ullström.
Varighed: ca. 2 timer og 40 minutter (inkl. pause).
Producent: Lion Musicals v/Thomas Langkjær.
Spiller i Falkonersalen til 27. september, derefter turné til Aarhus (30/9-4/10), Vejle 7.-11/10), Odense (14.-18/10), Aalborg (21.-25/10), Esbjerg (28/10-1/11), Sønderborg (4.-7/11), Randers (11.-15/11) og Holstebro (18.-22/11).
Anmeldt 27. august (premiere).
Foto: Miklos Szabo.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
