Teatergrad tegner et glimrende portræt af en af de mest betydningsfulde kvinder i nyere dansk historie, Tine Bryld, men trods en velspillet forestilling, savner man alligevel en del.
* * *
Hvilket råd ville socialrådgiveren og TVÆRS-værten Tine Bryld give sit eget 50-årige jeg?
Svaret giver dramatikeren Andreas Garfield i ”Bryld – en verden på TVÆRS”, som er den seneste af en række portrætforestillinger i Teatergrads regi, der til sammen tegner et stykke socialkulturel Danmarkshistorie.
Sidste år var det Ebbe Kløvedal Reich, der var genstand for teatrets musikdramatiske portræt, inden det Helle Virkner og Jens Otto Krag, Josephine Baker, Anna Ancher o.s.v. I år er det Tine Bryld, hvis stemme og klare, kontante og kloge råd hele generationer af unge har lyttet til i radioen fra 1972 og mere end 30 år frem. Tine Brylds historie fortælles i flashbacks med udgangspunkt i en aften midt i december 1989, hvor Tine Bryld står overfor at skulle fejre sin 50-års fødselsdag. Hun skal skrive en tale – for det gør man jo i sådan en situation – men hun vægrer sig, plaget af dårligt humør, manglende energi, overgangsalder og tynget af alderens åg. Præcist som så mange tusinde andre, der står i vadestedet, aldersmæssigt, og er ved at runde det halve århundrede.
Få tidspunkter i livet giver mere anledning til eftertanke, end netop her. Om virkelighedens Tine Bryld havde en lignende identitetskrise, som Andreas Garfield skildrer den i sit teaterstykke, ved jeg intet om, men måske kan man læse det i den portrætbog, som en anden populær radiovært, Gitte Løkkegaard i 2009 skrev om Tine Bryld, året efter at TVÆRS var stoppet.
Teatergrad har rykket sin lokation for forestillingen nogle hundrede meter ud ad Lyngby Hovedgade, fra området ved den fredede Lyngby Mølle til stadsbiblioteket Frieboeshvile, hvor det samme aflange telt, man benyttede til sidste sommers Kløvedal-forestilling, genbruges efter samme koncept. Der spilles på et langt podie på langs gennem teltet, med publikum siddende på to gange to stole/bænkerækker i siderne. Man er helt tæt på. Det bliver meget intimt, og meget intenst. Men på en eftermiddag som denne, er der desværre en del generende trafikstøj som man lige skal abstrahere fra.
Livshistorie med bump på vejen
Da vi møder den 50-årige Tine Bryld i indledningen, er hun ved at sætte ord på sin tale. Men hun synes ikke, der er noget at tale om. Hendes mand – ægtefælle nummer to, arkitekten Arne Gaardmand – prøver at hjælpe hende i gang. Hvem er du taknemmelig for at have mødt? Spørger han og sætter gang i den erindring, der den næste time i erindringsspring tilbage i tiden, tager os med gennem Tine Brylds livshistorie fra hun får det første kys af legekammeraten, Leif, som 11-årig, over den seksuelle debut nogle få år senere, gennem et længerevarende lesbisk forhold til Anna, som får fatale konsekvenser, der påvirker Bryld resten af hendes liv, og frem til mødet med politiske idealister, christianitter og BZ’ere.
Det er dygtigt skruet sammen, både dramaturgisk af Andreas Garfield og gennem Pelle Nordhøj Kanns energiske iscenesættelse, båret af musikalske indslag i elektronisk 80’er stil – komponeret og skrevet af Martine Madsen, som selv fremfører sangene sammen med Christine Worre Kann, samtidig med at de varetager mindre roller som kvinder i Brylds liv, og som de unge, hun hjalp.
”Bryld – en verden på TVÆRS” bliver dog først for alvor nærværende, og virkeligt rørende, da man når til perioden med radioprogrammet TVÆRS, hvor skiftende unge fortæller om deres problemer, og får Tine Brylds livskloge råd med sig videre. Det er disse samtaler. De rolige og empatiske samtaler mellem unge mennesker på kant med livet, og den afklarede radioværts personlige vejledning, som flere generationer af danskere – vi har jo alle været unge engang – husker, og husker Tine Bryld for. Det er denne del af forestillingen, der står markant stærkest.
Julie Riis, som tidligere har portrætteret Anna Ancher i en af Teatergrads forestillinger tilbage i 2020, står helt centralt i rollen som Tine Bryld. Evigt søgende, nysgerrigt reflekterende, intellektuelt analyserende. Man fornemmer gennem Julie Riis’ spil hvordan og hvorfor Tine Bryld blev som Tine Bryld var. Selv i ungdommens vilde år, fornemmer man en dybereliggende mission. Mødet med og samtalen med mennesker var hendes brændstof. Derfor blev hun god til at kommunikere, mægle og vinde menneskers tillid. Men når det gjaldt hende selv, var det åbenbart en anden sag. Julie Riis formidler tvivlen og fortrydelsen meget præcist.
Omkring hende optræder Brian Hjulmann, Mikkel Reenberg, Christine Worre Kann og Martine Madsen i et utal af skiftende karakterer, der driver handlingen og livsforløbet videre. Mikkel Reenberg gør især indtryk som den unge Elisabeth, der ringer ind til TVÆRS fordi hun ikke vil bo i sin mors kollektiv, men er også en lun og varmhjertet Arne Gaardmand, som måske i virkeligheden er lige så god til at lytte til Tine, som hun var til at lytte til andre. Brian Hjulmann viser energi som skiftende, vrede unge mænd, og er kærligt ynkelig som narkomanen, der opsøger Tine og får en sofa at sove på. Martine Madsen er charmerende som ungdomsveninden, som Tine svigter, for Christine Worre Kanns lesbiske Anna, og sammen skaber Madsen og Worre Kann forestillingens intense musikalske univers, der skifter mellem elektronisk 80’er pop og brølende vred punk. Det er dog en fadæse, når den purunge Tines oplevelser på dansebaren Giraffen, skildres gennem 80’er musik og 80’er dans, når tidsbilledet jo rettelig var 1950’erne.
Og til andre små forbehold i forhold til opsætningen tæller også de medvirkendes evindelige flytten rundt på stabelstole, som ganske vist tjener et vist scenografisk formål, når BZ’ernes barrikader deler scenerummet, og som den livslabyrint, vores modne Tine Bryld, farer vild i, men hvis effekt også overdrives og i hvert for mig blev lidt irriterende.
”Bryld – en verden på TVÆRS” læner sig meget tæt op ad sidste sæsons Kløvedal-forestilling, blot med tidsfokus flyttet fra 1970’erne og et tiår frem. Måske er der trods alt for mange overlap, og for små forskelle på årtierne til at det fuldt ud giver mening at lade hvert årti have sit eget kulturelle fyrtårn. Og hvem mon bliver omdrejningspunktet for 1990’erne til næste år hvis tanken er at fortsætte helt op til vores reelle samtid?
”Bryld – en verden på TVÆRS” starter og slutter med Brylds 50-års fødselsdag i 1989. Hvad der skete senere, frem til hendes død i 2011, bare 71 år gammel, forbigås i tavshed. At Tine Bryld i 2017 fik en plads i København opkaldt efter sig, at hun kom på frimærke, og at DR i 2015 i en lytterafstemning kårede hende til århundredets mest betydningsfulde kvinde i Danmark forbliver usagt. Og dermed forekommer ”Bryld – en verden på TVÆRS”, som portrætteater, på trods af at være uhyre velspillet, ikke at være helt tilfredsstillende. Er konceptet og manuskriptet simpelthen blevet for fastlåst omkring at beskrive et årti, fremfor at tegne et fyldestgørende portræt af en meget markant kvinde i nyere dansk kulturhistorie.
Hvilket råd gav Bryld så sig selv? Vær ikke bange. Den sidste og mest produktive tid er i vente!
Den må vi søge indblik i andetsteds.
——
”Bryld – en verden på TVÆRS”. Dramatiker: Andreas Garfield. Idé & koncept: Teatergrad.
Instruktion: Pelle Nordhøj Kann. Scenografi: Sir Grand Lear. Koreograf: Linn Fletcher. Lyddesign: Emil Bøll. Lysdesign: Sofus Sean Basset. Komponist og sangtekster: Martine Madsen.
Medvirkende: Julie Riis, Mikkel Reenberg, Brian Hjulmann, Christine Worre Kann og Martine Madsen
Producent: Teatergrad.
Varighed: 1 time og 15 minutter. (uden pause)
Spiller i et telt ved Frieboeshvile i Lyngby til 21. august, derefter på turné.
Anmeldt 7. august.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
