Man griner og griner når De tre musketerer slår gækken løs i Holbæk Museumsgård.
* * * * *
Traditionen med sommerfarcer i den charmerende museumsgård i Holbæk fortsætter denne sensommer med en aldeles fornøjelig udgave af drengebogsklassikeren ”De tre musketerer”, skrevet af revyforfattermakkerne René Vase og Jannik Fuglsang, og instrueret af en anden garvet revymand, Donald Andersen.
Ikke alt er dog ved det gamle i museumsgården, selvom mange traditioner stolt holdes i hævd. For eksempel må publikum i år undvære musikeren Lars Fjeldmoses lille personlige oneman show, akkompagneret af kirkens klokkespil, som indledning på aftenens forestilling. I stedet synger de syv unge tredjeårselever fra Holbæk Drama College, som traditionen tro medvirker som statister og i småroller, en lille sang til ding-dong-tonerne fra klokkespillet, siddende på scenekanten. Fjeldmose går dog ikke helt i gråt, og får lov til at folde sig ud med sit underfundige lune hen ad vejen, ikke mindst når publikum skal tilbage på deres pladser efter pausen.
Orø, den lille ø i fjorden ud for Holbæk, hvis indbyggere også traditionen tro skal stå model til meget spot, slipper let i Vase & Fuglsangs manuskript, som i noget højere grad end tidligere formår at fortælle og fastholde forlæggets historie, uden at der af den grund er slækket på de gakkede løjer og deciderede tosserier.
D’Artagnan-man style
Den får for fuld skrue, når d’Artagnan – spillet af Brian Kristensen – og hans musketer-kammerater, Athos, Porthos og Aramis, som han naturligvis kalder for Haremis, Patos og Porto, kaster sig ud i en fægtekamp mod kardinalens gardister i d’Artangnan-man style eller når hele ensemblet, 11 medvirkende i alt, leverer en forrygende Paris Lightning på melodi fra musicalen ”Grease”, eller for den sags skyld når handlingen sættes på hydration break med indlagt teknisk time out – denne premiereaften i øvrigt både en planlagt og en ufrivillig.
Kong Louis den Trættende har en gigantisk tøjkrise, der giver scenograf-kostumier Kirsten Brink mulighed for at få slå til søren med nogle vilde outfits, som The Dame i de nu hedengangne Crazy Christmas Cabareter ville have misundt Maria La Cours festlige kongefigur. I det hele taget er kostumerne flotte – og mange – og scenografien uhyre velfungerende med enkle åbne-lukke kasser, der gør det muligt af skifte fra værtshuset Den Visne Hest til Versailles’ prægtige gemakker, Bastillens fangehuller og den engelske Lord F(B)uckinghams forførerhule på Tower of London.
Det hele er ren pjat og løjer med referencerne stikkende og strittende i alle retninger. Vi får en klassisk dobbelt duet i musicalstil, og politiske jokes med referencer til både Brexit og Trump, d’Artagnan sejler pissebilligt med Ryan Ferry over kanalen, og som en anden Agent 007 fra den britiske efterridningstjeneste indhenter han Milady, ridende på racerhestene Aston og Martin og viftende med sin golden gun.
De fire skuespillere slider som sjældent set i de utallige roller; kun Brian Kristensen kan – næsten – nøjes med at koncentrere sig om helterollen. Ikke mindst Maria La Cour burde faktisk kræve løntilskud for sine mange kostume- og karakterskift. Hun er umådeligt morsom hvad enten hun agerer forfængelig konge, den dameglade musketer Aramis, kardinalens håndlanger Roquefort eller kammerpigen Constance, som er både smuk og klog – i hvert fald smuk – og selvfølgelig vinder d’Artagnans hjerte. Christian Damsgaard agerer sjovt som både magtbegærlig Kardinal, den filosofiske musketer Athos med kærestesorgerne og som liderlig engelsk lord. Han er udfordret vokalt i sangnumrene, men passer som komiker perfekt ind i løjerne. Tine Gotthelf farer ud og ind af rollerne som Milady, dronningen, den drikfældige Porthos og lidt til. Hun ser ud som om hun nyder at lege med. Spilleglæden er smittende fra scenepodie til stolerækkerne i gården. Det gælder også de unge statister, der hygger sig og har en fest i det gode selskab.
Vase & Fuglsang har proppet deres morsomme manuskript med masser af gags og opfindsomme indfald, og Donald Andersen har haft en heldig hånd med sin legesyge instruktion, så han får de sjoveste sider frem hos alle aktører, og som trods alt det gakkelakkede også får lagt en vis bund hos karaktererne. Peter Friis har haft sit at danse med i forhold til at få alle med på de koreografiske trin, og resultatet er blevet derefter, men morsomt er det.
Og morsom er netop hvad sommerfarcerne i museumsgården helst skal være, og så afgjort også er i år. Det er godt to timers løsslupne løjer, hvor man kan glemme alle verdens kriser og trakasserier for en stund, og bare grine og hygge sig. Og griner, det gør man. Både klukkende og af hjertet højt.
Nu må man bare ønske for Sjællands Teater, der producerer, at også august byder på nogle lune sommeraftener. Husk for en sikkerheds skyld en ekstra trøje, et tæppe og måske en regnfrakke. Vejret kan være lige så lunefuldt som kardinal Richelieu.
——
”De tre musketerer”. Manuskript: Vase & Fuglsang.
Instruktion: Donald Andersen. Scenografi og kostumedesign: Kirsten Brink. Komponist/arrangør: Lars Fjeldmose. Koreograf: Peter Friis.
Medvirkende: Brian Kristensen, Tine Gotthelf, Maria la Cour og Christian Damsgaard. Ensemble: Alberte Fabrin Jespersen, Amalie Gram Davidsen, Clara Holmquist, Erik Frydland-Raun, Josefine Elisa Falck Smedegaard Hansen, Marcus Næsby, Matteo Vilhelm Hingelberg Battain (alle fra 3. Årgang, Holbæk Drama College).
Producent: Brian Kristensen. Produceret af Sjællands Teater.
Varighed: 2 timer og 15 minutter (inkl. pause).
Spiller i Holbæk Museums Gård til 30. august.
Anmeldt 6. august (premiere).
Foto: Mie Neel
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
