Forside Anmeldelser 2026 ODSHERRED SOMMERREVY – HOLD PÅ HAT OG BRILLER!

ODSHERRED SOMMERREVY – HOLD PÅ HAT OG BRILLER!

0
303

Der er ikke ét eneste dårligt nummer i Odsherreds gakkede, men samtidig finurligt begavede sommerrevy, der igen er blandt landets bedste.

* * * * *

Det er de små revyers sommer, denne sommer. Det var vellykket i Ganløse, det var jublende morsomt i Græsted og det er helt vidunderligt finurligt i Nykøbing Sj., hvor årets revy er en nærmest perfekt kombination af satirisk vid, komisk poesi og den mest rendyrkede revygalskab.

Den norske revydirektør, Frede Gulbrandsen, har for første gang i fem år overladt instruktørstokken til Gunvor Reynberg, og hun synes at have raffineret den stil Gulbrandsen selv har lagt for revyen, og tilsat et par ekstra lag, der blot gør Odsherred Sommerrevy endnu bedre. Der er tilmed kommet koreograf på. Vivi Siggaard har sat ’bevægelse bag ord og løjer’, også det klæder revyen, som de første år har haft et udpræget anarkistisk præg, men som i år synes at være bedre struktureret – uden at det af den grund er gået ud over Odsherred Sommerrevys helt særegne stil og charme.

Ofte har de små revyer svært ved at holde et højt tekstniveau – de kommer så og sige sidst i fødekæden – men i Odsherred i år er der ikke ét dårligt nummer i en ualmindeligt helstøbt forestilling. Og mange steder i år er niveauet på uforklarlig vis faldet efter pausen, men ikke her, hvor anden afdeling er præcis lige så veloplagt, morsom og herligt gakket som første.

Jon Lange, som mange vil kende primært fra tv-serien ”Sygeplejeskolen” revydebuterer med en charmerende selvfølgelighed, som havde han aldrig bestilt andet. Der gemmer sig tydeligvis en legesyg skælmsk skuespiller bag det velfriserede ydre, og han er utroligt morsom som sorgramt dansk fodboldfan, der har fået sin sommer ødelagt – han skal tilmed finde sig i Frede Gulbrandsens norske hån. Han er helt forrygende som en svovlprædikant af en djævelsk præst, der prædiker over St. Bededags genopstandelse i en uhyre veloplagt skarp tekst af Vase & Fuglsang, og han viser sin spændvidde, både som snobbet landligger med hus i det rigtige postnummer – sammen med Kristian Holm Joensen – og som stolt dansk soldat, der i anden akts alvorlige ensemble-åbningsnummer harmes over verdens mægtigste mands nedladende kommentarer om Danmark som en dårlig allieret i USA’s absurde krige. Ja, en bøvet håndværker kan han også ramme lige på sømmet. Sikken en revydebut. Men han er også i godt selskab.

Ulla Vejby er med i Odsherred for tredje gang og boltrer sig på sin helt egen, underspillede facon som den forsmåede, misundelige dansker, der må se Finland løbe med prisen som verdens lykkeligste land, og som bondekonen, der troligt lader sig krænke i marken af de slemme landmænd, hvis hun blot kan få en rugbrødsmad med Lammefjordskartofler på.

I første akt giver hun med musikalsk tryk på, en helt ny fortolkning af Dolly Partons ”Jolene”. Hendes stolte kvinde vil så bønligt bede Jolene om at tage hendes mand så hun selv kan slippe af med ham. Helt afdæmpet er Ulla Vejby til gengæld, når hun som en gammel dame, siddende på andet døgn på sin pottestol, ganske nænsomt foredrager Hø & Bø’s (Ann Hølund og Marianne Gonnow Bøgelund, red.) aldeles strålende tekst om alderdom og ensomhed, og mindet om Hans-Jørgen. Det klæder revyen, at der også er plads til en lille tænkepause.

Sublim revykunst

Odsherredrevyens trio fuldendes af en af landets måske mest underkendte komiske skuespillere, Kristian Holm Joensen. Han er for det brede publikum ikke er nær så kendt som de store stjerner i de største revyer, men gang på gang leverer han aldeles sublim revykunst – jo, revy er kunst når Kristian Holm Joensen ruller sig ud. Han har en unik evne til at skabe de særeste, skæve eksistenser og folde dem ud i en funklende buket af komiske karakterer. Han skriver selv teksterne til solonumrene, der rummer en nærmest sørgmunter poesi. I denne revy er der en perlerad af den slags figurer, fra den kønsløse børnehavepædagog i en guddommelig vrøvlesketch med Jon Lange som wingman, over en vranten buschauffør og en forknyt finne i Gunvor Reynbergs fine ensemblenummer om et Europa, der trods alle forskelligheder lærer at rykke sammen i bussen når Trump truer alliancen, til solonumrene, hvor han blandt andet er fodboldtræneren, der dirigerer med det politiske hold.  Mette F. er anfører, Lars L. forsøger at tage anfører bindet fra hende og give det til Troels, mens Morten M. står på kassen, for han lukker ikke nogen ind. Det er et såre enkelt nummer, men når det er Kristian Holm Joensen, der spiller det, får det en ekstra dimension.

Han er sceneteknikeren, der oplever livet passere forbi uden at nogen fortæller ham noget. Det bliver vildere og vildere hvad han går glip af. Han er også den skæve eksistens, der lige har mistet sin eneste ven. En ven, der drillede ham ved at give ham erotiske gaver, så han blev flov. Igen er det hylende morsomt, men med en snert af smertelig alvor, og yndefuld poesi. En kunst, som jeg vil påstå, at ingen herhjemme kan gøre ham efter.

Der er også en pudsig ynde over revyens norske ’trold’ af en pianist, Trond Lindheim, som også i år freewheeler med fingernem ekvilibrisme på klaveret – i år i et medley over norsk musik, leveret med virtuositet og charme. Traditionen tro supplerer revyens syngende scenemester, Katrine Skjoldelev, når der skal bruges en ekstra skuespiller og 2. stemme, og selvom Frede Gulbrandsen ikke selv har instrueret i år, så dukker han op på scenen med mellemrum på sin helt egen tilbagelænede facon.

Sidste sommer var Odsherred Sommerrevy én af sæsonens absolut bedste. Det er den bestemt også i år. Revyen har sin egen særlige aura og stil. Teksterne er bedre her end i de fleste andre revyer; der er mere substans og bundklang. Der er vid snarere end bid i samfundssatiren. En underfundighed og en poesi, der understøtter selv den vildeste revygalskab.

Og ovenover alting stråler Kristian Holm Joensen og alle hans kærlige karakterer.

SE FORESTILLINGEN FORDI: Odsherred Sommerrevy er helt sin egen i stil og charme.

BEMÆRK ISÆR: Kristian Holm Joensens skiftende karakterer, der er revykunst på højeste plan.

HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Et revypublikum, der sætter pris på kombinationen af vid, poesi og rendyrket galskab.

——

”Odsherred Sommerrevy – Hold på hat og briller!”. Tekst og musik: Kristian Holm Joensen, Vase & Fuglsang, Gunvor Reynberg, Dolly Parton, Vibeke Petersen, Trond Lindheim, Thomas Feveile, Hø & Bø, Katrine Skjoldelev, Poul Schierbeck, Lars Daneskov, Søren Torpegaard Lund, C. Fabricius, T. Meilstrup & V. Bendixen, Ruth Lange, Vidar Sandbeck, Jan Erik Elgaard, Mikkel Hartmann-Petersen, Benny Andersson & Björn Ulvaeus, Jan Svarrer, Janus Elsig, Arthur Sullivan, Holdet m.fl.

Instruktion: Gunvor Reynberg. Kostumer: Madeleine Ludvigsen. Koreograf: Vivi Siggaard. Lyd: Philip Durafour. Lys: Mikkel Magnus Olsen. Kapelmester: Trond Lindheim.

Medvirkende: Ulla Vejby, Kristian Holm Joensen, Jon Lange, Katrine Skjoldelev og Frede Gulbrandsen.

Varighed: ca. 2 timer og 30 minutter (inkl. pause).

Spiller på Odsherred Teater til 8. august

Anmeldt 30. juni (premiere).

Foto: Klaus Vedfeldt.

VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.

Ingen kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her