Der spilles igen Holberg under åben himmel i hjertet af København. En glimrende ”Erasmus Montanus” som det er helt vildt ærgerligt at udenlandske turister ikke vil kunne få noget ud af.
* * * *
”Erasmus Montanus” var en herlig komedie da den første gang blev spillet i 1747 – hele 24 år efter det var skrevet – og det er stadig en herlig komedie i 2026, i Madeleine Røn Juuls fortættede og sprælske iscenesættelse på Grønnegårdsteatret, som er tro mod forlægget uden at være støvet museumsteater.
Her i Odd Fellow Palæets gård, hvor Grønnegårdsteatret stadig spiller på en form for tålt ophold efter man blev hældt ud af selve grønnegården bag det daværende Kunstindustrimuseum længere oppe af Bredgade, folder den gamle komedie sig glimrende ud på Marianne Nilssons faretruende skrå scene, designet som tre gigantiske bølgende brevark, der diskret beskriver det bondske Bjerget, det fisefornemme København og den urolige tid hvor skuespillet udspiller sig, den første halvdel af 1700-tallet, hvor verden udenfor Andedammen er præget af oprustning og latent lurende krig.
Scenografiske referencer, som man kan se blot for nydelsen og fornøjelsens skyld, men som man sammen med skuespillet også kan underkaste nøjere granskning og fortolkning, og ad den vej godt kan komme frem til referencer til vore dage. Både oprustning og ufred i det nære Europa, og splittelsen mellem land og by ligger lige for. Og selve stykkets tema; mødet mellem det universitets lærde og den muldfæstede tradition, videnskaben versus kristen tro, er på forunderlig vis ikke forældet. Ja, måske nærmest forstærket. Det er ikke voldsomt mange år siden vi herhjemme havde en uddannelses- og forskningsminister, der gennem sin kristne tro satte spørgsmålstegn ved naturvidenskabens teorier om livets oprindelse, og blev kritiseret for at lade sin overbevisning overskygge videnskabelig evidens. I det amerikanske sundhedsministerium sidder i dag en minister, der ikke tror på vacciner, og for bordenden i Det Hvide Hus en præsident, der åbenlyst affejer fakta hvis han ikke er enig i fakta. Nuvel dagens USA er heldigvis langt fra Holbergs Bjerget, hvor det er Per Degn, der leder og forleder den lille, ulærde menighed med sit skraldelatin. Men alligevel kan referencerne tydeligt aflæses. Og i det nære miljø i dag, ja, der diskuterer stålsatte landmænd og naturvidenskabens professorer jo flittigt om alt fra dyrs velfærd til hvordan forureningen af vores vandløb er opstået – eller i virkeligheden, om der overhovedet er tale om forurening. Det synes at være nutidens disputs om hvorvidt jorden er rund eller jorden er flak.
Det er derfor at ”Erasmus Montanus” stadig er yderst relevant i dag, så mange hundrede år efter det blev skrevet.
Og derfor er det vidunderligt at Grønnegårdsteatret med sin insisteren på at bevare og nænsomt udvikle Holbergs dramatik stadig giver et stort publikum mulighed for opleve de gamle komedier uden at bearbejde dem ihjel i et forkrampet forsøg på at være moderne. Holberg holder stadig, også når han spilles uden så forfærdeligt mange dikkedarer.
Gid det også var for turister
Et par pladser fra mig, denne lummerlune lørdag eftermiddag – lige inden uvejret brød løs over København – sad et dansk par og forsøgte at forklare en engelsktalende kvindelig gæst hvad de skulle se; kvinden gik på komedien med et åbent sind, men man må jo erkende, at Holberg ikke egner sig for turister, der ikke forstår dansk. Og hvor er det i grunden ærgerligt. Grønnegårdsteatret ville i et bredere sprogligt univers være en decideret turistattraktion, men her er det danske sprog og Holbergs finurlige leg med sproget så afgørende af udlændinge må stå af. Ifølge teatret kommer der dog en del norske turister, som jo sjovt nok gør hævd på at Holberg var norsk.
Årets opsætning af ”Erasmus Montanus” er af Madeleine Røn Juul strammet sammen til en god halvanden time uden pause. Det er meget vellykket. Det må helst ikke være længere, og personligt savner jeg ikke noget i opsætningen. Det skulle da lige være endnu mere spontan latter. For denne ”Erasmus Montanus” er morsom, men ikke vildt morsom.
Johannes Lilleøres opblæste fusentast, Per Degn, spilles ikke helt derud på komikkens overdrev, som Axel Strøby gjorde det i 1983. Men er heller ikke kun en forkrampet gammel nar, der lever på en livsløgn om egne evner, som man også har set ham fortolket.
Nicolai Jørgensen er en ekvilibristisk komediant, der giver Erasmus Montanus en fin balance mellem det bedrevidende og nedladende og et menneske af kød og blod. En ung mand, der bare så gerne vil have sin elskede Lisbed (en sød og gæv Rikke Westi) og som simpelthen ikke forstår folkene på Bjergets modvilje mod videnskaben. Der er masser af nuancer i Jørgensens spil, både det sproglige, det fysiske og i hans udtryk. Han skaber en komisk figur, men også en jordnær karakter med substans.
Det ender som vi ved med at det er Erasmus (og videnskaben), der ender med at stå med bukserne nede, mens folkedybet – i første omgang – sejrer, når ham til sidst tvinges til at sige at ’jorden er flak’, for dels at undgå at blive sendt i krig, dels for at forhindre at hans elskede Lisbed tager sit eget liv. Vi ved godt, at det er Erasmus, der har ret. Og vi ved lige så godt, at det rækker som en skrædder i helvede når ekkokammeret først er begyndt at runge på Bjerget.
Sidst jeg så ”Erasmus Montanus” var det Christian Lollikes formidable, grænseoverskridende nyfortolkning på Aarhus Teater (i 2022-versionen med Emil Prenter som Erasmus). Denne opsætning er helt anderledes. Den er langt mere traditionsbunden, ikke nær så konfrontatorisk. Opsætningen mere vittig end egentlig morsom. Den er lun og skælmsk. Hyggeligt sommerteater uden så meget kant, men alligevel med stof til eftertanke.
Forestillingen er velspillet over hele linjen; udover de allerede nævnte fra Lue Støvelbæk som Erasmus’ lillebror, der er mere kvik end som så, Christine Gjerulff og Steen Stig Lommer som svigerforældrene; han dumstædigt fornægtende al form for kættersk tale, hun med en snu løsning på problemerne. Jesper Hyldegaard og Laura Bro som de bondske forældre, og Morten Hauch-Fausbøll som Bjergets ridefoged, en rolle som Johannes Lilleøre i øvrigt spillede i Lollike-opsætningen i 2022.
Man hygger sig i Odd Fellow Palæets have, hvor der er mulighed for at spise lidt god mad inden forestillingen, og på vej ned ad Bredgade mod bilen, kan jeg igen ikke lade være at tænke på hvor ærgerligt det er – for teatret og for turisterne – at det danske sprog er så begrænset at det kun er os selv og nogle nordmænd, der kan få noget fornuftigt ud af den oplevelse det altid er at gå i Grønnegården.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Holberg er den kulturarv dansk teater hviler på.
BEMÆRK ISÆR: Marianne Nilssons fiffige scenografi med pop-op elementer.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Alle – desværre undtagen udenlandske turister.
——
”Erasmus Montanus”. Tekst: Ludvig Holberg.
Iscenesættelse og tekstbearbejdning: Madeleine Røn Juul. Scenografi & kostumer: Marianne Nilsson. Koreografi: Maja Kaagaard Olsen. Lyddesign: Steen Larsen. Lysdesign: Brian Njie.
Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Laura Bro, Lue Støvelbæk, Rikke Westi, Christine Gjerulff, Steen Stig Lommer, Johannes Lilleøre og Morten Hauch-Fausbøll.
Produceret af Grønnegårdsteatret.
Varighed: ca. 1 time og 35 minutter. (uden pause)
Spiller Odd Fellow Palæets Have til 27. august.
Anmeldt 27. juni.
Foto: Bjarne Stæhr.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
