Fire unge skuespillere trodser sommervarmen med en dystopisk enakter om menneskeskæbner i en næsten uddød canadisk mineby. Ungt Forårs produktion er vækstlagsteater, der oser af dedikation.
* * *
For snart 20 år siden var jeg på familiebesøg i Saskatchewan i det centrale Canada. På én af vores mange udflugter i den uendelige præriestat, der strækker sig fra den canadisk-amerikanske grænse tusindvis af kilometer mod nord, kørte vi gennem en lille by, Girvin. Byen lå helt øde hen. Husene stod der, men der var ikke en levende sjæl at se. Byen så ud som om den var blevet forladt over natten mange år tidligere. En regulær spøgelsesby.
Det er i sådan en by, blot nordligere i staten, oppe i de mineralholdige egne nord for Saskatchewans uendelige prærie, at der ligger en by med navnet Uranium City. Engang en driftig, om end afsides, mineby med 30.000 hårdtarbejdende indbyggere da produktionen var på sit højeste mellem 1952 og’81. I dag bor der 91 mennesker, som af en eller anden grund ikke har fulgt resten af arbejderne væk fra stedet.
Én af dem er den kvinde, som vi møder i dramatiker Marthe Bleus dystopiske enakter ”Uranium City” i Ungt Forårs produktion.
Kvinden arbejder ensomt i den forladte bys krematorium, hvor hun i sin ensomhed taler med tre stemmer, personificeret ved de tre, unge skuespillere i deres karrierers tidlige stadier; Matilde Kaae Kirk, Sarah Chabert Saugmann og Hannah Carlsen Kobberstad.
Hun identificerer sig som ettallet i de 91 tilbageblevne. Et tal der hele tiden falder, siden hun holder ild i krematoriet. I hvert fald kommer der et lig ind i en slidt lærredssæk, og liget vækker minder i kvinden. Både gode minder om ung, spirende kærlighed og ømme kærtegn, og dystre minder om overgreb og svigt. Også byens aldrende spidsnæsede præst lader til at have spillet en noget anden rolle end blot som den trøstende sjælefader.
Flot scenografi og store ambitioner
Bag Ungt Forår står Kasper Lyngkvist og Malthe Heiberg. Sidstnævnte tidligere Eventyrbarn og med lidt forskelligt teater- og filmarbejde på et CV i udvikling. Han spiller selv manderollen i forestillingen, hvilken han gør med en glimrende replikbehandling og en intens spillestil, der giver tre-i-en kvinden godt modspil. Mere imponerende er dog den glimrende scenografi han også har skabt i Krudttøndens lille scenerum. Det dystre krematorie med den evigt brændende ovn i den ene side, stabler af papkasser med urner i den anden og som baggrund et svulmende glasmosaik, der leder tankerne hen på byens storhedstid, hvor man selvfølgelig byggede en stor og flot kirke, for at skabe et rum for Gud på dette grundlæggende gudsforladte sted.
En ambitiøs scenografi, der fuldt ud matcher både forestillingens dramatiske og skuespiltekniske ambitioner. Det ér stort anlagt. Marthe Bleu har skrevet et stykke lyrisk dramatik, hvor alt konkret ligger mellem linjerne. Sandheden og meningen skal findes i både over og undertoner, og det er en tekst, der stiller krav – ikke kun til publikum – men så sandelig også til spillerne, som i Clara Morild Marckmanns instruktion får god plads til at arbejde med både sprog og følelser. Tidligere på sommeren var Clara Morild Marckmann instruktørassistent for Joy-Maria Frederiksen i Cirkusrevyen. Her er det unægtelig et helt andet udtryk, hun har arbejdet med, og selvom det unge hold ikke kommer helt i mål så er der masser af positive tendenser at tage med sig videre. Der er noget i alle tre unge kvinder og deres udtryksfulde spil. En masse godt i både dramatik og instruktion. Noget at bygge videre på, men også meget at lære, og som vækstlagsteater er det netop det, der er formålet. Spiringsprocessen er godt i gang. Det er langt fra alle knopper der endnu er sprunget i blomst, men med nænsom vanding og nærende gødning skal det nok komme.
For med flid og dedikation når man ofte langt. ”Uranium City” er en dedikeret produktion. Man sidder på intet tidspunkt med et indtryk af at nogen ikke har gjort sig umage. Der er blevet slidt og arbejdet med alt, fra det krævende manuskript til det glimrende visuelle udtryk og det følelsesfulde spil.
Er man interesseret i hvad der ligger og ulmer i dansk teaters unge vækstlag, så bør man ikke snyde sig selv for en tur omkring Krudttønden, hvor ”Uranium City” spiller til og med på fredag – tre gange endnu. Forestillingen varer godt 45 minutter, og så kan man jo altid gå en tur i Fælledparken bagefter, spise en kold is i sommervarmen og glæde sig over at man ikke bor i en nordcanadisk spøgelsesby hvor det eneste liv synes at være i krematorieovnens brændende indre.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er ungt, ambitiøst vækstlagsteater.
BEMÆRK ISÆR: Den ganske imponerende scenografi.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Det er teater af unge til unge, men ikke en ’ungdomsforestilling’.
——
”Uranium City”. Tekst: Marthe Bleu.
Instruktion: Clara Morild Marckmann. Scenografi: Malthe Heiberg. Dramaturg: Katrine Flarup Staunstrup. Koreografi: Roberta Næss-Schmidt. Kostumer: Anne Scharling Toft. Komponist/lyddesign: Albert Laubel. Rekvisitør: Thilde Johanne Blem.
Medvirkende: Matilde Kaae Kirk, Sarah Chabert Saugmann, Hannah Carlsen Kobberstad og Malthe Heiberg.
Produceret af Ungt Forår.
Varighed: ca. 45 minutter.
Spiller på Krudttønden til 26. juni.
Anmeldt 23. juni.
Foto: Virkelighedens Uranium City (C)Wikipedia
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
