Græsted Revyen er sommerens hidtil bedste og mest underholdende revy. En hvirvelvind af en forestilling båret af de medvirkendes utrolige energi og absurde karakterkomik.
* * * * *
Græsted Revyen er sommerens bedste revy!
Det er i hvert fald den af samtlige årets revyer, hvor man morer sig bedst. Den af samtlige revyer, hvor holdet på scenen fungerer bedst sammen som en enhed. Og den af samtlige revyer i sæsonen med det højeste energiniveau, og mest uhæmmet kreative tilgang til genren.
Det er den på trods af, at det ikke er en revy, hvor den ene brillant velskrevne, skarpe tekst afløser den anden. Nogle af revyens allerbedste numre er nemlig det rene volapyk, hvis det da ikke er ordløs, poetisk komik eller i – ganske mange tilfælde – blot er en idé grebet ud af luften, som i de kringlede hjerner hos de tre solister og deres instruktør, Bo Skødebjerg, bliver til numre, som kun kan fungere, fordi skuespillerne forgylder ideerne med en energisk spilleglæde, der trodser al sund fornuft. Således er seks af revyens 25 numre krediteret ’Holdet’, ’Arno Nyhm’ eller ’Francois’ – hvilket reelt dækker over at de blot er ideer, der har materialiseret sig til revynumre i processen. Yderligere et par numre krediteres i programmet de medvirkende, alene eller parvis; René Richardt, Farshad Kholghi og Sara Gadborg.
Men når der ind i mellem det, der vist bedst kan beskrives som aldeles løsslupne løjer, alligevel er en regulær revytekst er det så til gengæld også et par af årets bedste. Se dét siger jo også en hel del om hvor god og vellykket Græsted Revyen er i år.
Sara Gadborg leverer sæsonens måske bedste sang, når hun som en lille, uskyldig pige sidder foran fjernsynet og betragter verdens gru og rædsler, og ikke forstår hvad der dog sker. Det er simpelthen en perle af et revynummer, uhyre velskrevet af den purunge Esben Thaysen Nissen, en sønderjysk gymnasieelev, der elsker revy og allerede i et par sæsoner har fået tekster med i landets professionelle revyer. Med ”Jeg forstår ikke” får han sit reelle gennembrud som tekstforfatter. Keep them coming, Esben!
Fra den kommende generation af revyforfattere til fagets nestor og ubestridte mester, Carl-Erik Sørensen, som udover et meget veloplagt åbningsnummer, har begavet revyen med to strålende tekster. Grisedebatten herhjemme vendes elegant på hovedet, når René Richardt er langturschaufføren, der kører de levende svin til slagteriet i Polen. Med Gadborg og Kholghi som grisekor, synger han om at forholdene i hans lastbil, da ikke er værre end hvad de kom fra, og omkvædet lyder: Det er mig, der kø’r med svin… og så koret: Og et svin, der kø’r med os!
Det er også Carl-Erik Sørensen, der har skrevet det helt store nummer i forestillingens anden akt, ”Er der toilet i?”, hvor Sara Gadborg med en orkan af en stemmepragt, der truer med at blæse ruderne ud i det meste af Græsted og omegn, synger om boligprisernes himmelflugt i København og om løsningen, som hun finder på fire hjul.
Det rene volapyk
Umiddelbart er det det rene volapyk, når René Richardt i en form for monolog beretter om sine oplevelser med valget, regeringsdannelsen og det danske demokrati. Men under den sorte snak ligger alligevel en skarpsleben satire, der kommer frem i den mesterlige fremførelse.
Og netop ’mesterlig fremførelse’ er lidt nøglen til succesen i Græsted i år. For selv de tyndeste ideer synes at gå hjem, når Sara Gadborg, René Richardt og Farshad Kholghi folder sig ud i fri komisk dressur. Farshad Kholghi er måske aldrig set morsommere end her. Blandt andet som skrækslagen forsøgspatient, der skal lægge legeme til Sara Gadborgs Vestegnsdulle, når hun deltager i et reality-program, der skal finde ’fremtidens læger til de danske sygehuse’. Eller som kæresten, der må lægge øre til at han er verdens bedste til alting, undtagen i sengen. Teksten er af Bo Skødebjerg, Sara Gadborg synger den, men det er Kholghi, der tager alle stikkene hjem i baggrunden.
Ingen danske revykunstnere kan som Farshad Kholghi rendyrke det politisk ukorrekte, som når han står i spidsen for En musikalsk familie, som en ukrainsk folkesanger af en støbning som ikke så ligetil kan beskrives. Sara Gadborg er hans lillesøster – og mor til tre af hans børn! – hæmmet fra fødslen af stråling fra Tjernobyl, og René Richardt deres tavse mastodont af en mor. Der skal nok være en eller andet menneskerets- eller støttekomité, der vil finde nummeret direkte anstødeligt, men hold da kæft, hvor er det morsomt.
Kholghi har dog også en mere poetisk åre, og det er decideret yndigt – midt i det vanvidskomiske – når han gennemspiller et mimisk tableau om en far og hans lille baby.
Stamgæster på Græsted Kro vil ikke acceptere en revy uden Twisterne, der igen er et nummer et godt stykke ud over grænsen for hvordan man egentligt kan tillade sig at fremstille mennesker med en diagnose på en scene. Men på en eller anden forunderlig vis, så slipper René Richardt, Sara Gadborg og Farshad Kholghi af sted med det. Fordi de grundlæggende fremstiller karaktererne med kærlighed.
Der er numre, der berører emner som provinsiel dansk fordomsfuldhed overfor alt fremmed, om ven- og naboskab og et par klassiske sketches. Det hele slutter selvfølgelig af med et stort musikalsk pop-potpourri, som også lige får sendt et smukt farvel til Dansktopkongen Johnny Reimer, og som er designet til at få folk op at stå. Men først og fremmest er Græsted Revyen båret frem af en uforlignelig kemi mellem de tre solister og deres højintense energi. Ude i siden styrer Henrik Schrøder revyens velspillende lille Late Night Orchestra, som han har gjort det i uendeligt mange år. Måske er jeg bare lidt grebet af stemningen, men spiller trioen ikke endnu bedre i år end før?
Græsted Revyen har altid en undertitel. I år er det ”Se der!”. Hvorfor netop den titel er der vist ikke rigtigt nogen der ved, men måske er det et hint til publikum. Se der! Der er sgu lige en lille krorevy i Nordsjælland, der er landets indtil videre bedste og mest underholdende revy.
PS/ Om et par uger har Sara Gadborg og Farshad Kholghi premiere på den genopstandne Kerteminderevy, der har en kort spilleperiode flettet sammen med Græsted Revyens spilledage.
PPS/ Revyen er René Richards 25. Græsted Revy, så et lille fint jubilæum
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er sommerens hidtil vildeste og morsomste revy.
BEMÆRK ISÆR: Revymenuen inden forestillingen, der er blevet opdateret, men stadig har kroens unikke langtidsstegte nakkekam som highlight.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Hvis du elsker vanvidskomik så er du gået rigtigt.
——
”Græsted Revyen 2026 – Se der!”. Tekst og musik: Carl-Erik Sørensen, Irving Berlin, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Staffan Bjerstedt, Bo Skødebjerg, Henrik Schrøder, Farshad Kholghi, James Price, René Richardt, Esben Thaysen Nissen, Rosa Frydensberg, Jeppe Engelbrecht Appel, Kristoffer Fuglsang & Oscar Morosinotto, Bent From & Bjarne Hoyer, Sara Gadborg, Gunvor Reynberg, Thomas Helmig, Francois, Sebastian Dorset, Jennifer Rush, Gunther Mende, Candy de Rouge & Mary Susan Applegate, Chris Andrews, Holdet, ’Arno Nyhm’, m.fl.
Instruktion: Bo Skødebjerg. Scenografi: Vibe Pock-Steen. Koreograf: Michael Olesen. Kapelmester: Henrik Schrøder.
Medvirkende: Sara Gadborg, Farshad Kholghi og René Richard.
Varighed: ca. 2 timer og 30 minutter (inkl. pause).
Spiller på Græsted Kro til 27. september.
Anmeldt 20. juni (premiere).
Foto: Jan F. Stephan.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
