Hold op, hvor er årets Hjørring Revy bare flot at se på, og lækker at lytte til. Men bag den ualmindeligt smukke indpakning gemmer sig en revy, som kun i glimt lever op til ens høje forventninger.
* * * *
Aldrig har Hjørring Revyen været så smuk at se på. Camilla Bjørnvads scenografi stråler af ødsel lækkerhed, der til fulde matcher Benjamin La Cours højt berømmede Cirkusrevy-scenografi. På samme måde som han, har hun hentet sin inspiration i 1920’ernes ekstravagante glamour i storbyer som Paris og Berlin. Stilen går igen i det trykte program, som er ren luksus, og i det ekstremt flotte åbningsnummer som musikalsk stilistisk tager os 100 år tilbage i tiden, til en periode hvor Europa emmede af håb og optimisme. Et budskab, der går igen i teksten, hvor det optimistisk lyder: Det er forår i Europa. Vi skal bare gi’ det tid. Men hvor utrygheden også kommer snigende: Tiden er tyndslidt. Vi ved hvor vi kom fra, men ikke hvor vi skal hen.
Årets Hjørring Revy starter med et brag. Og små to en halv time senere slutter den på samme høje note, når hele ensemblet tager os med ud på en swingende musikalsk rundrejse i Europa afsluttede med all time klassikeren All you need is Love!
Mellem disse to vanvittigt flotte, musikalske ensemblenumre, der også placerer Henrik Baloo Andersens fremragende seksmands revyband centralt i totaloplevelsen, er kvaliteten desværre meget blandet.
Der er mange glimrende, morsomme, elegante, eftertænksomme og gakkede numre, men der er lige så mange sketches, sange og ensemblenumre, som man ikke når helt i mål med, og der er – desværre – også en lille håndfuld numre, som det ganske enkelt ikke er til at forstå at instruktørduoen Trine Gadeberg og Jens Frausing har ladet slippe igennem det professionelt kritiske nåleøje. Numre, som de må kunne se ikke er gode nok til en revy af Hjørring Revyens kaliber.
Det er uforståeligt og uforklarligt. Det er ikke engang fordi der mangler materiale. Revyen er med sin to en halv times (inkl. pause) spilletid og 29 indslag rigeligt lang.
Der er ikke grund til at dvæle dybere ved det, der ikke burde være nået så langt, ud over at numrene ligger næsten som perler på en snor i anden akt og derfor giver (også denne) revyen en slagside. Den er bedst inden pausen.
Grin om vin
Før pausen er der ret meget at glæde sig over: Kasper Le Fevres kvikke politiske satiriske stand-up, hvor han sammenligner folketingets partier med forskellige typer og ristninger af kaffe, er sjovt tænkt, skrevet og udført. Tom Jensen – tilbage i Hjørring efter otte års fravær – synger med afdæmpet ro en kærlig vise om at tage hensyn til børn med solsikkesnor, en varm tekst af Gunvor Reynberg. Preben Kristensen har sine egne udfordringer når han forsøger at opfordre publikum til at lægge mobilen væk, og han og Trine Gadeberg er endnu en gang kosteligt morsomme som det jævne nordjyske ægtepar, der møder gastronomiens og i dette tilfælde vinverdenens snobberi med afvæbnende afdæmpet komik. Marie Mondrup er ganske yndig som grisen, der får en tur i Den trillende stald. Hun håber at den kører hende ud til en grøn eng, men dét gør den ikke…. Til gengæld er hun alt andet end yndig, som grovmundet natteravn, der tager jargonen fra hverdagsjobbet på genbrugspladsen i Bindslev med sig ud i natten.
Hele holdet synger omskrevne sange fra Højskolesangbogen om klimaet og dets kriser, og Kasper Le Fevre og Marie Mondrup er sjove i Tor Baggers veltimede forvekslingssketch om en departementschef der forveksler en konfliktmægler og en ejendomsmægler. Søde Pelle (Trine Gadeberg) dukker op som garder inden pausen og fortæller blandt andet om Epstein-papirerne, men det er nu ikke den bedste Pelle-monolog man har set.
Det er banalt morsomt når Preben Kristensen som præst, assisteret af hele ensemblet som menighed, tager afsked med håndboldfan’en Leif JESPERSEN! Men det er lidt synd at Vase & Fuglsang, som har skrevet nummeret, får blandet håndbold og fodbold-lingo sammen. For der er nemlig en markant forskel. Og sådan er der en del steder undervejs i det ellers så imponerende show, hvor de vittige ideer og sjove indfald, og den poesi, som er så vigtig en del af en Hjørring Revys DNA, ikke sådan for alvor materialiserer sig til helstøbte numre. Alt for ofte sidder man som publikum med en uforløst følelse når musikken spiller revyen videre, og tænker var det det?
I et år, hvor revyerne generelt har haft det svært på grund af den indtil forleden ubekendte politiske situation, burde alle æggene jo på en måde ligge i Hjørring Revyens kurv. For det er en revy, der aldrig har dyrket den direkte politiske satire eller parodien. Med en tilgang til revygenren, hvor musikalitet, poesi og galskab altid er bærende elementer, synes verdens dårskab at være et tag-selv-bord for en revy som denne. Men revy er en forfærdelig svær disciplin, hvor man umiddelbart kan gøre alt det rigtige, uden at det så alligevel lykkes helt.
Årets Hjørring Revy er lidt sådan en revy. Man har det hele; et glimrende og topprofessionelt hold af solister, Danmarks bedste orkester, den mest eksklusive scenografi, flot lys og lækker lyd, en masse umiddelbart gode ideer og dygtige folk til at skrive. Men når alle ingredienserne skal samles, ender man med en lidt halvbagt forestilling, hvor det helt store nummer mangler. Det nummer, der vælter os bagover i stolen, og sender os en tur i himlen, og får os til at glemme alt det, der ikke lykkes så godt. Det er i stedet blevet en revy hvor for meget er for lidt.
Tom Jensen har et nummer om Hverdagens paradokser. Det bliver i næsten bibelsk forstand et billede af Revyens paradokser. Uden at være dårlig er årets Hjørring Revy bare ikke rigtigt god. Og det er da for pokker et paradoks.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er en gennemført lækker forestilling at se på og lytte til.
BEMÆRK ISÆR: Camilla Bjørnvads udsøgte scenografi.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Hjørring Revyens store, trofaste publikum.
——
”Hjørring Revyen 2026”. Tekst og musik: Jan Svarrer, Henrik Baloo Andersen, Gattrup & Lill, Søren Elsner Knudsen, Kasper Le Fevre, Rasmus Søndergaard & Kristian Jensen, Trine Gadeberg, Vase & Fuglsang, Gunvor Reynberg, Tor Bagger, Quincy Jones, Thor Gunnar, Lars Reinholt Nielsen, Ebbe Ravn, Jacob Weble, m.fl.
Instruktion: Trine Gadeberg/Jens Frausing. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Koreografi: Rebekka Lund. Kostumedesigner: Helene Billingsøe. Videodesign: Asger Kjærholm Lysdesign: Kasper Dauberg. Lyddesign: Kasper Neergaard. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen.
Medvirkende: Marie Mondrup, Trine Gadeberg, Preben Kristensen, Kasper Le Fevre og Tom Jensen.
Varighed: ca. 2 timer og 30 minutter (inkl. pause).
Spiller på Vendsyssel Teater til 1/8.
Anmeldt 6. juni (premiere)
Foto: Emilia Therese.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
