Det Norske Kammerorkesters teaterkoncert ”DSCH” er en fænomenal opvisning i, hvor sprudlende og sprælsk, poetisk og rørende Sjostakovitsj’ vidunderlige musik er. Det er en magisk oplevelse i absolut verdensklasse.
* * * * * *
Scenekunstfestivalen Cph Stage er i gang, og de kommende uger vil København summe af teateroplevelser af enhver tænkelig art.
Et godt bud er, at intet bliver bedre end Det Norske Kammerorkesters fuldkommen virtuost magiske ’Konsertteater DSCH”, som opføres to aftener på Det kgl. Teaters Gamle Scene på Kgs. Nytorv.
I aftes og i aften. Er der pladser tilbage, så book billet nu! Og læs resten af anmeldelsen bagefter.
Det er nyt for mig at anmelde klassisk musik, og koncerter. Men ”Konsertteater DSCH” er så meget mere end ’bare’ en koncert med værker af den russiske komponist Dmitrij Sjostakovitsj (1906-1975). Det er en visuelt overdådig opvisning i hvor fascinerende og rigt facetteret en koncertoplevelse kan være.
Vi har kendt konceptet ’teaterkoncert’ i årtier, siden Nikolaj Cederholms første opførelse af ”Gasolin’” på Dr. Dante. Siden har både han og mange andre leget med konceptet, men kun indenfor den rytmiske musik – pop & rock – og med skiftende succes. ”Konsertteater DSCH” er den første teaterkoncert med klassisk musik, og mit bud er, at den kan åbne porten ind til den klassiske musik for mange, som endnu ikke har ’set lyset’.
Idéen og konceptet for ”Konsertteater DSCH” er det Norske Kammerorkesters danske kontrabassist Katrine Øigaard Sonstads fortjeneste. Hun er mangeårigt medlem af det fremragende norske orkester, og netop musikernes tætte forhold og indbyrdes forståelse har været afgørende for at projektet har kunnet lykkes. Musikerne spiller uden noder, de bevæger sig rundt på scenen i en musikalsk koreografi, de spiller uden dirigent og nogle gange helt uden øjenkontakt med hinanden. Det er helt nyt for disse klassiske musikere, og det giver en fuldkommen unik nerve og intensitet i musikken, som jeg vil vove pelsen og påstå man ikke ville kunne opnå på samme måde i en traditionel koncert.
Puritanere indenfor den klassiske musik vil givetvis påstå, at der er en vis grad af helligbrøde ved at bryde komponistens værker op, spille korte uddrag, springe mellem dem og inkludere ikke færre end 18 værker og uddrag af værker i den 90 minutter lange koncert. I stedet for klaver – som det jo er lidt svært at flytte rundt med på scenen i et koncept som dette – spiller accordionisten Bjarke Mogensen klaverstykkerne; blandt andre Sonate for bratsch og klaver, opus 147 og Klaverkoncert nr. 2 i F-dur opus 102.
De 18 faste musikere i Det Norske Kammerorkester fornemmes at sprælle som kåde laks i en brusende elv, når de her for alvor får lov at ’lege’ med musikken, der spilles med en fandenivoldsk virtuositet. Nogle steder med en dyb inderlighed, til andre tider med et udtryk, der er ren rock’n roll. Der er en sprudlende vitalitet over orkestret gennem hele programmet. Og skulle man sidde med en fordom om at klassiske koncerter godt kan være lidt formelle og stive i udtrykket, så er dette undtagelsen. Der er dømt fri leg grænsende til det anarkistiske, og hvor det dog klæder både musikken og musikerne.
Det er sceneinstruktør Mikkel Harder Munck-Hansen der har været med til at udvikle det sceniske udtryk i tæt samarbejde mellem scenograf og kostumedesigner Maja Ravn og den visuelle designer, lys- og videomagiker Lars Egegaard Sørensen. Projektet har været flere år undervejs, men har været hele den lange proces værd. Med drivende mørke skyer over til et flammehav som befandt vi os ved porten til helvede, med hologrammer og videoprojiceringer sætter det kunstneriske og tekniske team bag forestillingen en berusende stemning, der understøtter den musikalske skønhed og musikernes virtuositet på allerbedste vis. Gennem det visuelle udtryk bliver koncerten helt bogstaveligt en rejse ind i og gennem Sjostakovitsj’ musikalske univers. En togtur gennem et Europa i flammer og opbrud.
Det er visuelt – og musikalsk – aldeles betagende, når Klavertrio Nr. 2 i e-mol opus 67 visuelt opleves fra to sider takket være holografisk trylleri, og alting går til slut op en højere enhed i den lange slutsekvens hvor hele orkestret – stående – løfter Kammersymfoni i c-mol opus 110a op i et højere musikalsk luftlag med violinisten Pekka Kuusisto som spillende musikalsk leder.
Det var morsomt at opleve publikums reaktioner ved Danmarkspremieren onsdag aften; i begyndelsen var det varsomt, men så spredte begejstringen sig og medførte ekstatisk applaus efter hvert værk eller optrin om man vil. Og selvfølgelig kulminerende det til sidst med stående applaus og jubelråb. Fuldt fortjent. For det er en koncert- og teateroplevelse – i absolut verdensklasse, som fuldt ud fortjener samfulde seks funklende stjerner. Det er intet mindre end fænomenalt.
”Konsertteater DSCH” – den norske titel, baseret på Dmitrij Sjostakovitsj’ initialer – har været opført i Oslo og blandt andet i London, og nu altså i København. Det er svært at forestille sig at Det Norske Kammerorkester ikke tager på verdensturne med teaterkoncerten, og de må gerne lægge vejen forbi Danmark og København igen.
I aften kl. 19.30 er sidste chance for at opleve ”Konsertteater DSCH” i denne omgang. Hvis der er flere ledige billetter. Er der ikke det, så lyt til DR P2’s Puls fra onsdag aften, hvor der er uddrag af musikken og hvor Katrine Øigaard og Bjarke Mogensen fortæller om teaterkoncerten.
PS) ”Konsertteater DSCH” er som nævnt i indledningen en del af scenekunstfestivalen Cph Stage, der fortsætter frem til 6. juni med et meget varieret og alsidigt program af dansk og international scenekunst. Jeg kommer ikke til at anmelde andre opførelser fra Cph Stage her på sitet. Du kan se mere på www.cphstage.dk.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er klassisk koncert som man aldrig har oplevet det før.
BEMÆRK ISÆR: Musikernes spilleglæde og virtuositet.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Dem der elsker klassisk musik, og dem, der aldrig har været til en klassisk koncert før.
——
”Konsertteater DSCH”. Musik: Dmitrij Sjostakovitsj. Koncept & ide`: Katrine Øigaard Sonstad.
Regi & koncept: Mikkel Harder Munck-Hansen. Visuelt design, lys, video & udvikling: Lars Egegaard Sørensen. Kostumer & visuelt design: Maja Ravn. Lyddesign: Asle Karstad. Lydtekniker/lyddesign: Bodvar Tornes. Lystekniker: Stig Berg. Videotekniker: Svein Sandvold. Musikalsk bearbejdelse: Øystein Sonstad. Kunstnerisk leder: Pekka Kuusisto.
Medvirkende: Det Norske Kammerorkester med Bjarke Mogensen (accordion) som solist.
Varighed: 90 minutter (uden pause).
Spiller på Det kgl. Teater, Gamle Scene i aften.
Anmeldt 27. maj (Danmarkspremiere i forb. med Cph Stage).
Foto: Magnus Skrede.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.








