Forside Indlæg HENRIK LYDINGS MINDELEGAT – PRISUDDELING 2026

HENRIK LYDINGS MINDELEGAT – PRISUDDELING 2026

19
0

På teateranmelder Henrik Lydings fødselsdag, 7. maj, uddelte Henrik Lydings Mindefond fem flotte priser til fem markante scenekunstprofiler.

Henrik Lyding døde i 2018, blot 62 år gammel. Indtil sin død var han scenekunst-anmelder på Jyllands-Posten og anerkendt som sin generations bedste og flittigste teateranmelder. Ingen forestilling var for lille, ubetydelig eller blev spillet for ’langt væk’ til at blive anmeldt af Henrik, som var dybt respekteret af hele scenekunstbranchen og af sine kolleger; det er ikke alle der er det!

Efter en stille begyndelse i 2024, hvor Henrik Lydings Mindefond uddelte to priser til balletdansere, har priserne udviklet sig og arrangementet hvorunder de uddeles er blevet stort og lige så generøst som selve priserne.

I år gik Harlekin Talentprisen til den unge skuespiller Thorbjørn Hedegaard, som netop nu fejrer en stor triumf i titelrollen i musicalen ”Dear Evan Hansen” på Aarhus Teater (tidligere spillet på Det kgl. Teater).

Harlekin Hædersprisen, der er en nyindstiftet pris i år, gik til karakterdanser og instruktør ved Pantomimeteatret i Tivoli, Tommy Edvardsen.

De tre Harlekin scenekunstpriser tilfaldt hhv. skuespiller, instruktør og teateriværksætter Pia Rosenbaum, skuespiller, dramatiker og teaterchef Alexander Mayah Larsen og skuespiller Susse Wold.

Bag Henrik Lyndings Mindefond står Greywell Ventures familiefond v/Marius Rønnow. Det er en jury udpeget af Fondens bestyrelse, der udvælger prismodtagerne. Juryen består af skuespiller Jan Hertz, balletdanser- og koreograf Dinna Bjørn samt af teateranmelderne Anne Middelboe Christensen og Michael Søby.

Med priserne følger en smuk Harlekin-statuette (billedet) udført af billedhuggeren Einar Utzon-Frank og et generøst pengebeløb.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her