Sigrid Johannesens moderne dramatisering af Jørgen-Frantz Jacobsens berømte roman om den promiskuøse færøske naturkvinde, Barbara, er i David Gehrts vildt effektfulde fjeldscenografi blevet højaktuel forestilling om forholdet mellem kvinder og mænd, og mellem Færøerne og Danmark. Med et budskab om at sætte hinanden fri.
* * * *
Myten om Barbara er at alle mænd blev besat af hende. Hun var liderlig og grådig, og hun drev mænd til vanvid. Der er kommet en ny præst til øen, mon han er mand nok for Barbara? Hvem er overhovedet mand nok for Barbara?
Nogenlunde sådan lyder det blandt andet i prologen til Aarhus Teaters aktuelle opsætning af ”Barbara”, dramatiseret af Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen frit efter dels Jørgen-Frantz Jacobsens berømte roman fra 1939, dels efter færøske myter og folkesagn om virkelighedens Beinta og Peder Arrheboe.
Det viser sig at forestillingen handler om en hel del mere end ’blot’ om Jacobsens kendte romanfigur, den promiskuøse eller med et mere moderne udtryk, polamourøse, Barbara, og hendes forhold til den nye præst Hr. Poul, om netop er ankommet til Færøerne fra Danmark fuld af fordomme og herskermentalitet. For Sigrid Johannesen og hendes meddramatiker og dramaturg, Hanne Lund Joensen, lader deres Barbara være et symbol på både den stærke og selvstændige kvinde i et mandsdomineret samfund, og et symbol på det stærke og frihedssøgende færøske folk overfor det danske overherredømme og kolonimagt. Uhyre aktuelt netop nu, hvor vi mere end nogensinde tidligere diskuterer Rigsfællesskab og tilhørsforhold.
Johannesen tilføjer et meta lag til den centrale historie, og lader karaktererne, først den unge præst Hr. Poul, og siden også Barbara selv og de andre karakterer, træde ud af historien, bryde den fjerde væg ned og tale direkte til publikum. Med dette greb tager Sigrid Johannesen magten over fortællingen og gør ”Barbara” til instruktørteater. Det er spændende. Det giver opsætningen et andet perspektiv end man forventede, men det gør ikke nødvendigvis forlægget, eller forlæggene i dette tilfælde, noget godt. Slutningen trækkes i langdrag, når Johannesen nærmest lader forestillingen opløse sig selv med et noget bastant budskab om at vi skal sætte hinanden fri.
Slutshaming eller hyldest til frisindet
Vi skal gøre op med 300 års slutshaming, siger Barbara til sidst, for det er, må vi tro, hvad både de gamle færøske myter og sagn om Beinta, og Jørgen-Frantz Jacobsens roman grundlæggende er.
Hos Jacobsen er ”Barbara” til dels udsprunget af hans egen historie om en ugengældt kærlighed og forelskelse i en ung, smuk kvinde i hans ungdom. Hos ham bliver Barbara med sin utæmmelige seksuelle energi også et symbol på den vilde færøske natur. Lige så smukt landet er, lige så råt og dødbringende farligt kan det være, når stormen raser, og regnen og tågen lukker sig om de barske fjeldsider. I myterne blev Beinta kaldet onde-Beinta, og hun blev sat i forbindelse med den færøske overtro om tilstedeværelsen af de overjordiske Huldre-kvinder, der kunne besætte mænd. Ikke ulig den græske mytologis sirener.
Vi møder også huldre-kvinderne i David Gehrts afsindigt flotte og effektfulde fjeldscenografi, der fylder hele Aarhus Teaters Scala-scene. Ligesom vi møder det stovte og afdæmpede færøske folk, der dog lader hæmningerne slippe løs når der kommer et skib med fristende franske soldater. Så er det ikke kun Barbara, der kaster sig ud i erotiske eventyr, men de fleste af øens kvinder. Og de færøske mænd må leve med, at de må ’nøjes’ med at få en beskadiget kvinde, der bærer på en fransk soldats ufødte barn. Opsætningen gør op med slutshaming, og hylder frisindet.
Det er den unge, relativt nyuddannede skuespiller og medlem af Aarhus Teaters faste ensemble, Marie Boda, der her står med karrierens hidtil største udfordring og største rolle. Hun skaber et nuanceret og mange facetteret portræt af en Barbara, som ikke kun er en erotisk vulkan, men også et lyttende og reflekterende menneske. Hun er nok skånselsløs med sin ubændige seksualitet, der ikke lader sig tøjle, men hun er ikke beregnende i sin promiskuitet, snarere impulsiv. Hun elsker mænd, hun elsker sex og kan ikke gøre noget ved det. I Marie Bodas skikkelse er Barbara ikke en overmenneskelig skønhed, der alene ved sit ydre kan fordreje hovedet på enhver mand. Hun er mere køn end smuk, men hun udstråler en sensualitet og sanselighed, der fuldt ud legitimerer, at Emil Busk Jensens unge præst hurtigt lader paraderne falde. Emil Busk Jensen er også ét af de nye, unge talenter, der på Aarhus Teater får mulighed for at blomstre og udvikle sig i et varieret repertoire. Også han har vel her sin hidtil største udfordring, som han løser glimrende. Fremstår han en anelse for ung og naiv til rollen som Hr. Poul? Måske. Men han boltrer sig tydeligvis i Sigrid Johannesens legesyge instruktion, hvor der bliver plads til både hans komiske åre, og tragediens dybere lag, da verden ramler omkring ham når hans elskede Barbara giver sig hen til andre mænd.
Omkring de to unge skuespilleres fine præstationer stråler et uhørt stort ensemble for en så relativt lille scene. Ikke færre end ni skuespillere og syv medlemmer af Aarhus Teaters kor. Ikke mindst Emil Prenter, Oskar Salvatore og Laura Kjær Jensen lyser op, og Nanna Bøttcher brillerer endda på formfuldendt færøsk undervejs.
David Gehrt har tidligere modtaget Reumert-priser for sine scenedesigns, og hans færøske fjeld, der rejser sig på scenen, kan drejes rundt og i Sùni Joensens pivlækre lysdesign bliver et perfekt mikro Færøerne i al slags vejr, er igen et eksempel på visuel iderigdom med uendelige funktionaliteter.
Hvis man ikke har læst Jørgen-Frantz Jacobsens roman ”Barbara”, som har klassiker-status og været fast pensum i de ældste skoleklasser og/eller gymnasiet i årtier, så har man måske set Nils Malmros’ filmatisering fra 1997 med Anneke von der Lippe og Lars Simonsen i hovedrollerne. På teatret får historien en ny og bredere dimension. Det er ikke alle Sigrid Johannesens valg, jeg personligt finder lige vellykkede. At gøre studenten Andreas Heyde til en slags Erasmus Montanus-figur er et af dem, at lade øboerne opføre ”Jeppe på Bjerget” i avantgarde-version er en anden. Og hele den lange, og synes jeg, ustrukturerede afslutning fremstår næsten som at tale ned til publikum. Hvis I ikke har forstået hvad jeg har fortalt jer de første 100 minutter, så skærer jeg det lige ud i færøsk fjeldsten i 15 minutter mere. Forestillingen angives til at vare en time og 45 minutter, men på denne onsdag eftermiddag varede den 10 minutter mere, og uden pause er det hård kost. Også selvom det langt hen ad vejen er en glimrende forestilling.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er en moderne og livfuld fortolkning af en litterær klassiker og af gamle, kendte færøske myter.
BEMÆRK ISÆR: Hvordan ’tiden’ går i stå hver gang fortæller-figuren træder ned af scenepodiet, og går i gang igen når han træder tilbage på podiet.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Publikum denne eftermiddag var en skøn blanding af unge og ældre i en propfuld sal. Klassisk roman, kendt film og aktuelt Rigsfællesskabstema gør at opsætningen rammer bredt.
——
”Barbara”. Dramatiseret af Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen frit efter Jørgen-Frantz Jacobsens roman m.m.
Instruktion: Sigrid Johannesen. Scenografi & kostumedesign: David Gehrt. Lyddesign: Kim Engelbredt. Lysdesign: Sùni Joensen. Musikalsk arrangement, indstudering & kompositioner: Marie Koldkjær Højlund. Korindstudering: Andrea Krüger Holm & Marie Koldkjær Højlund.
Medvirkende: Marie Boda, Emil Busk Jensen, Emil Prenter, Laura Kjær Jensen, Oskar Salvatore, Christian Hetland, Anders Baggesen, Mette Døssing, Nanna Bøttcher, Beinta Dahl Mathiesen, Maria á Lakjuni, Meike Frandsen, Signe Brun Bugge, Sigrid Vibe Kristensen, Anna Kathrine Rask Christensen og Ida Bergholdt Jul Christiansen.
Varighed: 1 time og 55 minutter (uden pause).
Spiller på Aarhus Teater, Scala, til 6. juni.
Anmeldt 6. maj.
Foto: Rumle Skafte.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
