I byens mest intime teaterrum kommer man helt tæt på skuespillerne i et nyskrevet stykke dramatik om King Lears tre døtre. Den sidste, men selvstændige, del af Københavns Shakespeare Kompagnis patriark-trilogi.
* * * *
Det er ikke nødvendigt at kende ”King Lear” i forvejen for at se og forstå ”Daughters of Lear”, fortæller instruktør og dramatiker Joseph Sherlock premierepublikummet i den lillebitte foyer på The Deer and Rabbits, Danmarks måske mest intime teaterscene, som ligger på Øster Søgade, på hjørnet af Webersgade og lige overfor Fredensbro.
Sammen med skuespilleren Sarah Dahl Hasselgren har han skrevet et nyt skuespil, der tager udgangspunkt i William Shakespeares store kongedrama om patriarken Lear, der vil fordele sit rige mellem sine tre døtre, men ender med at stå vanvittig tilbage med et rige i ruiner.
”King Lear” er flittigt opført herhjemme, senest med Jens Jørn Spottag på Aarhus Teater og med Waage Sandø på Folketeatret. Især forholdet mellem kongen og hans yngste – og yndlings – datter, Cordelia, er centralt i skuespillet. Det indbyrdes forhold mellem de tre døtre, den ældste Goneril, den mellemste Regan og den yngste, og endnu ugifte, Cordelia, berøres hos Shakespeare, men er ikke det centrale dramatiske spor. Det er det her.
Dramatikerne skruer tiden godt 45 minutter frem fra der hvor det hele begynder hos Shakespeare. På balkonen udenfor tronsalen venter storesøster Goneril (spillet på foruroligende intensitet af Christina Hildebrandt) utålmodigt på sine to søstre. Hun har fået nys om at faderen, Lear, vil dele sit rige i tre og fordele det mellem døtrene, og de tre må lægge en strategi, for hun ved godt, at delingen kan føre til stridigheder og svække rigets magt.
Først ankommer Regan (en sarkastisk og mistroisk Sarah Dahl Hasselgren), der har et køligt, distanceret forhold til søsteren, siden den flyvske lillesøster, Cordelia (en hudløst renhjertet Josephine Due Feit), der stadig er ugift og bor på slottet, og som derfor er et handelsobjekt når kongen skal tilgodese sine alliancer, både indenfor adelen og overfor truslen udefra, nærmere bestemt Frankrig.
Uden at vi ser Lear selv på scenen, så mærker man hans tilstedeværelse bag de tykke mure, hvor slotsklokkens tunge slag markerer endnu et foruroligende skridt mod den potentielle afgrund, og sætter sig som nervøse tics i søstrenes blikke.
Bag murene udspilles de indledende scener af ”King Lear” som en fjern mumlen, og da Cordelia som den sidste af døtrene afviser at sleske og fedte for sin far, og derfor landsforvises til Frankrig – det der starter hele dramaet i Shakespeares ”King Lear” – mødes døtrene for en sidste gang på balkonen, velvidende at deres skæbne er uvis. ”Daughters of Lear” slutter således stort set der hvor ”King Lear” begynder, og selvom instruktør/dramatiker Joseph Sherlock siger at det ikke er nødvendigt at kende ”King Lear”, så gør det ikke ligefrem noget. Han har dog ret i, at ”Daughters of Lear” sagtens kan ses, opleves og nydes som et selvstændigt værk.
Intimt kammerspil
Det lillebitte teaterrum med plads til blot ca. 30 publikummer, der sidder på bænke i to rækker, giver ikke mange scenografiske muligheder. Kælderens rå, ubehandlede murstensvægge illustrerer dog glimrende et forhistorisk slot, og kjolerne placerer tidsmæssigt de tre søstre et sted omkring vikingetiden eller lidt senere. Goneril i grønt, Regan i sort og Cordelia i blå/guld brokadekjole, en gave fra faderen, der placerer hende øverst i hierarkiet. Da Cordelia har afvist Lear er kjolen flået i stykker, ganske som både hendes og hans drømme for fremtiden.
Når man sidder så tæt på som her, kommer man imidlertid helt op i fjæset på skuespillerne, og Joseph Sherlock har i sin instruktion netop lagt vægt på denne del af spillet. Jo, ordene er vigtige – og velskrevne – men det er i det ordløse at ”Daughters of Lear” har sin styrke. I Christina Hildebrandts bævrende læber, sitrende rastløshed og udslukte blik i øjnene, og i Sarah Dahl Hasselgrens sarkastisk og arrogant overfladiske smil kan vi aflæse de skiftende sindsstemninger og situationens dybe alvor. Josephine Due Feits indledningsvise ungdommelige ubekymrethed afløses af en stigende trods. For øjnene af os modnes hun af skæbnens ugunst. Det hele aflæses i blikket, der bliver mere og mere fast, men også uudgrundeligt tomt.
Det er kammerspil så intimt som man overhovedet kan opleve det. Det er godt instrueret. Og det er godt spillet hele vejen rundt. Selv de store, følelsesmæssige udbrud får en inderlig klangbund, og en autenticitet, som mærkes og sætter sig, uden at det bliver for meget og for teatralsk.
”Daughters of Lear” spilles på engelsk. Alle tre skuespillere er danskere, men har alle uddannet sig og/eller arbejdet med teater i Storbritannien og de taler og spiller på et formfuldendt smukt engelsk. Teksten er ikke mere kompliceret end at alle i princippet kan være med, og forestillingen må umiddelbart være perfekt for gymnasieklasser eller lignende, der kan have salen og oplevelsen for sig selv, og efterfølgende arbejde med både sprog, tolkninger, Shakespeare og søskende relationer ud fra forestillingens tematikker. Men ”Daughters of Lear” er ikke rendyrket ungdomsteater, så ’voksne’ skal ikke lade sig skræmme væk. Forestillingen varer knapt halvanden time. Det er godt det ikke er længere, for man sidder ualmindeligt ukomfortabelt på de smalle træbænke, trods de bløde hynder. På vej tilbage til bilen (obs, det er vanskeligt at parkere tæt på teatret), bemærkede jeg en stribe indbydende spisesteder på Øster Farimagsgade, så det kan anbefales at kombinere forestillingen med lidt god mad og et glas vin i nabolaget.
”Daughters of Lear” er tredje del af Københavns Shakespeare Kompagnis Patriark-trilogi. Desværre nåede jeg ikke at opleve de to første forestillinger. Det kan jeg ærgre mig over i dag, for ”Daughters of Lear” er så fin og velspillet en forestilling, at man gerne også ville have set de to første. Heldigvis er der ingen umiddelbar sammenhæng mellem dem, så ”Daughters of Lear” kan sagtens opleves som et selvstændigt værk. Også i forhold til ”King Lear”, selvom jeg måske nok hælder til den holdning, at det ikke er en decideret ulempe at have set Lear inden man træder ind i døtrenes univers.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er intimt og konstant nærværende.
BEMÆRK ISÆR: Skuespillernes ansigter, hvor alle følelser kan aflæses.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Du skal kunne forstå engelsk, og måske kende lidt til Shakespeare og ”King Lear”.
——
”Daughters of Lear”. Tekst: Sarah Dahl Hasselgren og Joseph Sherlock.
Instruktion: Joseph Sherlock. Kostumer: Sarah Dahl Hasselgren.
Medvirkende: Christina Hildebrandt, Sarah Dahl Hasselgren og Josephine Due Feit.
Varighed: 1 time og 25 minutter (uden pause).
Spiller på Teater Deer and Rabbits til 30. maj.
Anmeldt 30. april (premiere).
Foto: Joseph Sherlock.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
