I perioder er Teater Sort/Hvids elektroniske opera-bearbejdelse af Verdis ”Jeanne d’Arc” lige til at kaste op over. Men det er også en fascinerende og ikke mindst visuelt overvældende oplevelse.
* * * *
Ingen i denne verden skal beskylde Teater Sort/Hvid i Kødbyen i København for at gå den konventionelle vej, og skabe teater og scenekunstoplevelser der tiltaler alle og enhver.
Det ligger i teatrets fundats – og ja, vel i virkeligheden også i dets navn – at man skal prøve grænser af, både hvad angår kunstneriske grænser, og hvor grænsen går for hvad man som publikum har lyst til at udsætte sig for.
På Sort/Hvid er kunsten sort-hvid. Enten elsker du den, eller også hader du den. Men du tvinges til at tage stilling, og forholde dig til kunsten.
Lige nu opfører teatret en bearbejdelse af Guiseppe Verdis opera ”Giovanna d’Arco” fra 1845, med nykomponerede elektroniske musikstykker af Søs Gunvor Ryberg og med den oprindelige libretto på italiensk suppleret af nyskrevne tekster af en række danske lyrikere. ”Jeanne d’Arc” anno 2026 er opera som de færreste formentlig har oplevet opera før. I hvert fald kan man roligt sige, at støvet er blæst godt og grundigt af Verdis gamle partitur.
Normalt anmelder jeg ikke opera her på sitet, ligesom jeg kun sjældent anmelder dans og ballet. Men nogle gange bevæger forestillinger sig i et krydsfelt mellem de forskellige scenekunstformer, og så er det spændende at opleve.
Denne ”Jeanne d’Arc” er i sandhed spændende. Helt konkret, men også i overført betydning. For operaæstetikere vil formentlig både forarges og fortvivles over Anja Behrens, Nathalie Mellbye og Søs Gunvor Rybergs meget frie bearbejdelse. Samtidig kan man ikke undgå også at fascineres af forestillingen, som visuelt er ganske overvældende og hvor den klassiske sang får en helt ny, meget spændende lyd i opsætningens rungende, dunkende og voldsomme elektroniske lydunivers.
Til at brække sig over
Publikum delvist står, går og sidder undervejs, hvor vi bevæger os gennem to rum – et koncept man er så glade for at benytte på Sort/Hvid, at det er lige før det er det mest konventionelle ved opsætningen. I det første rum står vi op. Fra loftet hænger skjold og brynjer, hullede af kugler og sværdslag. To sære skikkelser kryber rundt blandt publikum med lysende røde øjne, som dyr på jagt, og skaber en næsten ubehagelig og utryg stemning.
Jeanne d’Arc, jomfruen fra Orleans, den blot 13-årige bondepige, der fik et kald fra Gud om at lede Frankrig i krig mod England, trækker syngende en madvogn ind i rummet og ’folket’ bliver bespist med kartoffelmos, inden de (vi) hverves til krigen og føres ind i rum nummer to, hvor vi fra siddepladser overværer resten af forestillingen, uden yderligere publikumsinddragelse. Her tordner percussionisten Lorenzo Colombo derudaf på buldrende krigstrommer, og Verdis musik er svær at genkende i infernoet, men kommer dog til sin ret i korarrangementerne og i sopranen Katinka Fogh Vindelevs arier som den unge krigsheltinde, der ender med at blive brændt på bålet for kætteri.
Vokalt, visuelt og musikalsk står opsætningen stærkt, mens nogle af de andre kunstneriske tiltag fremstår som regulært effektjageri. Det er bogstaveligt talt lige til at brække sig over, når ensemblet propper sig med pommes fritter, som de gylper ud som spytblandet mos. Det er ubeskriveligt klodset, at scenen i den forbindelse skal dækkes af plastik, som igen skal fjernes. Og når danserne og sangerne – minus Jeanne d’Arc (har hun mon nægtet?) – mod slutningen optræder med blottede overkroppe er det, i hvert fald for mig, svært at se det kunstneriske belæg.
Trioen bag omsætningen tager med opsætningen stilling til det helt regulært aktuelle spørgsmål, om vi vil gå i krig for retfærdighed. Hvad er retfærdighed overhovedet? Manilla Ghafuri beskriver det i den korteste, men også klareste af de nyskrevne tekster; Retfærdighed er ikke bare et ord, det er en tilstand, en rodløshed, et savn der aldrig falder til ro. Inden hun slutter med at lade Jeanne d’Arc messe ordene: Riot, riot, riot, riot. Oprør. Oprør mod Gud, oprør mod krig. Oprør mod magten, der fører os mod en mulig afgrund.
I Nathalie Mellbyes scenografi står en moderne by bygget af køkkenkonserves på et podie, der overflyves af droner, mens deres ’mål’ projiceres på en skærm, som de krigsbilleder vi dagligt bombarderes med på tv. Visuelt effektivt og meget flot.
Krigens købmænd, med kroner af patroner, styrer slagets gang, og Jeanne d’Arc træder ind krigen som den sejrende hærfører hun var ifølge sagnet. Med sin drone afslører hun at ‘It is not a warcrime if you’re having fun!’ Dermed afslører hun krigens kyniske mangel på moral, og sætter fingeren lige ned i det åbne sår; hvorfor fører vi overhovedet krig?
Katinka Fogh Vindelev, som er klassisk uddannet sopran, og kunstnerisk arbejder i krydsfeltet mellem sang og performance, står stolt og stærkt i centrum som Jeanne d’Arc. Uden at jeg på nogen måde skal påkalde mig en ekspertise indenfor dette område, så forekommer hun at synge med en fornem klang og sanselig dybde. Hun reciterer også det talte ord som en slags spoken word, og det er påfaldende så stor forskel der er på hendes stemmes klang, når hun synger og når hun taler. Det har jeg ikke tænkt over før, når jeg har hørt operasangere tale, men her er det tydeligt.
Denne ”Jeanne d’Arc” er på mange måder for meget. Den er frastødende og hæslig, men krig er jo frastødende og hæslig. Den er grænseoverskridende, ulækker og støjende. Men det er også en fascinerende forestilling, og på mange måder en overvældelse oplevelse.
Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg nok foretrække en mere traditionel opførelse af Verdis ”Giovanna d’Arco”, men jeg ville på den anden side ikke være denne oplevelse foruden.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er opera, som man sjældent har oplevet det før.
BEMÆRK ISÆR: Den markante forskel på Katinka Fogh Vindelev stemmeklang, når hun synger og taler.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Et publikum over 16 år, der tåler lidt af hvert.
——
”Jeanne d’Arc”. Baseret på Guiseppe Verdis opera ”Giovanna d’Arco”, bearbejdet af Anja Behrens, Nathalie Mellbye og Søs Gunvor Ryberg. Komposition og musikalsk bearbejdning af Verdi: Søs Gunvor Ryberg. Supplerende tekster: Elias Sadaq, Ursula Andkjær Olsen, Manilla Ghafuri, Mycelium og Alexandra Moltke Johansen.
Instruktion: Anja Behrens. Scenografi: Nathalie Mellbye. Koreograf: Bjørk-Mynte Paulse og Hilde Ingeborg Sandvold. Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm. Musikalsk indstudering: Søs Gunvor Ryberg.
Medvirkende: Katinka Fogh Vindelev (sopran), Hanna Leonora Hollensen (mezzosopran), Steffen Bruun (bas), Simon Sumal (baryton), Bjørk-Mynte Paulse og Hilde Ingeborg Sandvold (dansere), Lorenzo Colombo (musiker), Allegra Rocket Rosemarie Schytz Marvit/Isabella Drachmann (statister).
Varighed: 1 time og 25 minutter (uden pause).
Der synges på italiensk og dansk.
Spiller på Teater Sort/Hvid til 22. maj.
Anmeldt 28. april.
Foto: Emilia Therese.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
