Aalborg-banden Henrik Szklany, Martin Nyborg og Laura Rasmussen indtager København med en rørende socialrealistisk komedie om livet på et plejehjem i Danmark. Prægtigt ensemblespil hele vejen rundt.
* * * * *
I foråret 2024 kunne man på Folketeatret opleve Aalborg Teaters trilogi ”Henvendelse Anita” spillet som et sandt teatermaraton. Trilogien, der blev en stor publikumssucces, og blev hyldet af anmelderne og kastede adskillige velfortjente priser af sig, er noget af det bedste moderne, socialrealistiske teater, der er skrevet herhjemme i mange år.
Nu er den kunstneriske trio bag trilogien fra Aalborg rykket til hovedstaden og indtager igen Folketeatret med et helt nyt stykke hverdagsdramatik. Dramatikeren Henrik Szklany, scenografen Laura Rasmussen og instruktøren Martin Nyborg har sammen skabt forestillingen ”Truckervask til ældrebyrden”, og det er mageløst godt teater.
”Truckervask til ældrebyrden” handler i al sin enkelthed om livet på et plejehjem et sted i udkantsdanmark. Det handler om et system, der er slidt ned til knoglerne, om et personale på kanten af et kollektivt nedbrud og om beboere, der befinder sig på forskellige stadier af menneskelig kompostering, og så handler det om arbejdsløse Nicky.
Lyder det ikke særligt opmuntrende? Jamen, det er det skam heller ikke. Det er derimod jublende, tåretrillende morsomt, lige indtil det pludselig er så dybt rørende, at lattertårerne erstattes af andre tårer, som er svære at holde tilbage. Som publikum kommer man hele følelsesregistret igennem i selskab med en god håndfuld karakterer, som man på en eller anden måde alle kommer til at holde af, og føle for. Uanset hvor skrækkelige de egentlig er eller hvor forfærdeligt de opfører sig.
Overdådigt, hudløst ensemblespil
Må man grine af en dement kvinde, der skider i bukserne? Eller af en livfuld 80-årig, der drømmer om at få en ordentlig rusketur og en god pløk? Er det morsomt, når plejehjemslederen afmægtigt benytter samtlige floskler fra den kommunale mellemlederuddannelsesbibel for at dække over sin egen magtesløse inkompetence eller når den unge plejeassistent kaster op af udmattelse? Henrik Szklany udfordrer alle vedtagne normer og slipper mere end godt afsted med det. Han bevæger sig på en knivsæg i forhold til om det er for meget. Der skal da nok være nogle blandt publikum, der vil føle, at deres grænser bliver overskredet, men først og fremmest så skriver han om ægte mennesker og genkendelige skæbner, med en dyb kærlighed, ganske som han gjorde det i ”Henvendelse Anita”-trilogien. Han hænger ingen ud, men han holder sig så sandelig heller ikke tilbage i forhold til at sætte situationerne og karaktertegningen på spidsen.
Det er i høj grad også instruktør Martin Nyborgs fortjeneste, at persongalleriet i ”Truckervask til ældrebyrden” fremstår så helstøbt som tilfældet er. I knapt så nænsomme hænder, kunne det nemt været blevet for karikeret og udstillende. Måske nærmest pinligt. Men Nyborg formår tydeligvis at skabe et helt særligt tillidsforhold til sine skuespillere, der går all-in med en uforfængelig hudløshed.
De leverer intet mindre end overdådigt ensemblespil. Amira Jasmina Jensen som den stolte, opofrende sosu, Saba, der kun akkurat hænger i med det yderste af neglene, men aldrig for alvor sælger ud af værdigheden. Jela Natius Abildgaard er Melissa, singlemor til to, der plaget af efterveerne efter en trafikulykke må stjæle piller fra beboerne for at blive smertelindret og ikke falde helt sammen. Hun har ikke råd til at sygemelde sig, så det handler for hende bare om at holde sig oprejst vagten – eller dobbeltvagten – ud.
Petrine Agger har måske aldrig været bedre end her, hvor hun som plejehjemslederen Marianne, der er sat på en Uriaspost, hvor hun forsøger at bevare en positivitet og en form for overblik midt i al magtesløsheden inden hun krakelerer. Agger spiller hende øretæveindbydende irriterende, mens hun gradvist lader sine tics i det ene øje blive mere og mere tydelige, og stressnedbruddet synes uundgåeligt.
Som den livfulde Edith på 80, der stadig har liv i tarteletten, leverer Sarah Boberg en fuldkommen hjertegribende komisk præstation, og samspillet med Benedikte Hansens viljestærke, men fysisk nedbrudte lesbiske landbokone, spiller både på de mindste og de største følelser. Deres første, tøvende kys på kanten af hospitalssengen er intet mindre end bedårende, og komikken, når de ligger fastlåst i deres kærlighedsstund er henrivende. Hendes Edith har en kæft som en havnearbejder, og den slidte krop en helt særlig ynde.
Du er i fællesstuen, Ketty! Lene Poulsens Ketty er helt væk i demensens rungende tomhed, og hendes mand, Uffe, eminent gestaltet af Joen Højerslev, er på vej samme vej, dog med den forskel, at hvor hendes demens kommer til udtryk i en nærmest apatisk mildhed, så udtrykker han sig stadigt mere udadreagerende og aggressivt. Begge karakterer går lige i tårekanalerne.
Herta ønsker at dø i hjemmet, og føler sig som en fange på plejehjemmet. Benedikte Hansen spiller hende med rørende værdighed og stålsat viljestyrke. Selvom slutscenen godt kan virke lidt langtrukken, så gemmer hun på et es i ærmet helt til det sidste.
Centralt i historien står Marcus Gad Johansen som den lettere infantile Nicky. Han er arbejdsløs efter at Skrot-Arne har lukket forretningen, og selvom han absolut ingen kompetencer har, så får han det ledige job ingen andre vil have som hjælper på plejehjemmet. Nicky er en taber. Han er både verbalt og socialt udfordret, men i mødet med gamle Herta opstår der et venskab, der modner og udvikler ham. Karakteren og forholdet til Herta minder i påfaldende høj grad om den prægtige franske film ”De urørlige”, som også i en sceneversion blev opført på Folketeatret sidste år med Arian Kashef og Preben Kristensen i hovedrollerne. Her har Henrik Szklany måske i lidt for høj grad ladet sig inspirere. Marcus Gad Johansen medvirkede også i Anita-trilogien, og synes at have et helt særligt talent for at beskrive denne mennesketype. Hans fysiske spil og udtryk, når han med væmmelse skal tørre røv på de gamle, rammer han lige der, hvor det er allermest morsomt og samtidig meget rørende. Det er en formfuldendt fremragende præstation.
Noget lort
Alle er mere end gode. Og alle spiller hinanden endnu bedre i et ensemblespil som vel ikke er set bedre, end i netop Anita-trilogien.
Det tredje medlem af ’Aalborg-banden’, scenografen Laura Rasmussen, har arbejdet minimalistisk og mindre spektakulært. Og selvom symbolikken ikke er til at tage fejl af, så bliver det måske lige i overkanten, når hun efter pausen lader tyndskid drive ned af plejehjemmets vægge mens afmægtigheden tager til hos både beboere og personale. Jeg forstår godt hvor hun vil hen med det budskab, men jeg er ikke helt sikker på om jeg bryder mig om det. Så hvis jeg skriver at scenografien er ’noget lort’, så er det ikke så negativt ment, som det lyder.
Balancen mellem det komiske og de meget rørende, og dybt, dybt alvorlige tematikker i ”Truckervask til Ældrebyrden” er til tider udfordrende. Når forestillingen er morsomst er den komedieteater på allerhøjeste niveau; det er meget lang tid siden jeg har grinet så befriende og så meget i et teater. Når der skrues op for alvoren og den socialrealistiske samfundskritik, er det også noget af det stærkeste og mest hudløse man har oplevet. Kombinationen af de to sceniske udtryk, som blender sammen gennem hele forestillingen, med hovedvægten på komikken inden pausen, og hovedvægten på den rå socialrealisme efter pausen, kan være svær at tage ind. For hvad vil Szklany/Nyborg egentlig med forestillingen? Kan man skabe en komedie over noget så alvorligt? Er det overhovedet en komedie? Kan samfunds kritisk socialrealisme være morsomt? Må det overhovedet være morsomt? Spørgsmålene hober sig op, men det ændrer ikke ved det faktum, at ”Truckervask til ældrebyrden” for mig står som én af sæsonens foreløbigt absolut bedste teateroplevelser, og er en sand triumf for det samlede ensemble.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er noget af det morsomste og samtidig noget af det mest hjertegribende rørende du kan opleve på teatret lige nu.
BEMÆRK ISÆR: Skuespillernes uforfængelige hudløshed.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Alle, der har et ældre familiemedlem, der nærmer sig eller har nået plejehjemsalderen.
——
”Truckervask til ældrebyrden”. Af Henrik Szklany.
Instruktion: Martin Nyborg. Scenografi: Laura Rasmussen. Lysdesign: Lars Schou. Lyddesign: Rasmus O. Bunton.
Medvirkende: Marcus Gad Johansen, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Petrine Agger, Amira Jasmine Jensen, Joen Højerslev, Lene Poulsen og Jela Natius Abildgaard.
Varighed: 2 timer og 30 minutter (inkl. pause).
Spiller på Folketeatret til 17. maj.
Anmeldt 18. april (premiere).
Foto: Büro Jantzen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
