Anna Balslevs bearbejdelse af Martha Christensens romanklassiker bliver fremragende forløst af fire strålende skuespillere. Det er både stærkt underholdende og meget rørende.
* * * * *
Dette anmeldersite har eksisteret i snart 10 år, men når jeg søger på ’Nicolaj Kopernikus’ i søgefunktionen, dukker der intet op. Enten har jeg simpelthen ikke set ham på teatret i alle de år, eller også har han ikke gjort et større indtryk. Jeg husker det ikke. Men nu kommer han til at stå der – med flammeskrift!
For Nicolaj Kopernikus er intet mindre end fremragende som den stille, næsten usynlige arbejder Karl Aage, der i flashbacks fortæller om sit 40 år lange ægteskab på godt og ondt med den livlige og handlekraftige Regitze.
Er det de fire tåbelige ’Klassefesten ’-film, hvor Kopernikus spiller den ene af de tre fjollede kammerater, der dukker først op på nethinden, når man går på opdagelse i sin erindring af hvad man har oplevet Nicolaj Kopernikus i tidligere, så virker castingen af ham til denne altdominerende hovedrolle på landets fineste teater, Det kgl. Teater – tilmed en rolle, som Frits Helmuth spillede så eminent i Kaspar Rostrups Oscar-nominerende filmatisering fra 1989 – nærmest besynderlig. Men her bliver alle mine – og sikkert også mange andres – forudindtagede fordomme for alvor gjort til skamme.
Nicolaj Kopernikus er nemlig aldeles rørende fra start til slut i Anna Balslevs meget vellykkede bearbejdelse af romanklassikeren ”Dansen med Regitze”.
Det var oprindeligt Olaf Johannesen, der var udset til at spille Karl Aage, men da det blev nødvendigt at skifte skuespiller, så Balslev helt rigtigt i sit valg af Kopernikus, og i det hele taget med sit lille, fine skuespillerhold, hvor blot fire skuespillere varetager hele persongalleriet. Maria Rossing og Nicolaj Kopernikus som Regitze og Karl Aage – som både unge og gamle – og Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted som alle de andre.
Livet går sin gang
Selvom det er livsstykket Regitze, det handler om, så er det Karl Aage, der er hovedrollen. Det er hans fortælling, hans oplevelse af et livslangt ægteskab og hans knugende tab, da Regitze bliver syg og dør, og efterlader ham ensom og nærmest hjælpeløs tilbage. Regitze har fyldt alt i hans liv. Uden hende er han intet. Uden hende havde hans liv været…? Ja, hvad havde det været? Det kan vi jo kun gætte på. Tomt og trist er de bedste bud. For Karl Aage er sådan en mand, der går i et med tapetet. Den lille grå, helt almindelige mand. Den stille eksistens, som Martha Christensen altid beskæftigede sig med i sit strålende forfatterskab. Få har som hun kunnet give de mest anonyme i samfundet en stemme, og ligesom det lykkedes så flot for Kaspar Rostrup i filmen, så lykkes det også for Anna Balslev at overføre Martha Christensens intention til teaterscenen.
Med Karl Aage som diskret fortæller, fører Anna Balslev publikum gennem fire årtier og skiftende tidsepoker, og tegner livets gang i en arbejderklassefamilie stramt op i et til tider sprudlende underholdende og til andre tider dybt rørende erindringsfortælling om et ægteskab.
Laura Løwe har til Mellemgulvet skabt en på mange måder enestående scenografi, hvor publikum sidder på tre sider af en rund drejeskive, på hvilken livets cyklus udspiller sig. Karl Aage møder Regitze som ung på et trist dansested i byen. De bliver kærester, flytter sammen og får barn. Fra loftet fylder møblerne nu hjemmet. Modvilligt bliver de også gift. Sønnen vokser op, bliver student, får en kæreste i de vilde 60’ere, får senere en kone, der er mere acceptabel, selvom hun er fraskilt og har to børn. Regitze og Karl Aages småborgerlige arbejderklasseliv er defineret af hjemmet og de få venner tilbage fra ungdomsårene, som følger dem livet igennem. På et tidspunkt bliver Karl Aage arbejdsløs, og filmen er lige ved at knække, men Regitze holder sammen på familien. Det er hende, der er ankeret.
Men hun er også ligefrem, handlekraftig og stridbar. Hvorfor kan jeg ikke bare holde min mund, siger hun efter en af mange ophedede konflikter. Ja, hvorfor ikke, svarer Karl Aage resignerende: Men det gør ikke noget. De er som nat og dag, Regitze og Karl Aage. Men ingen af dem kan undvære den anden. Martha Christensens beskrivelse af ægteskabet som institution bliver meget smukt forløst i Anna Balslevs bearbejdelse og instruktion. En instruktion, der udvider kammerspillet og gør hele teaterrummet levende. Helt bogstaveligt med sneen dalende fra himlen.
Publikum på de forreste rækker inddrages, når der skal holdes studentergilde i det lille arbejderhjem, hvor sønnen John bliver mønsterbryder og får hue og eksamen. Det er på en gang festligt og dybt rørende, når Karl Aage pavestolt haster hjem fra arbejde for at opleve det store øjeblik, blot for at blive hånet og set ned på af sin opblæste, berusede søn. Det er Regitze, der siger fra. Det gør du aldrig igen. Du skal ikke føle dig hævet over dine forældre, tordner hun, mens Karl Aage glatter ud. Det er også Regitze, der bramfrit tager bladet fra munden, da Karl Aages gamle arbejdskammerat, som er steget i graderne og er blevet fabrikant, blærer sig lige lovlig meget. Du er en lort, siger hun råt for usødet til vennen, mens Karl Aage vender siden til og kigger væk.
Der er kriser i parforholdet, som vel i alle langvarige forhold. Utroskab begge veje. Regitze spontant under en nytårsfest med vennen Rikards festlige fætter fra USA. Karl Aage er ikke spontan. Hans utroskab med den kække pige fra arbejdet er skemalagt til torsdage, hvor han siger han er ’på kursus’. Den hopper Regitze ikke på. Selvfølgelig ikke.
Strålende ensemblespil
Maria Rossing summer af liv og smittende livsglæde iblandet en indgroet social indignation. Hun er et præcist sprudlende modstykke til Nicolaj Kopernikus’ resignerende træmand. De to spiller så man har lyst til at give dem en krammer midt på scenen. Rossing, som fik Teaterpokalen i vinter, synes at være et sted i sin karriere, hvor alting lykkes. Og Kopernikus? Ja, han ligefrem stråler i al sin stilfærdige, grå almindelighed. Det er ganske enkelt fremragende.
Simon Kongsted og Freja Klint Sandberg er begge blandt de ypperste unge skuespillere vi har lige nu, hvor de allerede tidligt i deres karrierer har sat markante aftryk. Det gør de også her i et utal af småroller, som persongalleriet omkring Regitze og Karl Aage. Han er ubetalelig som den langlemmede søn, både som barn i korte bukser, og som voksen student på vej ud af arbejderklassen. Freja Klint Sandberg funkler og forgylder sine små karakterer, hvad enten det er som Regitzes melodramatisk klynkende monster af en mor, som løssluppen hippie-model med vrid i hofterne eller som veninden i et vel egentlig uforløst fornuftsægteskab. Birollerne står lige så knivskarpt som hovedrollerne og dermed bliver ”Dansen med Regitze” også en triumf for ensemblespillet.
Som ung læste jeg alle Martha Christensens bøger. ”Dansen med Regitze” og ”Her i nærheden” står stadig i reolen og venter på at blive genlæst. Som så mange andre så, og nød, jeg filmatiseringen fra 1989, med Ghita Nørby og Frits Helmuth på deres højeste. En film, der ryddede bordet ved både Bodil- og Robert-uddelingerne, og som altså også blev nomineret til en Oscar. Man kan sige, at der er gået lang tid med at få fortællingen overført til teatret. En meget stor del af publikum vil jo ganske enkelt ikke have nogen egentlig reference til hverken bog eller film. Det er måske slet ikke så tosset. I modsætning til de fleste af de (for) mange dramatiseringer af ny, moderne litteratur vi oplever i disse år, så kan ”Dansen med Regitze” godt klare at stå alene i egen ret som scenedramatisk værk, uden at man har forlægget i frisk erindring.
Omvendt er ”Dansen med Regitze” så formfuldendt en teaterforestilling, at man får lyst til at se eller gense filmen, og læse eller genlæse romanen. Og det er jo i den grad også en kvalitet.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er en smuk fortælling om et livslangt ægteskab, spillet aldeles strålende af de fire skuespillere.
BEMÆRK ISÆR: Laura Løwes opfindsomme scenografi, der bringer dramaet helt tæt på.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Til dig, der elsker din ægtefælle, og til dem, der endnu har det til gode.
——
”Dansen med Regitze”. Af Martha Christensen.
Instruktion & bearbejdelse: Anna Balslev. Scenografi & kostumedesign: Laura Løwe. Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel. Lyddesign: Janus Jensen. Koreografi: Sebastian Kloborg.
Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Maria Rossing, Simon Kongsted og Freja Klint Sandberg.
Varighed: 1 time og 40 minutter (uden pause).
Spiller på Skuespilhuset (Mellemgulvet) til 29. maj.
Anmeldt 11. april (premiere).
Foto: Camilla Winther.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
