Tjekhovs skuespilklassiker i legesyg og til tider sprudlende udgave på Det kgl. Teater.
* * * *
Den internationalt anerkendte litauisk-amerikanske sceneinstruktør Yana Ross har gennem det seneste årti skabt sig et stort navn som Tjekhov-fortolker. Hun har stået bag Tjekhov-opsætninger på flere forskellige sprog på teatre i Norden, Tyskland, Schweiz og Litauen.
Det er derfor en kapacitet på området, som nu for første gang er kommet til Danmark, og sammen med forestillingens ensemble har taget livtag med Anton Tjekhovs ”Onkel Vanja”.
Resultatet er blevet en legesyg og til tider ligefrem sprudlende forestilling om en aldeles dysfunktionel familie på et svinelandbrug et sted i Danmark.
Ja, du læste rigtigt. Med premiere blot et par dage efter at danskerne har gået til ’svinevalg’ skulle man jo tro, at Ross’ ”Onkel Vanja” i den grad er tidsaktuel, men rolig nu. Der er ikke meget svinevelfærd i opsætningen, selvom den osende gylletank fylder hele den bagerste del af Store Scenes kolossale scenerum i Bettina Meyers imponerende scenografi, og selvom huslægen Astrov – her blot Mikael – er en glødende naturelsker- og forkæmper, der krammer skovens træer mens han fører dybsindige samtaler med dem.
Om Ross og ensemblet har valgt at fordanske ”Onkel Vanja” skyldes, at mange ikke mener at det er passende at opføre værker af russiske forfattere netop nu, hvor Rusland fører krig mod Ukraine, og cyberkrig mod resten af Europa, skal være usagt. Men en af det trykte programs artikler omhandler netop denne cancel Russia problematik, så der ligger nok en tanke bag.
Lykkes man så med den danske vinkel? Nej, ikke rigtigt. For lige så dansk Bettina Meyers gylletank er, lige så udansk fremstår resten af bondegården, med sine store søjler, høje rektangulære vinduer og nøgne betonvægge. Er det en terrasse eller er det en stue? Eller er det måske i virkeligheden en nedlagt svinestald familien opholder sig i, mens de drikker sig stive og filosoferer over livets ulyksagligheder?
Og nogle af navnene skurrer ligefrem. Ilya Telegin, den tidligere gårdejer, som nu lever på familiens nåde som en slags altmuligmand, er i Morten Brovns skikkelse Jens Jensen, og kælenavnet – på grund af hans dårlige hud – er i stedet for Vaffel blevet til Pizza. Den hårdtarbejdende datter, der er ulykkeligt forelsket i huslægen, har skiftet navn fra Sofia til Sonja. Hvorfor egentlig det? Er Sonja mere dansk og mindre russisk end Sofia? Nå, men så er det jo heller ikke vigtigere.
Mere problematisk er transformationen fra 1800-tallets trøstesløse russiske provins til en dansk ditto af i dag. Her støder den bevarede del af den originale stykke – i øvrigt i Niels Brunses oversættelse – sig på opsætningens ønske om at omplacere handling og persongalleri. Karaktererne er stadig mere russiske end danske. Problematikken er stadig mere 1800-tallet end 2020’erne
Legesyg opsætning
Tjekhov kan godt føles ’tung’, men her er tilgangen til materialet betydeligt lettere. Ja, faktisk legesyg og ganske morsom. Der er nogle særdeles vellykkede twists and turns, nogle skæve brud med normerne. Nogle kan måske virke mere fortænke og besynderlige end andre; at man lige har en elguitar stående klar til når der skal synges en sang, og at elefanten i rummet simpelthen materialiserer sig op af gylletankens dyb. Men de forskellige greb har bestemt en effekt, og denne ”Onkel Vanja” bliver i hvert fald aldrig kedelig.
Handlingen i Tjekhovs klassiker udspiller sig på en gård i provinsen. Gården drives af Vanja, der føler at han har forspildt sit liv, og af hans niece Sonja, men ejes af Sonjas far, den aldrende professor Alexander. Alexander er kommet til gården med sin nye unge kone, Helena, og på gården bor også Vanjas mor, Maria, som også er mor til Alexanders nu afdøde kone. Jens Jensen går til hånde på gården efter at hans kone har forladt ham og han er gået konkurs, og den naturelskende og desillusionerede læge, Mikael, som Sonja i hemmelighed er dybt og ulykkeligt forelsket i, hænger også ud på gården, hvor tiden primært går med at mændene drikker sig i hegnet.
Vanja er forelsket i Helena, som til gengæld indleder en hed affære med Mikael, der ikke har øje for Sonjas betagelse af ham. Det er en ganske akavet stemning, der hersker i hjemmet, og bedre bliver det ikke, da Alexander fortæller, at han vil sælge gården for at kunne finansiere det liv i storbyen, som han ikke længere har råd til. Det kaos den besked medfører munder ud i en åben slutning, hvor Alexander og Helena rejser, og de andre sidder tilbage på gården og tager imod turister, der kommer i busser for at se hvordan et landbrug fungerer.
Gode præstationer
I dette sammensurium af intime forbindelser og bristede drømme, udfolder sig en filosofisk historie om ikke at få det ud af livet, man har drømt om. Alle synes at have opgivet at blive lykkelige, men hvad er egentlig lykken?
I Yana Ross’ opsætning står kvinderne centralt. Dels trofækonen, Helena, der begæres af alle andre end sin mand, spillet med nerve og en indestængt sensualitet af Sofia Nolsøe. Hun er ikke bare en smuk, ung kvinde, men her en mere modent reflekterende karakter. Dels datteren/niecen Sonja, som Mathilde Arcel spiller på sin helt egen facon, som er både skrøbelig og initiativrig. Hun forsøger, til tider kært kejtet, at få Mikael til at se hendes vej. Jeg elsker d….. din stemme, siger hun så ikke et øje er tørt med sin dirrende diktion. Hun får også det sidste ord både inden pausen og til allersidst. Dels med en hjertegribende version af Kate Bush sangen ”Wutherings Heights”. Og til sidst hvor hun taler til sin onkel: Det vigtigste er at du har elsket. At du kan elske!
Nicolas Bro er Onkel Vanja med ballon i sit store korpus, og tynget af en afmægtighed i forhold til sit forspildte liv. Jeg er 52 år, siger han flere gange på en måde, så vi forstår, at alle muligheder nu synes forpasset. Altid suveræne Jens Jørn Spottag er nærmest ynkelig som den aldrende og sygdomsmærkede Alexander, mens Morten Brovn får sat sine aftryk som bonden, der trods sin afhængighed af familien måske alligevel er ham, der ser fremtiden klarest. Mads Rømer Brolin-Tani sitrer nervøst helt ud i fingerspidserne, som den desillusionerede, fordrukne læge, der har kastet al sin kærlighed på naturen, og erkender at være blevet sær af at omgås alle disse sære mennesker, og endelig står Tina Gylling Mortensen stærkt som den stovte matriark, der mener at en kop te til enhver tid kan opløfte den knugende stemning.
Ensemblet har været med til at bearbejde stykket og skabe deres karakterer i en kollektiv proces med Yana Ross. Deres kunstneriske legesyge skinner tydeligt igennem. Det er stærkt ensemblespil over hele linjen, der i høj grad opvejer de måske mere problematiske kunstneriske valg i opsætningen.
Visuelt er forestillingen en nydelse. Skuespilhusets Store Scene er et magisk rum, og her udnyttes det fornemt med Michael Breiners overlegne lysdesign i samspil med Bettina Meyers scenografi og kostumer, understøttet af Jonas Vests gennemført lækre lyddesign.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er stærkt ensemblespil i legesyg klassiker-opsætning.
BEMÆRK ISÆR: Scenografiens nærmest uendelige dybdevirkning.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Et bredt teaterpublikum med et åbent klassikersind.
——
”Onkel Vanja”. Frit efter Anton Tjekhovs stykke af Yana Ross og ensemblet.
Instruktion & bearbejdelse: Yana Ross. Scenografi & kostumedesign: Bettina Meyer. Lysdesign: Michael Breiner. Lyddesign: Jonas Vest. Koreografi: Mia Hellberg.
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Sofia Nolsøe, Mathilde Arcel, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro, Mads Rømer Brolin-Tani og Morten Brovn.
Varighed: ca. 2 timer og 30 minuttter (inkl. pause).
Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 8. maj.
Anmeldt 27. marts (premiere).
Foto: Camilla Winther.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
