Hvor der er ungdom er der håb! Teatergrads nye forestilling henvender sig til unge med et budskab om at der er håb for enden af håbløsheden.
* * *
Det er sjældent uinteressant når Teatergrad rykker scenekunsten ud i byrummet og præsenterer deres skarpsindigt tidsaktuelle forestillinger.
Det er således heller ikke uinteressant denne gang, hvor Christine Nordhøj Kann har skrevet en lille forestilling, der tager udgangspunkt i unges drømme og håb for fremtiden i en tid, hvor det er svært ikke at føle en vis håbløshed og ja, en direkte frygt for hvad der venter.
Målgruppen er unge fra 15 år og op. Når ”Hydra – Venter på krisen” har spillet den kommende uges tid hos Røde Kors på Blegdamsvej i København skal den ud på landevejen, og skal spille på skoler og højskoler. Der er fair at antage, at forestillingens formsprog vil fænge hos målgruppepublikummet, der står på tærsklen til en uendeligt usikker fremtid, præget af kriser. Hvad enten det er klimakriser, krige eller energikriser.
Hos mig, i den lidt tungere ende af aldersspektret, har forestillingen vanskeligere ved at trænge igennem det panser, smedet af en blanding af afmagt og en erfaring af, at det skal nok blive bedre igen, som man har bygget op gennem årene. Men jeg er oprigtigt bekymret for den fremtid, der ligger forude og venter på mine voksne børn og deres endnu ufødte børn. Og derfor er ”Hydra – Venter på krisen” så afgjort relevant.
Til gengæld, synes jeg desværre også, at den er fælt kedsommelig i lange perioder.
Popsange med indhold
På bedste spejdermanér handler det om at være beredt. Så de to unge vi møder på en øde strand har preppet både vand og dåsemad. Hvorfor de er netop dér, står lidt hen i det uvisse. Min umiddelbare tanke var at dramatiker Christine Worre Kann har ladet handlingen udspille sig en ikke så fjern fremtid, hvor armageddon har ramt og bragt verden ud i form for undtagelsestilstand. Men ud fra teatrets eget materiale, hænger de bare ud og venter på at det hele kan bryde sammen. Selvom fremtiden kan se trøstesløs ud, så har de deres drømme intakt og bærer et håb for en bedre fremtid.
Dén udlægning gør forestillingen mere jordnær og relaterbar, men også mindre farlig. Mindre dystopisk.
Der er indlagt fire ganske fine popsange, skrevet af Jeppe Emborg med P3-typiske melodier, med tekster, der faktisk handler om mere og andet end ’mig’, ’mit’ og ’elsker dig for evigt, indtil i morgen’. Så må man jo håbe at det unge publikum også bider mærke i teksterne, og ikke bare sidder og synes at det er fed melodi, og at Alfred Kann er popstjernelækker som en ny Christoffer.
Det er lykkedes at lave en fin, lille scenografi – med Nikolaj Heiselberg Trap som konsulent – af en strand med et gammel jollevrag og lidt opskyllet vraggods, der peger i retning af forureningen af vores have, og Victor Holm Lauridsen har lavet noget godt lys, der formentlig kan få selv den kedeligste folkeskoleaula til at ligne et teater. Hos Røde Kors spilles der i hvad der en gang var Københavns gamle Amtsrådssal oppe på anden sal, og det er i sig selv et fascinerende rum.
Som de to unge gør både Katja Kvistgaard og Alfred Kann indtryk. De er to smukke, unge mennesker. Dygtige performere. De forholder sig til fremtiden med en distanceret bekymring, og en blanding af sund fornuft og mod på livet. De ligner på en måde meget de unge, jeg kender fra mit eget liv, og jeg tænker at målgruppepublikummet ret ukompliceret vil kunne spejle sig i dem.
På bagvæggen indleder Teatergrad med at bede publikum besvare nogle spørgsmål om deres syn på fremtiden og deres drømme, og væggen benyttes siden til at vise små videosekvenser fra de unges ubekymrede liv, indtil vi til sidst får de interaktive svar fra dagens publikum. Såre pædagogisk og et greb Teatergrad tidligere har gjort brug af. Det bidrager til et vedkommende og velment scenekunstnerisk indspark i den politiske diskussion om vores fremtid.
Men…. Alle de gode intentioner til trods, så savner Pelle Nordhøj Kanns instruktion noget vitalitet. Selvom forestillingen kun varer 60 minutter føles den i perioder langstrakt, og fortællesporet synes at køre i tomgang. Teatergrad plejer at levere mere smæk for skillingen uden at gå på kompromis med det holdningsladede og seriøsiteten. Denne gang efterlader de én med en lige lovlig flad fornemmelse i kroppen.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Vi lever i en grum tid, hvor vi har brug for at få et lille håb.
BEMÆRK ISÆR: De stærke visuelle virkemidler, trods den intime opsætning.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Unge fra 15 år og op.
——
”Hydra – Venter på krisen”. Tekst: Christine Worre Kann. Sangtekster & komponist: Jeppe Emborg. Idé & koncept: Teatergrad.
Instruktion: Pelle Nordhøj Kann. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Lysdesigner: Victor Holm Lauridsen. Videodesign: Anders Graver & Christine Worre Kann.
Medvirkende: Katja Kvistgaard og Alfred Kann.
Produceret af Teatergrad.
Varighed: 1 time uden pause.
Spiller i Salen hos Røde Kors til 27. marts. Planlagt turné til skoler og højskoler i oktober-november.
Anmeldt 23. marts (premiere).
Foto: Per Morten Abrahamsen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
