”Ødelæg, siger hun” er ikke lettilgængeligt hyggeteater. Det er en udfordrende forestilling, der placerer sig i grænselandet mellem performance, taleteater, dans og opera. Smuk at se og lytte til, men svær at forstå.
* * * *
Aveny-T på Frederiksberg byder sæsonen igennem på et sandt hav af skiftende teateroplevelser, en blanding af egenproduktioner og gæstespil. Den kommende uge har performancegruppen Kant Fabrik indtaget teatrets store scene med deres dramatisering af den franske avantgarde-forfatter Marguerite Duras’ roman ”Ødelæg, siger hun” fra 1969.
Kant Fabrik kalder forestillingen for ’tværæstetisk musikdramatik’, der inddrager fysisk performance; ikke egentlig dans, men en form for koreograferede tableauer, opera, klassisk taleteater og billed- og multimediekunst. Og lad mig bare slå fast én gang for alle, at det ikke er lettilgængeligt hyggeteater.
”Ødelæg, siger hun” er intellektuelt udfordrende. Smuk at lytte til, når mezzosopranen Signe Asmussen oplader sig formidable røst i Matilde Böchers nærmest messende kompositioner, og visuelt betagende i Anne Sofie Vermunds meget enkle græsplænescenografi, der spiller smukt sammen med Brian Cord’hommes lysdesign, hvor farvetonerne afspejler menneskenes udvikling over en kort periode på et sanatorium i Frankrig. Men vanskelig at forstå.
På sanatoriet møder vi kvinden Elisabeth Allione, spillet med sitrende sårbarhed af den svenske skuespiller Lise Carlehed, som er her for at komme til hægterne efter at have født et dødfødt barn. Hun betragtes lidenskabeligt på afstand af den midaldrende professor Max Thor (Johannes Lilleøre), som også tiltrækkes af den unge forfatter in spe, Stein (Lasse Steen). Da Max’ unge hustru og studerende, Alyssa (S.E. Andersen), dukker op på stedet indleder de tre en hed menage a trois, og det er også den smukke Alyssa, der inddrager Elisabeth i affæren, der hjælper hende til at lægge sine traumer bag sig.
”Ødelæg, siger hun” handler om at bryde med gammeldags, fastlåste strukturer og udforske nye måder at leve, elske og tænke på. Duras var en kultfigur i det litterære parnas i Frankrig. En avantgardist, der både skrev bøger og lavede film, og som udfordrede forholdet mellem mennesker; seksuelt, etnisk og intellektuelt.
Flydende seksualitet
Performancegruppen Kant Fabrik består af billedkunstner og scenograf Anne Sofie Vermund og koreograf og performer S.E. Andersen, og man kan forstå at Marguerite Duras’ værk har haft stor betydning for dem begge. En form for ’livshåndbog’, skriver de.
Forholdet de fire mennesker imellem beskrives med en æstetisk sanselighed og pirrende sensualitet, hvor kærlighed ikke handler om køn, men om mennesker. På den måde afspejler Duras’ værk fra 1969 tendenser i dag, hvor traditionelle kønsopfattelser og seksualitet brydes op og udfordres. Ungdomsoprøret dengang kan synes meget langt væk i dag, men der kan trækkes en lige linje fra dengang til nu.
Det er da også det, der må tænkes at være Kant Fabriks drivkraft i forhold til opsætningen, selvom resultatet virker en smule uafklaret og uforløst. Elisabeth forlader sanatoriet med sin traditionalist af en mand (også spillet, men mindre vellykket, af Lise Carlehed), og efterlader de tre andre nøgne i en sammenkrøllet klump på forscenen, mens Johan Sebastian Bachs fuga nr. 15 fra ”Die Kunst der Fuge” spiller. Og hvad så?
Signe Asmussen er den modne Elisabeth, der ser tilbage på den livsforandrende uge, og i sang fortæller historien. Enkelt, rent og med fornem stemmekontrol. Det er meget intenst. Og forestillingen har i det hele taget sin styrke i sin lyd og sine æstetisk fascinerende tableauer. Johannes Lilleøre og Lasse Steen agerer de to mænd, den ene søgende, den anden verdensfjern, mens S.E. Andersen giver den unge Alyssa erotisk og sensuel power. Det er hende der har taktstokken, ikke manden – eller mændene. Hun har sin styrke i sit kropslige, fysiske spil, mens Lisa Carlehed både i det ordløse spil og når hun taler (næsten helt accentfrit) giver den traumatiserede kvindes frygt for at give sig hen til sine følelser poetisk skønhed. Hun har også rollen som Elisabeths mand, Bernard, der henter hende på sanatoriet, og her bliver det i stedet en stereotyp fremstilling, som har vanskeligt ved at overbevise. Var det her en ekstra spiller havde gjort underværker?
Som helhed er den 70 minutter lange forestilling bestemt ikke uinteressant. Det er mærkeligt, sært, avanceret og udfordrende. En smal forestilling, der måske kræver et større intellekt end mit for at få det fulde udbytte, men ikke desto mindre en meget sanselig og æstetisk smuk teateroplevelse.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er udfordrende scenekunst i en smuk visuel og lydmæssig indpakning.
BEMÆRK ISÆR: Signe Asmussens markante stemmepragt.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Et publikum, der vil udfordre sig selv intellektuelt.
——
”Ødelæg, siger hun”. Af Kant Fabrik, baseret på Marguerite Dumas’ roman i Morten Chemnitz’ oversættelse.
Instruktion & dramatisering: Kant Fabrik. Scenografi og kostumer: Anne Sofie Vermund. Komponist: Matilde Böcher, Johan Sebastian Bach. Lyddesign: Matilde Böcher. Lysdesign: Brian Cord’homme. Koreografi: S.E. Andersen.
Medvirkende: Lisa Carlehed, Johannes Lilleøre, Lasse Steen, S.E. Andersen og Signe Asmussen.
Produceret af Kant Fabrik.
Varighed: Ca. 1 time og 10 minutter.
Spiller på Aveny-T til 26. marts.
Anmeldt 19. marts (premiere).
Foto: Sara Galbiati.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
