Storslået og langt hen ad vejen meget vellykket opsætning af ”Rosens navn” i Maribo Domkirke. Egnsteatret på Lolland sprænger rammerne for hvad der burde være muligt.
* * * * *
Det burde ikke være fysisk og økonomisk muligt for et egnsteater af Nørregade Teatret i Maribos størrelse, at binde an med en opsætning som ”Rosens navn”. Faktisk så trodser det al form for sund fornuft.
Ikke alene er Nørregade Teatret rykket af sit eget teater og dets trygge rammer, og ind i byens fornemme domkirke. Man byder også på et hold på 15 professionelle skuespillere og ikke færre end 23 statister, som munke og pavelige soldater. Hvor ser man lige et tilsvarende set-up?
Manden bag det fuldkommen vanvittige og storslåede projekt er Nørregade Teatrets mangeårige leder, Frank Rubæk, som også har dramatiseret Umberto Eco’s verdensberømte murstensroman – som de fleste nok bedre husker fra filmatiseringen fra midtfirserne med Sean Connery i hovedrollen som den kloge munk William af Baskerville. Rubæk har også instrueret den gigantiske opsætning, og har fået det på næsten alle måder bedst tænkelige ud af de mange udfordringer.
Man kan ikke andet end sidde tilbage med næsegrus beundring og den dybeste respekt for Rubæks indsats, som heldigvis er blevet belønnet af publikum i en sådan grad, at der (vist nok) er venteliste på billetter til hele spilleperioden, der af et par omgange er forlænget og nu varer måneden ud.
”Rosens navn” udkom i 1980 og blev Umberto Eco’s litterære gennembrud. Det er en moppedreng af en ganske litterært ambitiøs røverhistorie, der udover en helt simpel kriminalhistorie om en række mystiske drab på munke i et benediktinsk kloster i Italien i 1327, i høj grad også handler om religionshistorie, semiotik og litteraturvidenskab. Vær vis på at Dan Brown har læst ”Rosens navn” i laser inden han skrev ”Da Vinci Mysteriet” og de andre Robert Langdon-romaner.
Bogen blev en bestseller, selvom den på ingen måde er letlæst hyggelitteratur, og i 1986 blev historien allemandseje med Jean-Jacques Annauds storfilm med Sean Connery, Christian Slater og F. Murray Abraham i spidsen for et stjernespækket cast. 40 år skulle der altså gå før romanen fandt vej til teatret, og Frank Rubæk har personligt fået tilladelse til sin bearbejdning af Eco’s arvinger.
Teaterrummet er både mageløst og umageligt
Det er indlysende oplagt at spille ”Rosens navn” som totalteater under Maribo Domkirkes fornemme hvide hvælvinger. Domkirkens historie går helt tilbage til 1416 (altså næsten samtidigt med handlingen i historien), og var katolsk klosterkirke inden den blev sogne- og siden Domkirke.
Det er fuldkommen unikt at spille i en delvist 620 år gammel scenografi, som forestillingens scenograf Søren Glad har udnyttet ganske formidabelt i samarbejde med den grafiske designer Simon Ternowitz. Kirkens prædikestol og kirkens smukke alter benyttes både effekt- og respektfuldt, og hele det lange midterskib bliver en del af ’scenen’ – med de fordele (dramatiske) og ulemper (for publikum) det giver. For lige så mageløst Maribo Domkirke fremstår som teaterrum, lige så umageligt og næsten umuligt er det også som publikumsrum. Der er en flot rumklang under kirkens hvælvinger, når blot én person taler, men rummet er ikke velegnet til taleteater, og man skal virkelig spidse ørerne, hvis man skal få hele dialogen med, fordi resonansen har en tendens til at mudre lydbilledet i spillescenerne. Det er én ulempe ved at spille i et rum, der er skabt til noget helt andet end teater. En anden er, at man sidder på hårde kirkebænke eller opstillede stole, og mange steder er udsynet delvist begrænset afhængigt af hvor, der spilles. Det er et vilkår, der godt kan accepteres, men man skal være opmærksom på det. Stole/bænke er ganske umagelige og da der er tale om en maraton-forestilling på over tre timer, så skal man være godt polstret for ikke at få alvorligt ondt i rumpetten. Igen er det et vilkår, man sagtens kan leve med, og sat lidt på spidsen, så passer en smule lidelse meget godt når man skal leve sig ind i fortællingen om de sortseende benediktinermunke, der forsager al glædens lyst på deres afsides beliggende kloster.
Den steds specifikke fordel er derimod, at kirkerummet skaber en unik stemning, som umuligt kunne skabes i et mere traditionelt teaterrum. Og det bliver godt udnyttet. Kirkens hvide hvælvinger belyses med videoprojiceringer, der tager os med rundt i klostret, blandt andet til det store bibliotek, der spiller en væsentlig rolle i handlingen. Særligt én bog er så farlig at munkene er parate til at slå ihjel for at forhindre at dens budskab udbredes.
Det er krimihistorien, let og ligetil. En anden og mere kompliceret historie i Eco’s fortælling er konflikten mellem de to forskellige kirkelige retninger, de mørke benediktinere, der bandlyser glæde og latter, og de mere milde franciskanere, som tilmed kan acceptere en – begrænset – kødelig lyst. Her står Peter Zhelders gamle, vise munk, Ubertino, stejlt overfor klostrets abbed og den gamle, blinde munk Jorge af Burgos – spillet med magtfuld autoritet af henholdsvis Preben Kristensen og Waage Sandø. Lars Bom tropper op lige inden pausen, som Pavens særlige udsending, inkvisitoren Bernardo Gui, sminket næsten til ukendelighed som den reneste, sorte ondskab. I det hele taget er rollebesætningen imponerende, og både som dramatiker og instruktør lykkes Frank Rubæk med at skabe en stribe bikarakterer, der alle fremstår som spændende, nuancerede personer. Det gælder Mikkel Vadsholt infantile Salvatore, Morten Hauch-Fausbølls klæge kældermester, Christian Damsgaards lidt fjollede urtemester, Bjarne Antonisens sleske håndlanger Berengario, Peter Pilegaards usikkert stammende svenske munk, Peter Thiemes franciskaner-forhandler og Mikkel Molkte-Hvilsoms unge Venanzio, som også får lejlighed til at ophøje sin smukke sangstemme. Spanske Gracia Rios Calderon er forestillingens eneste kvinde, den navnløse pige fra landsbyen, som hun spiller med en både sensuel og menneskelig styrke. Særligt Michael Moritzen står ekstra stærkt i billedet som klostrets loyale bibliotekar, der er villig til at gå langt for at beskytte sit biblioteks hemmeligheder, og i de to bærende hovedroller, er Samuel Traum glimrende som den unge novice, gennem hvem hele historien videregives, mens Kristian Boland leverer sin William fra Baskerville med en overbevisende autoritet, en snu begavelse og et charmerende glimt i øjet. ”Rosens navn” er velspillet hele vejen igennem.
Tro mod forlægget
Det er så mange år siden jeg selv læste ”Rosens navn”, at jeg oprigtigt ikke kan huske den i detaljer, men Frank Rubæks dramatisering forekommer mig at være meget tro mod forlægget. Det betyder, at ”Rosens navn” er en ganske lang forestilling – over tre timer – men spørgsmålet er om mindre ville kunne gøre det. Det er vigtigt, og vellykket, at man ikke japper historien igennem, men bevarer en vis kirkelig ro og stemningsfuld aura. Det må så tage den tid det tager.
Denne form for totalteater, meget lig hvad man for årtier siden kunne opleve i Ridehuset på Christiansborg, har sine fordele og ulemper. ”Rosens navn” er på mange måder en unik teateroplevelse, mageløs i sit udtryk og gennemført flot at skue. Den kringlede handling og de mange, nødvendige sceneskift trækker ud. Man keder sig ikke undervejs, men følelsen af at det er en meget lang forestilling sniger sig uundgåeligt ind. Det er et imponerende projekt, som inkluderer det halve Maribo som statister, frivillige og kostumeskræddere. Både teatret og byen kan være stolte af projektet og resultatet, og man må håbe at kulturministeren, trods valgkampstravlhed, får tid til at klemme sig ind på en kirkebænk og se hvad teater i provinsen kan hvis det får mulighederne for det.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er en på mange måder unik og mageløs oplevelse.
BEMÆRK ISÆR: Det smukke gamle kirkeskib, der udnyttes glimrende.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Har du læst bogen og set filmen, så er dette en once-in-a-lifetime mulighed for også at opleve teaterudgaven. Men der er vist nok helt udsolgt.
——
”Rosens navn”. Manuskript: Frank Rubæk efter Umberto Eco’s roman.
Instruktion: Frank Rubæk. Scenografi: Søren Glad. Lyddesign: Mikkel Nordenhof. Lysdesign: Christian Olsen. Grafisk design: Simon Ternowitz. Korsatser: Bjørn Hyrup, Daniel Drage & Frank Rubæk. Musikalsk indstudering: Bjørn Hyrup. Koreograf & instruktørassistent: Heidi Scheibye.
Medvirkende: Kristian Boland, Samuel Traum, Preben Kristensen, Waage Sandø, Lars Bom, Michael Moritzen, Morten Hauch-Fausbøll, Mikkel Vadsholt, Peter Zhelder, Peter Pilegaard, Christian Damsgaard, Bjarne Antonisen, Mikkel Moltke Hvilsom, Peter Thieme og Gracia Rios Calderon. 23 statister som munk og pavelige soldater samt Nis Bank-Mikkelsen (stemme).
Produceret af Nørregade Teatret.
Varighed: 3 timer og 5 minutter (inkl. pause).
Spiller i Maribo Domkirke til 31. marts.
Anmeldt 12. marts (premiere).
Foto: Lynge Nielsen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
