Der går en rum tid før sjælen fra Benjamin Koppels bestsellerroman materialiserer sig i Jokum Rohdes dramatisering for scenen. Og der er det næsten for sent.
* * *
REDIGERET: Det er først for alvor efter pausen, og altså mere end halvanden time inde i forestillingen, at Jokum Rohdes dramatisering af Benjamin Koppels bestseller af et familiedrama og skæbnefortælling ”Annas sang” opnår noget af det samme som romanen; kryber ind under huden på én og sætter sig spor.
Først her, da Anna Koppelmann er blevet tvunget til at forlade sin elskede Aksel, og gifter sig med den franske jøde, Francois, for sin mors skyld og for at føre den jødiske arv videre, materialiserer sjælen fra den vidunderlige roman sig. Og da er det næsten for sent.
Jokum Rohde har fået helt frie hænder til at dramatisere romanen, og det er derfor helt på sin plads, at han gør materialet og historien til sin egen, men det sker alt for længe på bekostning af romanens ånd.
Første akt starter voldsomt med den unge Annas livstraume, hvor hun føder sit kærlighedsbarn, blot for straks at opleve sin mor give det bort for at opretholde den pæne facade og undgå at der kastes skam over familien. Men herefter udvikler Jokum Rohdes manuskript sig til en regulær folkekomedie, med referencer til Henri Nathansens ”Indenfor Murene”, når den brogede mad- og musikglade familie samles om det jødiske festmåltid i københavnerlejligheden hos skrædderen Yitzhak og hans kone Bruche.
Først den ene bror, siden den anden, undgår belevent moderens krav om at gifte sig jødisk. Men man skal vel reelt kende bogen for fuldt ud at forstå hvad det kommer til at betyde for lillesøster Anna.
Det traditionsbundne jødiske familieliv beskrives med en god portion humor, men det har en pris i forhold til forestillingens balance, for det fremstår helt ufarligt, ja nærmest hyggeligt, indtil det bestemt ikke er det længere.
Bi-karaktererne fremstilles unødvendigt karikerede, og det efterlader Andreas Dissing Hyttel og Lea Baastrup Rønne, og til dels Lue Støvelbæk og Claus Riis Østergaard som brødrene på herrens mark. Selv en fin skuespiller som Lars Simonsen synes at være overladt til Morten Korch’sk overspil som den socialdemokratiske betjent Mogens med bred københavneraccent.
Efter pausen skifter forestillingen karakter, og skæbnefortællingen får lov at udvikle sig mere i retning af romanens ånd og stemning. Der er naturligvis en pointe i at skifte toneart fra dur til mol, og havde første akten fungeret bedre, havde alting nok set anderledes ud. Nu må opsætningen leve med at have en slagside, som det ikke lykkes at rette op. Der er meget rørende, og knugende, passager undervejs når vi følger med i Annas ulykkelige ægteskab i Paris, mens hun vedbliver at skrive breve med sin Aksel hjemme i Danmark. Men der går væsentlige pointer tabt i dramatiseringen. Udeladelser, som nok er nødvendige når 500 sider skal reduceres til et skuespil på knapt tre timer, men som også efterlader én som publikum med mange spørgsmål.
Et af de helt afgørende spørgsmål er, om man vil savne noget hvis man ikke har læst romanen?
Musikken bliver magisk
Anna er fortabt til musikken. Den er hele hendes liv, og hun er et langt større musikalsk talent end de brødre, der modsat hende får lov at leve af og med musikken. Musikken er en helt essentiel del af fortællingen, og det er afgjort også den del af forestillingen, der lykkes bedst. Benjamin Koppel har turneret med ’Annes sange’, i kølvandet på bogudgivelsen, men han har komponeret helt ny musik til forestillingen. Musik, der kombinerer klassisk, Brahms-inspireret, med den livlige jødiske klezmer tilsat tidstypiske jazzede toner. Han har selv indspillet dele af musikken med et lille orkester, mens klaversoloerne spilles på scenen af den fremragende koncertpianist Katrine Gislinge, som meget elegant fusioneres ind i fortællingen, så hun reelt fremstår som et billede af den modne Anna.
Musikken bliver magisk undervejs. Den bidrager til at fortælle historien, den former stemningen og løfter oplevelsen markant. Også Maja Ravns prægtige dagligstuescenografi og autentiske kostumer, lægger flere lag på fortællingen, således, at ”Annas sang” i det ydre, visuelt og musikalsk, bliver en god oplevelse.
(Redigeret) Katrine Wiedemanns instruktion formår på glimrende vis at binde fortællingen og musikken sammen, og hun har et godt blik for den hektiske familiestemning hos familien Koppelmann, og i de tætte og centrale scener mellem Anna og professor Simonsen og mellem Anna og hendes mor til sidst har hun succes med at nå ind til forlæggets kerne. Men at der forfaldes til folkekomediespil og til uskarpe biroller i stykkets første akt falder også tilbage på hende, ikke kun på dramatikerens valg. Opsætningens manglende egalitet er instruktørens ansvar.
Odense Teaters skuespillerensemble er måske Danmarks bedste. De er dog udfordret af dramatikken her. Først til allersidst træder Natalí Vallespir Sands matriark Bruche for alvor i karakter som det modermonster, hun er. I første akten fremstår hun primært som en melodramatisk dramaqueen, men ikke decideret ond – som jeg altså opfatter hende som at være allerede her. Anders Gjellerup Koch udstråler varme om den konfliktsky far, mens Benjamin Kitter atter engang lyser smukt op, dels som familiens ortodokse onkel Moishe, dels som Annas voldelige og patetiske ægtemand, Francois. Især Kitters Moishe bliver et sublimt karakterstudie, der skiller sig ud med både sjæl og humor.
Lea Baastrup Rønne har sine gode øjeblikke som Annas veninde, Elisabeth, mens hun slider noget med sine karikerede vignetter, og vennen Herbert, der bliver nazist, har dramatikeren ikke gjort let for Andreas Dissing Hyttel at give karakter.
Annas konservatorieprofessor Simonsen får en afgørende position takket være Lars Simonsens myndige og sjælfulde portræt, mens der ikke er levnet meget plads til Aksel, som Lue Støvelbæk giver det liv, der nu kan gives.
Helt centralt står naturligvis Laura Kronborg Kjær som Anna. En rolle, hvor hun skal spænde vidt; fra det livsglade barn til den aldrende desillusionerede kvinde, der ser tilbage på et forspildt liv, hvor musikken holdt op med at spille, andre steder end inde i hendes hoved. Med hænder og fingre, der hele tiden ’spiller’ på de imaginære tangenter, giver Laura Kronborg Kjær et glimrende bud på den drømmende Anna, der trods modgang, fornedrelse og ikke mindst moderens kynisme, bevarer sin stolthed og livskraft.
Jeg var grebet fra første til sidste side da jeg kort efter udgivelsen læste ”Annas sang”. Det er forståeligt at den begavede teatermand, Lars Sennels, så et dramatisk potentiale i romanen, og det er lykkeligt at hans vision har fået liv, selvom han ikke selv kom til at opleve det inden sin alt for tidlige død for et par år siden. Det vil altid kunne diskuteres om Jokum Rohde er den rette dramatiker til at overføre ”Annas sang” fra roman til scene, Andre kunne lige så vel have brændt nallerne på opgaven om han. Det ændrer desværre ikke ved, at forventningens glæde for mit vedkommende var større end resultatet kunne bære.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er en af det seneste årtis bedste danske romaner, som her får dramatik liv på scenen.
BEMÆRK ISÆR: Katrine Gislinges vidunderlige klaverspil.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Bogen var en regulær bestseller, så det er indlysende til dem, der har læst den. Men spørgsmålet er om det ikke er en fordel ikke at have læst bogen forinden.
——
”Annas sang”. Dramatiker: Jokum Rohde efter Benjamin Koppels roman. Komponist: Benjamin Koppel. Idé: Lars Sennels.
Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi & kostumer: Maja Ravn. Lysdesign: Søren Holmgreen. Lyddesign: Kim Malmose. Indspillet musik produceret og arrangeret af Benjamin Koppel. Soloklaver arrangeret af Søren Møller.
Medvirkende: Laura Kronborg Kjær, Natalí Vallespir Sand, Lue Støvelbæk, Benamin Kitter, Andras Dissing Hyttel, Anders Gjellerup Koch, Lars Simonsen, Lea Baastrup Rønne, Claus Riis Østergaard og Katrine Gislinge (pianist).
Co-produktion mellem Odense Teater og Aveny-T.
Varighed: 2 timer og 50 minutter (incl. pause).
Spiller på Magasinet, Odense til 25. marts. Derefter på Aveny-T fra 9. april til 9. maj.
Anmeldt 3. marts i Odense.
Foto: Emilia Therese.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
