Forside Anmeldelser 2026 DIRCH – 100 ÅR

DIRCH – 100 ÅR

94
0

BOGANMELDELSE: Monumentalt værk om en monumental kunstner. Mennesket, myten og geniet Dirch Passer.

* * * * *

Dirch Passer døde i 1980. Altså for snart 46 år siden. Alligevel står han stadig lyslevende i de fleste danskere erindring. Selv unge mennesker ved godt hvem Dirch var. De har set filmene, og måske endda også set hans revynumre på Youtube.

Der skal alligevel noget til at være langtidsholdbar. Selv for en kunstner af Dirch Passers format.

18. maj ville Dirch fylde 100 år. Det er blevet markeret med et monumentalt værk af en portrætbog, skrevet af landets lige nu førende forfatter indenfor det felt, Jacob Wendt Jensen.

Igennem adskillige år har Wendt Jensen forberedt bogen. Han har interviewet utallige kilder; Dirchs døtre, kolleger, eks-koner, familie og venner. Flere af kilderne er selv faldet bort i mellemtiden. Det er lidt vemodigt at se koryfæer som Jytte Abildstrøm og Ulf Pilgaard citeret, som var de stadig iblandt os, men sådan er det.

”Dirch – 100 år” er et monumentalt værk. 416 sider i coffee table format. En moppedreng på flere kilo. Ikke just en bog, der egner sig til sengelæsning, men et perfekt værk til at indvie mit nye bibliotek. Der er skrevet adskillige bøger om Dirch Passer inden denne, så meget er velkendt viden og velkendte historier og myter. Nogle formentlig netop det, myter. Dirch var så stor, at historierne om ham også har vokset sig store. Men vi labber dem gerne i os.

Det gælder jo ikke mindst historierne om det mytiske revysamarbejde med Kjeld Petersen, om de utallige film af mere eller mindre tvivlsom kvalitet. Om Dirchs påståede angst for ikke at slå til i andet end komiske roller, og naturligvis historien om Dirchs sidste døgn op til hans dramatiske død på scenen i Glassalen i Tivoli i september 1980. Burde han være blevet forhindret i at gå på scenen? Var det inkompetence og gemen griskhed, der slog Danmarks største komiker gennem tiderne ihjel?

Nogle mener det, andre mener noget andet og forsvarer såvel hjerteeksperter som revydirektør Aage Stentoft. Et faktum er dog, at Stentoft aldrig siden producerede revy eller teater i Danmark. Han søgte tilflugt i Spanien.

Skurke og helte

For mange af de mennesker, der kendte og oplevede at arbejde sammen med Dirch, fremstår især hans mangeårige manager og forretningspartner, den tidligere journalist Sven Borre, som den helt store skurk. Bogen beskriver indgående det almindeligt kendte faktum, at Sven Borre i høj grad udnyttede at Dirch var konfliktsky og ikke kunne lide at sige nej. Derfor drev Borre rovdrift på sin guldfugl, som knoklede med revyer, filmoptagelser, turneer og solistoptrædender, og holdt sig oppe på et intenst forbrug af sprut. At Sven Borre efter Dirchs død også var lige til kanten kreativ i sin forvaltning af Dirchs royalties og filmrettigheder, så han selv scorede kassen på dem, mere end antydes i bogens sidste del, der handler om tiden efter Dirch Passers død.

Døtrene medgiver, at de nok ikke fik hvad de burde have fået ud af boet, men er i dag – 46 år efter – også resignerende. Sket er sket.

En anden skurk er Dirchs eks-kone, Hanne Passer, der bestemt ikke beskrives flatterende i bogen, mens både nulevende Judy Gringer og Bente Askjær, Dirchs sidste kæreste, fremstår anderledes sympatiske. Om end, at Judy Gringers ægteskab med Dirch bestemt var stormfuldt. Hvilket også er beskrevet i hendes egen biografi, der udkom for nogle år siden, også skrevet af Jacob Wendt Jensen.

Spiritus, utroskab, vilde svireture og barske brud, synes at have været en væsentlig bestanddel af Dirchs ægteskaber.

”Dirch – 100 år” er et velskrevet portræt, der ikke blot maler et rosenrødt billede, men også beskriver Dirch Passers mindre gode sider, og bestemt også er kritisk overfor kvaliteten af meget af Dirchs arbejde – ikke mindst på film. Hans geni på scenen – i revyerne og i særdeleshed i samspillet med sjælevennen og makkeren Kjeld Petersen – hersker der derimod ingen tvivl om.

Og at Dirch Passer var noget unikt som komiker kan ikke modsiges. Alene at der fortsat er et publikum til mange af hans mildt sagt frygtelige filmkomedier, understreger at Dirch var monumental. Og altid vil være det.

”Dirch – 100 år” er et værk, der samler alle hidtidige portrætbøger om Dirch i ét samlet, altomfavnende værk. En flot bedrift af Jacob Wendt Jensen, og smukt layoutet af Marlene Diemar, Imperiet, med mange vidunderlige illustrationer; billet, plakater, tegninger og breve. Desværre har der sneget sig nogle ærgerlige slå-og ombrydningsfejl gennem korrekturen. Sjusk, som et værk af dette format burde være kemisk renset for.

18. maj ville Dirch Passer være fyldt 100 år. Dagen inden kl. 14 markeres fødselsdagen ved Dirch Passers statue på Frederiksberg, hvor initiativtageren til statuen, Henrik Hansen, har samlet forskellige kunstnere til et omfattende underholdningsprogram, der hylder Dirch.

—–

”Dirch – 100 år” Af Jacob Wendt Jensen. 416 sider. Kr. 399,95. People’s.

VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her