10 modne skuespillerinder tager et vidunderligt favntag med livet i en lille perle af en forestilling på Nørrebro Teater.
* * * * *
Der er stille. Helt, helt stille.
I sekunder, der føles som minutter.
Det eneste man hører fra en fuldsat sal er et lille diskret snøft oppe midt i salen.
Pia Rosenbaum har lige fortalt om at miste sin ægtefælle. Efter at parret i 40 år har været et ’vi’, er hun nu et ’jeg’. Det er dybt, dybt rørende. Et øjeblik, der mejsler sig ind i både hjerte og sjæl. Leveret helt usentimentalt. Helt rent og blottet for manerer.
Det er måske et af de smukkeste øjeblikke, jeg har oplevet på en teaterscene. Og så er det ikke engang fiktion. Pia Rosenbaum mistede sin mand for et par år siden, det gør øjeblikket næsten ubærligt.
Er der nogen, der har set mine briller? Spørgsmålet fra Jannie Faurschou bryder tavsheden, så vi ikke når at klappe, men i stedet skifter stemning til en befriende, genkendelig latter.
Og sådan er ”Renæssance”. I smidigt skiftende glimt fortæller og synger ti skønne, modne skuespillerinder om alt, hvad der hører til at været blevet gammel – eller i hvert fald at være på vej til at blive det. Med lune og smittende humor, med indsigt, alvor og eftertænksomhed.
Ikke ét emne synes efterladt uberørt i løbet af den godt halvanden time lange forestilling; alle de ting og sager man får samlet sig sammen gennem et langt liv, inkontinens og ømme muskler, frygten for at overleve alle sine venner og sidde ensom tilbage, glæden over at have børnebørn, om tinderdates og sitrende sex – for, ja for fanden da, man kan godt stadig føle lyst som 70-årig.
Pension, pengesager og … hva’ er det nu hun hedder? … Minder, aktivisme og fællesskaber. Ligelønnen, kvinderne kæmpede for i 70’erne, og som de stadig ikke har opnået. Identitetstab.
Vidunderlige kvinder
Der er ti kvinder på scenen. Alle er over 67 år gamle. Alle har levet livet intenst og fuldt ud. Ingen synes at have noget at fortryde. Nogle er mere ’kendte’ end andre. Fire af dem var med i ”Matador”! Ingen falder igennem, og alle stråler på hver deres måde. Kirsten Olesen med en næsten nænsom ynde, Ann Hjort med en usvækket Ninja-energi, Marianne Mortensen der både har fysisk mod og er grådlabil, Jannie Faurschou og Rikke Wölck med letgenkendelige tegn på alderdommens snigende svækkelser, Ulla Henningsen med sin sensualitet, Birgitte Raaberg med en stadig smuk sangstemme og ungdommelighed, Sonja Oppenhagen med køns- og aldersdiskriminerende indignation, Hanne Hedelund med usvækket vide begær og Pia Rosenbaum, der rydder op i livets flyttekasser.
De er ganske skønne alle sammen.
”Renæssance” er udtænkt og skabt af Kamilla Wargo Brekling i samarbejde med Karina Dichov Lund. Wargo Brekling har skrevet teksten, der består af små monologer, helt korte og lidt længere sekvenser og scener, der tilsammen tegner et let genkendeligt billede af hvordan er det er (må være) at være moden kvinde i dag. Forestillingen er en direkte forlængelse af Kamilla Wargo Breklings mandeforestillinger ”Pis” (2007) og ”Ikke mere pis” (Det kgl. Teater i 2023), der ud fra samme koncept handlede om at være mand i hhv. 40’erne og sidst i 50’erne.
Teksten blander almene betragtninger og fiktive situationer med spillernes egne erfaringer, uden at det bliver snagende eller alt for personligt.
Alberte Winding og Andreas Fuglebæk har skrevet nogle fine, poetisk swingende sange, der fremføres ganske overlegent af Ulla Henningsen, Hanne Hedelund, Birgitte Raaberg og Marianne Mortensen og af hele ensemblet i den afsluttede finale om de minder, vi efterlader til næste generation. Sangene bidrager til forestillingens stiftende stemninger, og musikken leverer Alice Carreri fra bagscenen med følsomt klaver- og guitarakkompagnement.
Det er en sjov sæson, der indleder Jennifer Vedsted Christiansens første år som kunstnerisk direktør for Nørrebro Teater, for det er umiddelbart svært at se en kunstnerisk linje. Det indledende eksperiment med ”Prometeus” pegede i én retning, Emma Sehested Høegs soloshow om Bambi i en helt anden, og med ”Renæssance” omfavner Nørrebro Teater nok i højere grad det ’traditionelle’ teaterpublikum.
Tendensen har heldigvis været opadgående. For ”Renæssance” er så afgjort sæsonens bedste og mest helstøbte forestilling på teatret. Og hvor er det skønt at opleve hele to håndfulde af disse skønne, modne kvindelige skuespillere, som tilhører en aldersgruppe, hvor rollerne er færre og færre, mindre og mindre.
”Renæssance” viser med al ønskelig tydelighed, at kvindelige skuespillere så langt fra er ’færdige med fyrre’. Tværtimod.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er en lille perle af kvindelig livsvisdom.
BEMÆRK ISÆR: Forestillingens særlige rytme, der understøttes af et smukt lys- og lyddesign og Karin Gilles enkle flyttekassescenografi.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Modne kvinder og deres mænd, kærester, veninder og voksne børn.
——
”Renæssance”. Dramatiker: Kamilla Wargo Brekling. Musik & sangtekster: Alberte Winding & Andreas Fuglebæk.
Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling. Co-iscenesættelse, koreograf og dramaturg: Karina Dichov Lund. Scenografi & kostumedesign: Karin Gille. Lysdesigner: Mia Jandje Willett. Lyddesign og musiker: Alice Carreri.
Medvirkende: Kirsten Olesen, Ulla Henningsen, Pia Rosenbaum, Marianne Mortensen, Hanne Hedelund, Rikke Wölck, Sonja Oppenhagen, Birgitte Raaberg, Ann Hjort og Jannie Faurschou.
Varighed: ca. 1 timer og 30 minutter. (uden pause)
Spiller på Nørrebro Teater til 21. marts.
Anmeldt 14. februar (premiere).
Foto: Liv Latricia Habel.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
