Det Ny Teater præsenterer musical-klassikeren ”My Fair Lady” i al teatrets pragt og overdådighed, men det kan ikke nægtes, at tidens tand har gnavet hårdt i historien.
* * * *
Susse Wold og Tommy Kenter står øverst på plakaten. Dog ikke i de ikoniske musicalroller som blomsterpigen Eliza og sprogprofessor Higgins – selvom det kunne have været sjovt! Der er naturligvis tale om et markedsføringsstunt, lige så velorkestreret som Per Engströms musicalorkester i orkestergraven. For det publikum som Det Ny Teater skal have ind til ”My Fair Lady” i de kommende måneder er uden tvivl ’det grå guld’ af samme årgange som Wold og Kenter, og her er det langt fra sikkert at Sofie Topp Christensen og Peter Plaugborg i hovedrollerne ville kunne ’sælge tilstrækkeligt med billetter’ i eget navn. De er ellers begge glimrende, men mere om det.
Man kan ikke sætte en finger på Det Ny Teaters opsætning af Alan Jay Lerner og Frederick Loewes musical, der med lidt mere markedsføringslingo, fremstår som en reel pragtopsætning. Paul Farnsworth, teatrets trofaste scenograf, sætter nye standarder udi overdådighed med sine effektive sceneskift, der elegant skifter mellem pladsen foran pubben Lamb & Flag, professor Higgings højloftede arbejdsværelse, væddeløbsbanen i Ascot, den transylvanske ambassades festsal og Mrs. Higgins’ blomsterprydede havestue, og med en næsten overvældende kostumepragt.
Per Engströms 13 m/k store orkester i graven sender strømme af vellyd ud i teatersalen, og tonerne til sangene, ja, dem husker man klart – hvis man er gammel nok. Frederick Loewes musik er med god ret blevet evergreens, med musicalhits som ”Dajerligt”, ”En snegl på vej’n”, ”På den vej hvor du bor” og ikke mindst skraldemand Doolittles ”Med lidt lykke og lidt held” og ”Alfred skal giftes” som de største, og mest kendte.
Et velsmurt ensemble flyver og farer ud af rollerne i myriader af kostumeskift. De knokler virkelig for dagsgagen, og der er gode folk i det ensemble. For få måneder siden spillede Mikkel Hoé Knudsen og Linda Arunee Olafsson hovedrollerne på Operaen i en endnu større musical-klassiker, ”West Side Story”, nu agerer de løsningsparate korister. Sådan er livet for musicalperformere.
Tommy Kenters aldrende, men alligevel livfulde Doolittle, gør topplaceringen på plakaten ære. For han stjæler med det samme showet med gnist og charme, og en stribe af komikerfagets mest effektive virkemidler. Han kan bedre end de fleste balancere en karakter på knivsæggen mellem komedie og tragedie, og fremstår dermed som den helt rigtige Doolittle. Skraldemanden er jo grundlæggende et nederdrægtigt og utiltalende menneske, men på en eller anden måde, så kan man ikke lade være med at holde lidt af Kenters version af ham.
Også gensynet med Susse Wold, i den mindre, men ikke uvæsentlige rolle, som den selvoptagede professors menneskekloge mor, er kært. Hun giver den ofte lidt farveløse karakter kulør, og en vis portion visdom. Nydeligt.
Uendeligt gammeldags
”My Fair Lady” er baseret på George Bernard Shaws skuespil ”Pygmalion”, og handler om at en ondskabsfuld, chauvinistisk, snobbet og grov professor i fonetik vædder med sin betydeligt mere hensynsfulde ven og kollega, Oberst Pickering, om at han på seks måneder kan forvandle en simpel rendestenstøs til en dronning, alene ved at give hende et helt nyt sprog; et rent og formfuldendt engelsk.
Rendestenstøsen er blomstersælgeren Eliza Doolittle, datter af skraldemanden. Moderen er død af tuberkulose under forestillingens melodramatiske ouverture, og faderen gik på pubben i stedet for at tage sig af datteren. Da hun kommer i kløerne på professor Higgins oplever hun overklassens overflod af luksus, men også, at rige mennesker ikke er et hak bedre mennesker end fattigfolkene omkring Covent Garden. Tværtimod. ”My Fair Lady” handler i lige så høj grad om klasseskel i England, som om mandschauvinisme og snobberi. Eliza viser sig at være en stærk og selvstændig kvinde, der tør sige fra, men som alligevel (nok) gifter sig med sin døgenigt af en overklasse mors dreng, Freddy, der tålmodigt venter på hende udenfor hendes gadedør – for han har jo ikke rigtigt andet at tage sig til.
I 2026, efter et tiår med Metoo, og en endnu længere historik med diskussioner om ligestilling mellem kønnene, kan det ikke nægtes, at tiden har gnavet hårdt i ”My Fair Ladys” historie. Når Higgins og Pickering, med mandet chauvinisme, taler hen over hovedet på Eliza om deres succes at med at skabe et helt nyt menneske, når Doolittle raskt væk er villig til at sælge sin datter for fem pund til at gå på pub for, og når samme Doolittle i drukkenskab begræder at hans frihed tages fra ham når han nu skal giftes, så fremstår ”My Fair Lady” på mange måder mere håbløst gammeldags, ja måske ligefrem forældet i sin fortællestil, end som et nostalgisk tidsbillede af at det var en anden tid.
Fine præstationer
Kunne man have ’moderniseret’ historien? Kunne man have gjort det uden at øve vold mod det klassiker-materiale, som ”My Fair Lady” indiskutabelt er? Næppe. Martin Lyngbo har gjort sit i sin instruktion. Han lader således ingen tvivl om at Professor Higgins er et umanerligt dumt svin. Her er næsten ingen formildende omstændigheder. Han lader også både Higgins’ mor og hans ven, Pickering tage afstand fra mandens opførsel, ja selv personalet kvier sig. Og han lader Eliza fremstå med den selvstændige, viljestærke kvindes styrke. Hun finder sig ikke i noget. Kan man klare sig på gaden i Covent Garden, kan man også klare en opstyltet chauvinist som Higgins. Også selvom han jo med sin indsats lykkes med at skabe grobund for at hun kan få et bedre liv end hun havde.
Peter Plaugborg portrætterer den selvoptagede og iltre Higgins med en kropslig smidighed, der vækker minder om den britiske komiker John Cleese. Som en gummibold hopper han op og ned ad sofaer og vindeltrapper, og giver denne britiske snob en overraskende fysisk tilstedeværelse, der står i slående kontrast til ham som ’et tørt ordmenneske’. Higgins’ sange er i udgangspunktet skabt til skuespilleren Rex Harrison, der ikke mente at han kunne synge, og er derfor primært båret af musikalitet fremfor egentlig sangteknik. Det passer perfekt til en glimrende skuespiller som Plaugborg, som ikke mindst i Higgins’ afsluttende sang fremkalder en menneskelig klangbund, der sætter karakterens udvikling i relief. Hans Higgins’ er en fornem præstation.
Det samme kan man sige om Sofie Topp Christensens djærve, men også følsomme Eliza, der stråler og sitrer ved tanken om at kunne spise chokolade hver dag. Hendes flade københavnerdialekt i begyndelsen er godt ramt, og det samme gælder for hendes haltende fremgang til et smukt og formfuldendt sprog, som hun opnår gennem en nedværdigende sprogundervisning. Hos hende mærker man temperamentet ulme undervejs i ydmygelserne indtil hun til sidst har høstet selvtillid nok til at sige fra og gå sin egen vej.
Sidst man så Sofie Topp Christensen var det som vild kanin på motorcykel på Østre Gasværk tidligere på sæsonen. Man kan roligt sige, at 2025-26-sæsonen derfor har været et gennembrud for skuespilleren, som har vist to meget forskellige facetter af sit talent indenfor musicalgenren.
Omkring dem, og omkring plakatbaskerne, optræder bl.a. Hanne Uldal og Kim Hammelsvang med tilbagetrukket værdighed som hhv. husbestyrerinde og vennen, der tager væddemålet. Sebastian Harris synger nydeligt om ”Den vej hvor du bor”, men rollen som Freddy har alle dage været en dødbider, som det er mere end svært at gøre interessant.
”My Fair Lady” anno 2026 er rent guf for håbløse nostalgikere, der kan nynne med på de elskede sange. Det er en smuk og gennemført opsætning. Men det er også en forestilling, der ene og alene skuer tilbage, og som fremstår uendeligt gammeldags. Et sikkert og konservativt repertoirevalg i en jungle af musicals i hovedstaden. Det bliver spændende at se om det fortsat er den stensikre sællert, det var en gang.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er en eviggyldig klassiker.
BEMÆRK ISÆR: Peter Plaugborgs ’John Cleese’ske’ kropssprog.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Håbløse nostalgikere med hang til flotte kostumer.
——
”My Fair Lady”. Sangtekster og dialog: Alan Jay Lerner. Musik: Frederick Loewe. Oversættelse: Holger Bech og Karen Hoffmann.
Iscenesættelse: Martin Lyngbo. Scenografi & kostumer: Paul Farnsworth. Koreografi: James Leece. Lysdesign: Malthe Haugaard. Musikalsk indstudering & kapelmester: Per Engström.
Medvirkende: Sofie Topp Christensen, Peter Plaugborg, Kim Hammelsvang, Tommy Kenter, Susse Wold, Sebastian Harris, Hanne Uldal, Søren Bech-Madsen, Simon Nøiers, Mette Ladekarl, Linda Arunee Olafsson, Mikkel Hoé Knudsen, Christian Bergman, Mira Balloli, Nikoline Harriett Breinholt, Søren Bang, Christian Haagen Birkvang, Nahia Gil Harris, Nadin Reiness, Vito Gram, Matthew One Bailey, Juliette Schaufuss og James Leece. Børn: Molly Juhl Hoffmann, Saxo Normann Holm og Walter Dagø Andersen.
Varighed: ca. 2 timer og 45 minutter. (inkl. pause)
Spiller på Det Ny Teater til 26. april.
Anmeldt 11. februar.
Foto: Camilla Winther
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
