Stine Pilgaard skriver skønne replikker, formidable oneliners og finurlige sange. Hendes filmatiserede romansucces, ”Meter i sekundet”, lykkes dog ikke helt som teater på Folketeatret.
* * * *
Forfatteren Stine Pilgaard skriver skønne replikker. Replikker af den slags, som fæstner sig hukommelsen og meget nemt kan gå hen og blive klassikere i det danske sprog. Lidt på samme måde som når vi stadig er mange, der går og citerer fra 15 år gamle Anders Thomas Jensen-film.
Der er mange formidable oneliners bevaret i Jens Christian Lauenstein Leds dramatisering af hendes roman ”Meter i sekundet”, som lige nu spiller på Folketeatret i København og som i foråret skal ud på en omfattende landsdækkende turné. Stine Pilgaard har også skrevet en række nye, meget vittige tekster til velkendte sange fra Højskolesangbogen. Og selvom dette er andres bearbejdelse af Stine Pilgaards univers, så er det i høj grad en Pilgaard-forestilling.
Hvis man ikke allerede har læst bogen eller set filmen, så handler ”Meter i sekundet” i al sin korthed om en ung kvinde og nybagt mor, der flytter med sin kæreste til den vestjyske landsby Velling, hvor han har fået job som højskolelærer. Kvinden er med som ’påhæng’, og har vanskeligt ved at finde den rette omgangsform med byens borgere. Hun får job som brevkasseredaktør i den lokale avis, hvor hun giver bramfrie råd fra sig, samtidig med at hun forsøger at tage kørekort hos alle byens kørelærere, for hvem hun bliver en principsag.
TV-værten Anders Agger spiller en ikke ubetydelig rolle i hendes forsøg på at tillære sig den vestjyske facon og livsstil. I filmen optræder Agger som sig selv, her spilles han ganske vellignende af Joachim Bach Rosendal, der i lighed med resten af ensemblet spiller en lang række skiftende roller i det omfattende persongalleri. Hvilket de gør nydeligt, men uden at det for alvor sætter dybe spor.
Kun Karla Rosendahl får lov til at nøjes med én karakter, men det er så til gengæld også forestillingens altdominerende rolle som kvinden, som helt sikkert er Stine Pilgaards eget alter ego. Forfatteren bor selv i Velling. Karla Rosendahl er både sikker og sød i sit behjertede forsøg på at finde ind til den vestjyske folkesjæl. Hun er på mange måder både irriterende og elskelig i sit portræt af kvinden, men det lykkes hende alligevel ikke rigtigt at komme ind under huden på én. Hun synes at være for spag – også vokalt i sangene – og så har hun en næsten skærende nasal stemmeføring, som jeg i hvert fald ikke på noget tidspunkt forligede mig med.
Med en så omfattende, og bærende hovedrolle, står og falder en forestilling som denne med om skuespilleren bag kan nagle os i salen fast, kan overbevise og begejstre, røre og more. Kan få os til både at grine og græde. Den mission kommer Karla Rosendahl ikke helt i mål med. Det er nydeligt, og bestemt ikke dårligt, men desværre heller ikke helt godt nok.
Sanghæfte, men intet program
I Anastacia Holst Nørlunds instruktion lykkes det heldigvis ganske udmærket at tegne et genkendeligt portræt af det vestjyske højskoleunivers, hvor Pernille Schrøders gemytlige forstanderinde fører an i fællessangene, som præsenteres med pudsig tør lune af kapelmester Jakob Lindbirk. Publikum inddrages som kor, og får derfor udleveret et sanghæfte med forestillingens sange ved indgangen. Til gengæld er der ikke noget trykt program til forestillingen. Det er simpelthen udover min fatteevne, at man ikke kan finde plads til kredits og anden nyttig information, som for eksempel lidt oplysninger om skuespillerne, instruktøren og forfatteren, når man alligevel har sat trykpressen i gang. Sanghæftets næsten blanke bagside indeholder stort set kun en QR-kode til det digitale program. Er en af teatrets vigtige missioner ikke, at vi skal pakke vores mobiltelefoner af vejen og fordybe os i den levende kunst? I øvrigt fjerner det al fokus fra scenen, når man som publikum skal sidde og læse i sanghæftet. Det bidrager til, at forestillingen flere gange undervejs kommer ud af sin egen rytme og takt. Det er så også bidragende til, at ”Meter i sekundet” varer i mere end to en halv time – inkl. pause – og det forekommer ærligt talt meget langt – selv på vestjysk.
Kluklatter
”Meter i sekundet” er en komedie, og der er mange sjove tiltag i både instruktion, spil og scenografi; de ’levende’ købmandshylder, skolevognshjælmen og de kæmpestore dagplejebørn er blot nogle af de pudsige tiltag fra scenograf Katrine Gjerding og Anastacia Holst Nørlund. Scenografiens vindblæste træer og uendelige, overskyede himmel giver et enkelt og præcist billede af Vestjylland. Der spilles generelt sjovt i de mange små biroller, hvor det ikke overraskende er Tom Jensens Parkerings-Peter og Pernille Schrøders forskellige arketyper, der tager mest kegler. Revyfagets finesser giver pote her.
Det er dog ikke en komedie, der fremkalder mere end let spredt kluklatter, og når alt kommer til alt er det måske ikke fuldt ud fyldestgørende.
Det bliver til fire små stjerner i anmelderens kritiske notesbog, men med potentiale til mere.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Du har læst bogen, set filmen og ikke kan få nok af Stine Pilgaard.
BEMÆRK ISÆR: De skønne overdimensionerede dagplejebørn.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Et publikum, der elsker Stine Pilgaards pudsige sproglige univers.
——
”Meter i sekundet”. Forfatter: Stine Pilgaard. Dramatisering: Jens Christian Lauenstein Led.
Iscenesættelse: Anastasia Holst Nørlund. Scenografi: Katrine Gjerding. Kapelmester: Jakob Lindbirk.
Medvirkende: Karla Rosendahl, Joachim Bach Rosendal, Rikke Westi, Tom Jensen, Ida Mia Appel, Pernille Schrøder, Bolette Nørregaard Bang og Niels Anders Manley. Samt Anton Johannes Hejl, Hal Parfitt Murray og Villads Hoffmann (musikere)
Varighed: ca. 2 timer og 35 minutter. (inkl. pause)
Spiller på Folketeatret til 15. marts. Turné fra 26. marts til 19. maj.
Anmeldt 6. februar.
Foto: Büro Jantzen
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
