Man kan roligt sige at Mungo Park er aktuelle med deres forestilling ”Guldkalven”, der handler om Novo Nordisk – dengang og i dag. Men kærlighedshistorien fænger mere end økonomisporet.
* * * *
”Guldkalven” er så aktuel en forestilling, som teater næsten kan være. Samme dag som jeg så den på Mungo Park i Allerød, faldt Novo Nordisk’s aktie med svimlende 17 procent, og hele anden akt af forestillingen handler netop om den danske medicinalgigants økonomiske rutsjebaneture på aktiemarkedet. Og om hvordan en moderne ledelse, i bestræbelserne på at skabe profit for aktionærerne, i stigende grad går på kompromis med de løfter, som virksomheden blev grundlagt på baggrund af for mere end 100 år siden.
Det er dog ikke det tidsaktuelle, økonomiske drama, der fængsler og fascinerer mest i Zakiya Ajmis tekst og Nicolei Fabers instruktion, men derimod den kærlighedshistorie, der startede det hele i 1922.
Samspillet mellem Marie Louise Willes diabetessyge Marie Krogh, og Ernesto Carbone som hendes nobelprisvindende mand, August Krogh, har en inderlighed og varme, der kan smelte selv den hårdeste vinterfrost udenfor. De spiller lægeparret med en knugende ømhed. Med dyb troværdighed, og bestemt ikke uden humor. Set i bakspejlet kunne ”Guldkalven” godt have nøjedes med at fortælle deres historie, for det er som om sjælen forlader forestillingen med dem. Men det er selvfølgelig også en pointe. At sjælen også forlod Novo Nordisk med ægteparret Krogh.
Marie Krogh var Danmarks blot fjerde kvindelige doktor i medicin, og at det har krævet et helt særligt menneske at blive det, er der ingen tvivl om. Hun nægter at give op, da hun får besked om, at hun er uhelbredeligt syg af diabetes (sukkersyge), og reelt kun kan se frem til at sulte ihjel langsomt. Viljestærk og tapper står hun bag sin mand, den succesfulde, men også flegmatiske og usikre forsker og overlæge, August Krogh, da de på en foredragsturné i USA erfarer, at en amerikansk læge har opfundet the wonder drug, insulinet, der ikke kan helbrede diabetes, men kan holde sygdommen i ave.
August Krogh vil gøre alt for at redde sin elskedes liv, og det lykkes ham at få opskriften på insulin af lægen mod at aflægge ed på, at han aldrig vil udnytte opskriften til profit.
Sådan kom opskriften på insulin til Danmark, og hjemme i køkkenet begynder Marie og August en idealistisk produktion, som blot tager fart og bliver mere og mere omfattende.
Forskerkitler og habitter
Krogh-parrets Nordisk Insulin Laboratorium kan ikke følge med efterspørgslen, og da brødrene Harald og Thorvald Pedersen ansættes af Marie til at effektivisere produktionen får August moralske betænkeligheder. Brødrede Pedersen ’stjæler’ det magiske guldkort med opskriften og starter deres egen produktion under navnet Novo. I 1989, længe efter både Marie og August Kroghs død, fusionerer de to konkurrenter til virksomheden vi kender i dag, Novo Nordisk.
Nu er de sterile, hvide forskerkitler skiftet ud med knivskarpe habitter, og hvor det i første akt handlede om, hvordan forskerne bedst kunne opbevare de nødvendige bugspytkirtler til produktionen af insulin, handler det nu mest om, hvordan jakkesættene på direktionsgangen kan fastholde og forøge aktiekursen. Petriskålene i laboratoriet er skiftet ud med lysende Ipads, og direktionen må gradbøje Novo Nordisks purpose, da en af de nørdede forskere, der stadig arbejder i de dybe kældre under fabrikken i Kalundborg, opdager at diabetes-medicinen har en kommercielt interessant sideeffekt; vægttab!
Det sidste ord
Det bliver dog Marie Krogh, der fra det hinsides får det sidste ord, og sammenligner det svulmende virksomhedseventyr med havens flimrende sommerfugle. De ved godt, at de snart skal dø!
Det er måske ikke den fedeste udgangsreplik hvis man som publikum sidder og bekymrer sig lidt for udviklingen af ens Novo Nordisk aktier, men en fin udgang på et stykke, der har en begyndelse og et klimaks, men ender med en åben slutning.
Instruktør Nicolei Faber har skabt et energisk drev og intensitet over anden aktens hektiske jagt på profit og stigende aktiekurser, men det er inderligheden i første akts kammerspil, hvor ”Guldkalven” bevæger og for alvor er interessant. Ernesto Carbone er ganske enkelt rørende som videnskabsgeniet. Lettere forfjamsket, åndsfraværende og nørdet er han, overfor Marie Louise Willes viljestærke fighter. Men de smelter sammen til den enhed som livslang kærlighed kan gøre et ægtepar til.
Ideen til ”Guldkalven” fik ensembleskuespilleren Henrik Prip, der her optræder i en række forskellige karakterer, primært som presset topchef, da han optrådte til Novo Nordisk 100-års jubilæum. Det var historien om, at afgrundsdyb kærlighed mellem to mennesker, der ikke kunne undvære hinanden, blev startskuddet til et erhvervseventyr uden sidestykke i Danmark, der greb ham.
Det har tydeligvis også været den fortælling, der har været mest inspirerende for den (debuterende?) dramatiker Zakiya Ajmi. Hun har primært skrevet litteratur for børn og unge, men har her skulle gabe over et stort og ganske komplekst historisk materiale. Det kunne nemt være blevet en langtrukken, leksikal fremstilling af en virksomheds udvikling fra køkkenbord til milliardindustri, men Ajmi har især i første akten formået at skabe en fortælling om mennesker og ren, uforfalsket kærlighed, fremfor om en virksomhed. Hvis det – som jeg tror – er hendes dramatiske debut, så lover den godt for fremtiden.
Sebastian Aagaard-Williams er den fjerde spiller i Mungo Parks velsmurte ensemble, og den, der her må nøjes med mindst. Det er Ernesto Carbone, Henrik Prip og ikke mindst Marie Louise Wille, der trækker det tungeste læs.
Christian Albrechtsens scenografi består af bevægelige søjler – blodårer? – der med Mads Eckerts delikate lysdesign bidrager til forestillingens puls. Det er dog i kostumerne, det enkle skift fra kitler til habitter, at han primært bidrager til fortællingen.
”Guldkalven” er teater til tiden. Tidsaktuel og samtidig en tidløs kærlighedshistorie. Om det er de konstant flimrende fortællinger i medierne om op- og nedture i Novo Nordisk, der er årsagen til at det er den tidløse og nære historie, der fænger mest, er ikke til at sige. Måske er kærlighed bare vigtigere end aktiekurser.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Novo Nordisk er et varmt emne lige netop nu.
BEMÆRK ISÆR: Det varme samspil mellem Marie Louise Wille og Ernesto Carbone.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Alle.
——
”Guldkalven”. Manuskript: Zakiya Ajmi efter idé af Henrik Prip.
Instruktion: Nicolei Faber. Scenografi og kostumer: Christian Albrechtsen. Lysdesign: Mads Eckert. Lyddesign: Emil Sebastian Bøll. Koreograf: Julie Kunz.
Medvirkende: Marie Louise Wille, Ernesto Carbone, Henrik Prip og Sebastian Aagaard-Williams
Varighed: ca. 2 timer. (inkl. pause)
Spiller på Mungo Park i Allerød til 21. februar og på Mungo Park i Gladsaxe fra 3.-12. marts.
Anmeldt 04. februar.
Foto: Issam Tahib.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
