Forside Anmeldelser 2026 VINTERREVYEN I REVYKØBING

VINTERREVYEN I REVYKØBING

0
132

I en kold og mørk vinter har vi brug for bare at grine og have det sjovt i et par timer. Sådan lyder mantraet i Nykøbings Falsters Vinterrevy, hvor sjovt åbenbart rimer på lummert.

* * *

I en kold og mørk vintertid har vi brug for bare at grine og have det sjovt i et par timer. Efter den devise begyndte Nykøbing Falster Revyens flittige direktørpar Lone og Mickey Pless for et par vintre siden at udvide publikumstilbuddet med en Vinterrevy.

Det har vist sig levedygtigt, og faktisk er revy ikke længere en genre kun forbeholdt sommeren. Der har netop været vinterrevyer i Odense og i Grindsted, og om ikke så længe har man også premiere på en vinterrevy i Esbjerg.

Konceptet er at man benytter numre, der ved tidligere lejligheder har bevist deres værd, og supplerer dem med enkelte nye numre. Prøvetiden er kort, så de store, tidskrævende ensemblenumre må vi nøjes med at glæde os til i sommerrevyen.

Vinterrevyen i Nykøbing Falster – eller Revykøbing, som vi er mange, der har vænnet os til at kalde Sydhavsøernes perle – varer ca. 80 minutter uden pause og der er blevet plads til 18 numre. Inden revyen er der mad; en velsmagende hønsesalat med mango og en paprikagryde med ris og rød spidskålsalat. Det smager ganske glimrende, og er man hip med de hippe og med på tidens trends, kan man bestille en vegetarisk menu.

At dømme efter valget af numre til revyen, er det nu nok næppe mange hipster-menuer med kålrabimos lavet på havremælk, der bestilles. For på scenen er det boomer humoren, der trives i bedste velgående.

Skal man tage repertoirevalget for pålydende, så må sjovt rime på lummert. Ikke færre end ni af de 18 numre kører nemlig mere eller mindre på det lumre, det småsjofle eller på den præmis, at det er morsomt at gøre grin med talefejl og overvægt.

I 2026 er det lidt af en chance at tage, men premierepublikummet syntes nu at modtage det med stor begejstring, så det kan sagtens bare være mig, der er ved at blive lidt blasert på min gamle dage. Når man har oplevet Kai Løvring på samme scene rive næsten de samme vittigheder af sig som Eskild fra Svendborg i 1970’erne, så har man ligesom fået sin dosis af den type revyhumor. Jeg er helt med på, at en go’ sjofert også kan noget. Men otte-ni numre af den slags?

Bedstemor til tiden

Den skarpe satire og den politiske parodi kan man få i rigt mål ved at tænde for nyhederne i tv – tilmed i realtid og tolket for forståelseshæmmede – så det er der kun meget lidt af i revyen. Men et enkelt lille hip får vi da serveret af instruktør og skuespiller Jeanne Boel, som pensionisten, der har mistet halvdelen af sin pensionsopsparing på Novo Nordisk aktier – og det er så ikke engang det værste…

Revyens mest originale indslag står revydirektør og kapelmester Mickey Pless selv for, når han i en musikalsk hyldest præsenterer sit orkester, og samtidig får sat sig selv og sin bogudgivelse i et selvironisk fokus.

Og aftenens klart bedste nummer leverer Anne Herdorf som kvinden, der lige er gået på pension, og derfor har tid til at blive udnyttet på det skammeligste af sine børn, når børnebørnene skal passes. Anne Herdorf er også varm og kær i en omskrivning af hendes gamle Grand Prix-hit ”En lille melodi”, der her handler om hvordan verden er i forandring. Jeg er lige ved at tro, at det er revyens to eneste numre med en sådan for alvor nutidig samfundsreflektion.

Jesper Lundgaard og Jan Schou giver den som fjollekomikere med humor et godt stykke under bæltestedet i flere numre. Lundgaard tager kegler i et Tom Jones-potpourri, selvom jeg savner noget originalens fandenivoldske trussetyv-charme i den flotte vokalpræstation, og Schou giver den fuld gaspedal som provins-frikadelle sangeren Henning med bizarre omskrivninger af gyldne Morten Korch-sange fra de go’e gamle film. Når ”Er du dus med…” bliver roteret, så den pludselig handler om noget der kan give otte års fængsel, får sjofelhederne en særlig poesi, som man har siddet og savnet lidt i den foregående halvanden times tid.

Vinterrevyen i Revykøbing lever på mange måder fuldt ud op til sin egen ambition om at være et lyst og komisk frikvarter i den mørkeste tid på året. I min karakterbog er det dog ikke til mere end tre ud af seks stjerner i år, men lur mig om ikke stampublikummet vil gå fra teatret og føle sig særdeles godt underholdt.

SE FORESTILLINGEN FORDI: Man har brug for at more sig i en kold og dyster tid.

BEMÆRK ISÆR: Den flotte produktion med stor scenografi, flotte kostumer og firemands orkester.

HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Et publikum på 50+, der ikke går af vejen for en lummer onkel-vits.

——

”Vinterrevyen i Revykøbing”. Tekst og musik: Rasmus Krogsgaard, Thomas Pakula, Niclas Holtze, Peter Oliver Hansen, Mickey Pless, Leif Maibom, Jan Svarrer & Søren Anker Madsen, Jeanne Boel, Ane Høgsberg & Lasse Madsen, Vase & Fuglsang, Jan Schou, Helge Engelbrecht, Jacob Jonia, Carl-Erik Sørensen m.fl.

Instruktion & koreografi: Jeanne Boel. Scenografi: Lars Rødbroe og Nils Kragh. Kapelmester: Mickey Pless.

Medvirkende: Jeanne Boel, Anne Herdorf, Jesper Lundgaard, Jan Schou og Mickey Pless.

Varighed: Ca. halvanden time (uden pause).

Spiller på Nykøbing Falster Teater til 1. februar.

Anmeldt 23. januar.

Foto: PR-foto.

VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.

Ingen kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her