Sargun Oshanas bearbejdning af Georg Büchners aldrig færdiggjorte klassiker ”Woyzeck” er en intens horrorhistorie med to skuespillere i sublimt samspil.
* * * * *
Georg Büchners aldrig færdiggjorte ”Woyzeck” har altid været en ordentlig mundfuld for såvel instruktør og skuespillere, og for den sags skyld publikum. På Husets Teater har Sargun Oshana bearbejdet stykket til en isnende horrorfortælling om et menneske i totalt forfald. Det lykkes umanerligt godt.
For horrorelementet, de suspense fremkaldende lys- og lydeffekter og et formidabelt samspil mellem de blot to skuespillere, Mathias Rahbæk og Camilla Lau, betyder, at man som publikum sidder helt ude på kanten af stolen fra start til slut.
Effekterne forstærker teksten. I stedet for at være tung, måske endda uforståelig, fremstår fortællingen om den fattige soldat, Woyzeck, der langsomt bryder sammen og fuldkommen mister grebet om virkeligheden, indlysende enkel og let, i al sin foruroligende tungsindige gru.
En skuespiller fortalte mig i pausen, at ”Woyzeck” i hans tid var fast pensum på skuespilleruddannelsen. Fordi stykkets og rollens kompleksitet er den maksimale udfordring for skuespilleren. Er det stadig tilfældet, så har Mathias Rahbæk og Camilla Lau lyttet godt efter, og deres undervisere må være stolte. De formår – to mennesker alene på scenen – at spille alle roller og karakterer, naturligvis primært Woyzeck og hans kone, Marie, som han myrder i sindssyg affekt i den forstillelse at hun er ham utro med den fine tamburmajor med de hvide handsker.
Skiftet fra hovedkaraktererne til bi-karaktererne gøres med bittesmå, men også meget effektive virkemidler, vel at mærke uden at Rahbæk og Lau på noget tidspunkt forlader deres hovedkarakterer. Han tager en hvid handske på højre hånd, og er med ét tamburmajoren. Hun tager en hjelm på og er soldaterkammeraten André, eller skifter karakter til lægen, der udnytter Woyzeck til bizarre forsøg, ved at holde en skarpt lysende lygte mod ham. Nabokonen, der både nærer mistroen og den altopædende jalousi, får blot en gnæggende røst og et hævet øjenbryn. Illusionen er der med ét. Helt ubesværet, helt enkelt. Eminent godt.
Samspil i særklasse
Uden flere samspil i sublim særklasse er det ikke sikkert, at Oshanas horror-versionering ville holde vand. Men det gør den her, hvor samspillet mellem Christian Vest Berntsens flashende gyserlys og Laurits Jongejans nærmest angstfremkaldende lydeffekter fremstår som en perfekt motor for det intime kammerspil mellem Camilla Laus Marie og Mathias Rahbæks stakkels Woyzeck. Effekterne virker. Fordi samspillet fungerer. Og omvendt.
Woyzeck må stille sin krop til rådighed for en læges særegne forsøg med kun at spise ærter, for at få penge nok til at forsørge Marie og deres lille søn, hvis gråd gang på gang driver Woyzecks sind længere og længere ud mod afgrunden. Han hører stemmer; sin egen og Maries i dialog, som var det politiefterforskningens afspillede bånd, men også alle omkring ham, der opfordrer ham til at slå Marie ihjel. Vi må forstå at drabet ikke er et udtryk for ondskab, men et drab i affekt. Hvormed Woyzeck både bliver drabsmand og offer på én gang. Det er omverden, der driver ham; sladderen, rygterne, stresset, underernæringen, beruselsen, jalousien og i virkeligheden; kærligheden.
Han kalder drabet på Marie for tragedien, men korrigeres: Du mener gerningen. Der findes ikke tragedier i denne verden. Her er ingen plads til medlidenhed.
Fra begyndelsen fremstår Rahbæks Woyzeck som en god, men også lettere enfoldig ung mand. Han taler med en let dvælende staccato, dukker nakken. Man fornemmer at han er et let offer for de myndighedspersoner, kaptajnen og lægen, der ønsker at dominere, ydmyge og udnytte ham. Han er et let offer for vennens drillerier på den mørke nattevagt, og ultimativt for de rygter om Maries utroskab, der øges i takt med at hans sind langsomt opløses til regulært vanvid. Rahbæk er helt hudløs i sin fortolkning og leverer en knugende stærk præstation. Camilla Laus evigt urolige Marie, med mørke rande under øjnene af for lidt søvn på grund af barnets gråd og bekymringer for fremtiden, er ligeledes fornemt karakterarbejde. Hun betages kortvarigt af tamburmajorens fine uniform, og hendes sårbarhed bliver udnyttet med fatale konsekvenser.
Den revolutionære Georg Büchner stod på folkets side, og afskyede øvrigheden og borgerskabet. Også det bliver et element i Oshanas bearbejdelse af materialet.
Georg Büchner døde blot 24 år gammel i 1837 på et tidspunkt, hvor ”Woyzeck” ikke var færdiggjort, og derfor blot forelå som fragmenter. Det blev først udgivet efter hans død og blev alligevel det mest berømte af de tre skuespil han nåede at skrive. Netop fordi originalteksten består af brudstykker og fragmenter, giver det dramaturger og instruktører temmelig frie hænder til føre deres ”Woyzeck” hvorhen de vil. Det gør også at der vel næppe er to versioner, der ligner hinanden.
Sargun Oshanas ”Woyzeck” lykkes med overbevisning. Og den kunne måske danne skole. I så fald kræver det to skuespillere af samme format som Mathias Rahbæk og Camilla Lau.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er ganske enkelt en bragende god forestilling.
BEMÆRK ISÆR: Det eminente samspil mellem lys- og lydeffekter, og mellem de to skuespillere.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Enhver, der holder af en stærk klassikerbearbejdelse og et godt gys.
——
”Woyzeck”. Tekst: Georg Büchner.
Instruktion & bearbejdelse: Sargun Oshana. Scenografi &kostumedesign: Ditte Marie Walter Tygesen. Lysdesign: Christian Vest Berntsen. Lyddesign: Laurits Jongejan.
Medvirkende: Mathias Rahbæk og Camilla Lau. Vigga Bro (voice over).
Varighed: 1 time og 50 minutter (inkl. pause).
Spiller på Husets Teater til 14. februar.
Anmeldt 20. januar.
Foto: Christian Frienländer.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
