Tre unge flygtninges historier flettes sammen i en visuelt meget smuk, men dramatisk svag fortælling om at ikke alle flygtning er problemflygtninge.
* * *
Som dramatisk teater er Livingstones Kabinets og C:NTACT’s forestilling ”Stemmer (vi ikke må glemme)” desværre ganske forglemmelig. Den manglende dramatiske nerve, opvejes heldigvis i nogen grad af den fantasifulde og gennemførte brug af animationer og billedskabende tableauer, som fungerer meget effekt- og stemningsfuldt.
De stemmer, vi ikke må glemme, tilhører tre unge flygtninge; Ana, Sami og Malek. De er kommet til Danmark fra hhv. Iran og Syrien, hvor de er flygtet alene eller med deres forældre fra krig og forfølgelse.
Det er Ana, Sami og Malek selv, der på lydindspilninger fortæller deres respektive historier, mens fortællingerne illustreres på scenen med dukker og kreative animationer, ført med sikker hånd af de fire ’dukkeførere’, hvor af de to; Anne Karina Nicolajsen og Malthe Saunte også bidrager som en slags fortællere, der knytter enderne sammen.
Intentionen bag forestillingen er klar nok. Man vil give taletid til de flygtninge, vi hører for lidt til. Dem, der kommer hertil af en god grund, hurtigt tilpasser sig det danske samfund, lærer sproget, får en uddannelse og starter forretninger.
De velintegrerede.
I kontrast til dem, medierne skriver om, og politikerne fra DF, Danmarkskraterne og Socialdemokratiet tordner imod; problemflygtningene.
Det er velment og berettiget, men selv ikke en indlejret kritik af flygtningestyrelsens træge bureaukrati kan for alvor gøre historierne interessante. Der er en grund til at medierne kun skriver om problemflygtningene. Alle de velintegrerede er simpelthen ikke interessante nok.
Smukt forløst
Der er meget poesi i Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz’ animationer og den scenografiske løsning, hvor hver af de tre fortællere repræsenteres af ’et hjem’, hhv. en skænk, et skab og en opbygning af arkivskabe.
Skabsdøre og skuffer åbner og lukker sig automatisk, og ud af dem strømmer animerede objekter, der sætter billeder på ordene. Det er alt fra en svømmende iransk kvinde, til Assads dræber-helikoptere over Syrien, der forstyrrer idyllen med grillmad og leg med drager, til de endeløse sagsakter, der flyder ud af arkivskabene i en lind og uendelig strøm.
Visuelt er forestillingen smukt forløst, og det samme gælder for Pete Livingstones diskrete, men hele tiden nærværende kompositioner, der med en sfærisk tone skaber en nærmest andægtig ro.
Lige netop den andægtige ro, der er over forestillingen, er desværre også med til forstærke følelsen af, at det hele er en lille smule kedeligt.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Man altid kan lære noget af at lytte til andre.
BEMÆRK ISÆR: De fantasifulde animationer.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Gymnasie- og ældste folkeskoleklasser, og dem, er tror at alle flygtninge er kriminelle.
——
”Stemmer (vi ikke må glemme)”. Tekst: Dokumentariske fortællinger.
Instruktion: Nina Karais Livingstone. Scenografi & design: Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz. Lys- og mørkedesign: Michael Breiner. Lyddesign: Victor Nuno Lyse. Komponist: Pete Livingstone.
Medvirkende: Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte og Sigurd Dissing.
Produceret af Livingstones Kabinet og C:NTACT.
Varighed: 1 time.
Spiller på Edison til 7. februar.
Anmeldt 19. januar.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
