Lone Rødbroe er fremragende i den ikoniske rolle som Winnie, der sidder begravet til livet i jord, men alligevel forsøger at bevare optimismen.
* * * * *
Sådan Lone!
De to små ord blev råbt op mod scenen fra et par rækker bag mig under fremkaldelserne efter premieren på Samuel Becketts klassiker ”Glade dage”. Stående applaus er blevet en standard på danske teatre, men jubelråb hører trods alt til sjældenhederne.
Og hvor den stående applaus ikke altid er lige fortjent, ja nogle gange, nærmest fremstår utidigt pinlig. Så var kvindens højlydte tilråb såre fortjent.
For Lone Rødbroe leverer en fremragende præstation i rollen som Winnie, der sidder i et hul, begravet til livet i jord. Mens verden omkring hende synes at være ved at gå under, forsøger hun at fastholde hverdagens små rutiner og bevare optimismen.
Endnu en himmelsk dag, lyder åbningsreplikken fra Winnie i hullet, der kun lige har armene fri, så hun kan række ud efter de få ejendele, hun har tilbage i sin pose. En tandbørste, en næsten tom tandpastatube, som det lykkes hende at vride det sidste ud af. En kam, en børste, en læbestift, et spejl og en fin lille hat. Man må jo gerne gøre lidt ud af sig selv, ikke. Men virkeligheden omkring hende svarer ikke til Winnies optimisme.
Scenograf Steffen Aarfing og instruktør Lene Skytt har placeret Winnie – og hendes mand, Willy, der driver, og river, den af i resigneret afmagt på sofaen – i en trøstesløs ruinhob. Solen brænder ubønhørligt, og vi er lidt i tvivl om det er klimaet, der har lagt jorden øde og gold, eller om det er krig. Eller begge dele i forening. Der skal ikke mere end et kort blik på det dagsaktuelle nyhedsflow til at overbevise én om, at vi kan ende som Winnie og Willy inden vi ved af det.
Bevar optimismen
Samuel Beckett skrev ”Glade dage” i 1961, og allerede året efter spillede Bodil Udsen rollen på Fiolteatret. Når så mange i dag stadig forbinder ”Glade dage” med netop Bodil Udsen, skyldes det naturligvis at forestillingen blev lavet som tv-teater, dengang i monopolets tid, og derfor er gemt for eftertiden.
Gennem årene har adskillige andre store skuespillere taget livtag med rollen, herhjemme og i udlandet, og ”Glade dage” har vundet fortjent klassiker-status. Ghita Nørby sad i hullet på Det kgl. Teater i 1981, Kirsten Lehfeldt i 1995 og indenfor en lidt kortere tidsramme har Sarah Boberg (2014) og Sue Hansen-Styles (på engelsk i 2021), begge på Teatret ved Sorte Hest, givet deres bud på Winnie i deres tid.
I 2021 var det for eksempel på bagkant af den globale pandemi, og når Lone Rødbroe til sidst sidder begravet til halsen, så tilgår vi historien med tanker på både klimakrise, og udsigten til en fremtidig apokalyptisk verden ødelagt af magtbegærlige despoters vanvidskrige. Således kan Samuel Becketts stykke til enhver tid bevare sin aktualitet og friskhed, selvom det er skrevet for 64 år siden.
Stykkets morale, hvis man kan tale om en sådan, er i al sin grundlæggende enkelthed; at vi skal bevare optimismen, selv når alting omkring os ser ud til at bryde sammen.
Strålende præstation
Winnie i ”Glade dage” er en drømmerolle for den modne skuespillerinde, der har modet til at kaste sig ud i en af de største og sværeste klassikere. I Folketeatrets opsætning leverer Lone Rødbroe en aldeles strålende præstation. Hun er med årene vokset som karakterskuespiller. Der er blevet lagt mange nye lag på og sat flere farver på paletten. De senere sæsoner har hendes præstationer på bl.a. Vendsyssel Teater og Randers Teater kastet anerkendelser og udmærkelser af sig. Og med denne Winnie får Lone Rødbroe et sent, men fuldt fortjent københavnsk gennembrud.
Hun har noget af den samme joviale udstråling, som Bodil Udsen havde i sin tid, rundet af revyen og sin musikalitet. Her, hvor alle følelser og tanker skal udtrykkes alene med ansigtets mimik og ordene balanceres på en hårfin vægtstang, kommer musikaliteten hende til gavn.
Hun finder den helt rette udtryksfuldhed i sit solskoldede ansigt, der veksler mellem afmagt, modløshed og perlende optimisme. Jo dybere hun synker ned i jordbunken og udsynet indsnævres, desto mere flakker blikket. Man mærker panikken brede sig, mens optimismen desperat forsøges fastholdt. Det er fornemt. Kun et par enkelte steder, hvor Rødbroe lader Winnies kommentarer til situationen falde på jysk, føler man at hun forfalder til lovlig letkøbte virkemidler. Jo, det virker. Vi ler. Men flytter også lige fokus for et øjeblik.
Bag hende agerer Bo Skødebjerg den desillusionerede Willy med næsten ordløs apati, og formår at give et præcist og afmålt morsomt modspil til hovedpersonen.
Det er også værd at bemærke Rasmus O. Buntons dystopiske lydbilleder, hvor vindens susen i ruinerne skaber en stemning af afmagt, og Sonja Leas fine lyssætning, der lader mørket sænke sig for til sidst at slukkes helt.
Lene Skytt har givet denne eviggyldige klassiker et tidsaktuelt perspektiv i sin præcise og afdæmpede opsætning, og har i sin instruktion fået alt det bedste frem i Lone Rødbroes fine spil. Alle har ære af denne opsætning, som både kan opleves på Folketeatrets Hippodromen scene og på en landsdækkende turné frem til slutningen af marts.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Det er en eviggyldig teaterklassiker, som man ikke må gå glip af.
BEMÆRK ISÆR: Solen brænder så selv parasollen brænder af. Beckett var forudseende i sin tid.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Enhver, der elsker teatrets ægte klassikere.
——
”Glade dage”. Tekst: Samuel Beckett. Oversættelse: Klaus Rifbjerg.
Instruktion: Lene Skytt. Scenografi: Steffen Aarfing. Lyddesign: Rasmus O. Bunton. Lysdesign: Sonja Lea.
Medvirkende: Lone Rødbroe og Bo Skødebjerg.
Varighed: 1 time og 50 minutter inkl. pause.
Spiller på Folketeatret (Hippodromen) til 21. februar. Turné fra 3. februar til 21. marts..
Anmeldt 17. januar (premiere).
Foto: Büro Jantzen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
