Glad Teater og Sort/Hvid tager livtag med Sarah Kanes ikoniske monolog ”4:48 psykose”, der handler om selvskade, selvmord og en skarp kritik af psykiatrien. Forestillingen er mere vedkommende end egentlig vellykket.
* * *
Den britiske dramatiker Sarah Kane døde i 1999, bare 28 år gammel. Hun begik selvmord kort efter at hun havde skrevet sit femte – og naturligvis sidste – stykke, ”4:48 psykose”. Stykket handler om selvmord, og er derfor meget oplagt altid blevet betragtet som en slags afskedsbrev fra dramatikeren.
En ung kvinde fortæller i fragmentariske passager om sin psykiske sygdom, sine tanker og om hvordan hun vågner hver nat kl. 4:48, når desperationen kommer på besøg. I hallucinationer, fremkaldt af det utal af psykofarmaka lægerne propper hende med, ser hun sære væsner – hendes eneste sande venner? Og publikum drages ind i hendes martrede sind, hvilket afgjort har en effekt.
Det forekommer helt åbenlyst at Glad Teater tager fat i ”4:48 psykose”. Teatret er en del af Glad Fonden, og har siden 2006 produceret scenekunstneriske forestillinger med sit ensemble af uddannede skuespillere med funktionsvariationer. Det umiddelbart usynlige handicap som alvorlig psykisk sygdom er, stemmer helt overens med Glad Teaters præmis om aftabuisere mentale handicap.
”4:48 psykose” er imidlertid ikke noget nemt stykke at tilgå, hverken kunstnerisk eller som publikum. Da Aarhus Teater tilbage i 2018 satte det op med Mette Døssing som kvinden i Sargun Oshanas instruktion blev det en stor succes. Det stående publikum blev inddraget aktivt i kvindens psykose på måde, der var tæt på grænseoverskridende. Her er tilgangen anderledes. Her sidder vi på rad og række og betragter ude fra kvindens kampe med sine indre dæmoner.
Dét kan også noget, men det bliver for let at gøre præcis som ude i samfundet; vende det blinde øje til, distancere sig fra det voldsomme og tænke: Godt det ikke er mig!
Hvis ”4:48 psykose” for alvor skal trænge ind og gøre indtryk, og sætte sig varige aftryk, så skal det nok ikke være som instruktør Jesper Michelsen og co. har valgt at tilgå materialet.
Monolog med flere medvirkende
Det er ellers en flot produktion. Lise Marie Birchs scenografi er virkningsfuld med sit voldsomme centrale gravmonument, som så at sige bliver fortællerens morbide platform. Mie Mona Jacobsen Nielsens flimrende lysdesign, tager os effektfuldt med ud ad sjælens vildveje, og Rune Abel Aagaards meddigtende lydunivers topper, da kvinden med hjælp af en af sine ’dæmoner’ skærer i sig selv som spillede hun en sanselig cellosonate. Lige der, mærker man næsten den fysiske smerte på egen krop. Den smerte, men ellers ikke rigtigt mærker i opsætningen.
”4:48 psykose” er en monolog, men her spilles stykket med flere medvirkende. Ordene tager skuespilleren Anne Reumert sig af. Hun er ekstern gæsteskuespiller udefra, mens tre af Glad Teaters faste ensembleskuespillere udfylder de tavse roller som de dæmoner og sære fabeldyr, der dukker op i kvindens eskalerende psykose. Jesper Michelsen selv lægger stemme til lægen, der er god til at ordinere piller, men helt tonedøv i forhold til at forstå patientens egentlige behov.
Anne Reumert har sine bedste øjeblikke, når psykosen når sit infernalske klimaks og tøjlerne slippes. Hendes portræt af kvinden tager udgangspunkt i det usynlige handicap. At der for udenforstående er tale om et helt almindeligt menneske, som har et indre, der er i oprør. Det er en lydefri præstation, på mange måder respektindgydende. Men lykkes det at trænge ind der, hvor det rusker op i beskueren? Periodisk, ja, men ikke sådan for alvor.
Omkring hende agerer Andreas Flodin Pedersen, Janich Pihl Nielsen og Michele Rasmussen som kronhjort, kanin og krage uden at det rigtigt bliver til andet og mere end en undskyldning af at have teatrets ensembleskuespillere med i forestillingen. Man sidder med fornemmelsen af at de godt kunne være brugt med større effekt. Men her støder Jesper Michelsen måske på den af dramatikeren skabte begrænsning; at stykket skal vare præcis en time og tolv minutter.
For når klokken for sidste gang bliver 4:48 er det klarheden, der kommer på besøg – ikke desperationen som i indledningen – og her har kvinden en time og tolv minutter, hvor hun kan se sig selv for til sidst, afklaret, at forlade scenen – og må vi forstå – livet.
”4:48 psykose” er ikke kun et portræt af en psykisk syg kvinde. Det er også en skarp kritik af psykiatrien, og her er det jo tankevækkende, at kritikken stadig fremstår helt relevant, mere end 25 år efter at Sarah Kane skrev sit stykke.
Er der virkelig ikke sket noget på det område i alle de år? Det er skammeligt, og det er medvirkende til at gøre stykket ligeså vedkommende i dag som da det blev skrevet.
SE FORESTILLINGEN FORDI: Den tager et eviggyldigt og stærkt vedkommende emne op, som det er væsentligt at fastholde fokus på.
BEMÆRK ISÆR: Samspillet mellem lyduniverset og hvad der fysisk sker på scenen, når kvinden skærer sig i armen. Det er meget virkningsfuldt.
HENVENDER SIG PRIMÆRT TIL: Et publikum med eller med relation til unge med psykiske udfordringer.
——
”4.48 psykose”. Tekst: Sarah Kane. Oversættelse: Morti Vizki.
Instruktion: Jesper Michelsen. Scenografi: Line Marie Birch. Lyddesigner: Rune Abel Aagaard. Lysdesign: Mia Mona Jakobsen Nielsen. Koreografisk konsulent: Jacob Schrøder.
Medvirkende: Anne Reumert, Andreas Flodin Pedersen, Janich Pihl Nielsen, Michele Rasmussen og Jesper Michelsen (stemme).
Produceret af Glad Teater i samarbejde med Sort/Hvid.
Varighed: 1 time og 12 minutter.
Spiller på Sort/Hvid til 31. januar.
Anmeldt 16. januar (premiere).
Foto: Søren Meisner
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
