Forside Anmeldelser 2025 INTRIO JULESHOW 2025

INTRIO JULESHOW 2025

114
0

Trioen Intrio’s juleshow er en begivenhed man bør unde sig selv at opleve. Det er vildt corny, meget morsomt og top musikalsk. Men også lidt en skjult perle med meget få shows.

* * * * *

Når Ørkenens Sønner, Magt eller Linie 3 laver shows, er det med måneders planlægning, og en stramt forberedt turnéplan, der som regel ligger klar et år i forvejen, så der er god tid til at markedsføre turnéen, rundt til de største musikhuse.

Når den på flere måder sammenlignelige kvindelige pendant, trioen Intrio, laver deres årlige juleshow (har i hvert fald stået på en fem-seks år nu), foregår det næsten i det skjulte. De senere år har det været to-tre, måske fire aftener på H9 på Halmtorvet, i år er det to (!) shows – i aftes og på søndag – på det endnu mindre, men ikke desto mindre meget stemningsfulde værtshus Café Intime på Allégade på Frederiksberg.

Markedsføringen foregår via mund til mund indenfor en snæver kreds, så af gode grunde er trioens dynamiske frontkvinde, jazz- og bakkesangerinden Ann Farholt, på fornavn med halvdelen af publikum i det lille, røgfyldte værtshus, mens resten synes at have forvildet sig ind til noget, de ikke rigtigt viste hvad er. Meget symptomatisk for det anarkistiske i hele projektet, så træder tre unge mænd bogstaveligt direkte ind af indgangsdøren og ind foran de optrædende mens slutsangen om trioens allerbedste fans er i gang. Og det lader ikke til at røre Intro det fjerneste.

Plads er der intet af i Café Intimes lille lokale, der er pyntet med julekugler og roser hængende fra loftet og billeder og fotos fra stedets brogede historie, som en hjørnesten i det københavnske LGBT+-miljø (også længe inden det blev en bogstavleg). Men hvad stedet savner af albuerum har det i hjerterum, og kærligheden sitrer mellem publikum og trioen, så ordet Intime i hvert fald ikke er falsk varebetegnelse.

Jeg har tidligere anmeldt Intrio’s juleshow, og har været lige så begejstret som denne gang, hvor lokaliteten tilmed giver showet en ekstra dimension. Det er vildt corny, meget morsomt og top musikalsk. Klemt inde i en krog bag flyglet tryller pianisten Lone Selmer både som solist i en forrygende Boogie Woogie Santa og i skønne vokalharmonier. Lige så bortgemt Lone Selmer kan synes at være i hjørnet, lige så frembrusende buldrer Ann Farholt frem som komisk amazone; frivol og sjofel, og måske ind i mellem lidt svær at lægge bånd på, men simpelthen skideskæg. Og så er hun jo altså én af de seneste årtiers allerbedste, danske jazzsangerinder, det bliver vi heldigvis også mindet om undervejs. Ann’s datter, Rebecca Thilo Farholt, er ny nisse i kanen efter at Michelle Djarling er trådt ud af Intrio, og ophavet fornægter sig ikke. Hendes far er den verdensberømte jazzmusiker, Jesper Thilo. Hun har måske ikke helt samme sceneerfaring som sine to makkere, men der er glimt i øjet og smæk for skillingen. Og så har hun mod og dygtighed til at dæmpe tempoet midt i anden afdeling med en smuk og stemningsfuld Once Upon a December. Det skal der altså lidt til på et værtshus, hvor stemningen blandt nogle forekommer at skulle måles i procenter frem for i promiller.

Nu skal vi op i gear – og ned i niveau! Replicerer mor Ann sin datters præstation, og holder hvad hun lover. En megalangt fraklip-nummer, er så bizart at det faktisk bliver morsomt.

Hvordan Intrio kan få enderne til at mødes når de blot opfører deres juleshow to, måske tre, gange er mig en gåde, og sandheden er formentligt, at det gør de ikke, altså får enderne til at mødes. De gør det fordi de ikke kan lade være. Fordi de elsker at optræde, synge, spille og gøgle, Og glæden smitter. For Intrios juleshow er en af de små, næsten skjulte perler i det københavnske kulturliv, som man meget nødigt vil gå glip af.

På den ene side kunne man ønske for dem, at de kunne lave en masse gode julejobs og komme ud til et stort publikum i hele landet, optræde i tv-shows og blive lige så kendte som Ørkenens Sønner, Linie 3 og Magt. På den anden side vil man nødigt undvære friskheden, anarkiet og den sprudlende spilleglæde med karakter af jamsession, der kendetegner Intrio’s juleshow. Og det er jo en luksus at have tre så dygtige entertainere næsten for sig selv.

Dette er årets sidste teater/showanmeldelse fra mig, men bare rolig, jeg vender frygteligt tilbage i det nye år. Rigtig god jul og tak fordi I læser med.

——

”Intrio Juleshow 2025”. Tekst og musik: Rebecca Thilo Farholt, Ann Farholt, Lone Selmer, Michelle Djarling, m.fl.

Medvirkende: Ann Farholt, Lone Selmer og Rebecca Thilo Farholt.

Spiller igen søndag på Café Intime.

Anmeldt 15. december på Café Intime.

Foto: Mortenbuckhoj.dk

VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her