Iben Hjejle leverer endnu en magtdemonstration i rollefaget ’stærke kvinder’ som den fyrede socialrådgiver Lotte i dramatiseringen af Katrine Marie Guldagers roman.
* * * *
Der sidder hun, Lotte. Lænet op ad en rustik murstensvæg. Hun pulser lidt febrilsk på en cigaret, mens hun tomt stirrer ud i rummet, der langsomt fyldes med publikum. Hun sidder der bare. Gør ingenting. Observerer spekulativt registrerende hvad der sker foran hende. Rynker eftertænksomt panden, smiler lidt, og fumler diskret med mobilen. Som om hun venter et opkald.
Lyset dæmpes svagt. Og så. GO!
Med staccato-stemme, der afslører en tilknytning til det inderste københavnske, begynder hun at tale. Lidt hektisk, som om hun har meget på hjerte, der skal ud i det fri. Hun fortæller om sig selv, sit job som socialrådgiver på Nørrebro – som hun ganske vist er blevet fyret fra, blot fordi hun har fastholdt en kritik af de ulovligheder vi må forstå, bliver begået på daglig basis på socialkontorerne. For at få tid til det hele, for at leve op til paragrafferne og kvoterne, og hvad ’systemet’ ellers er blevet belemret med.
Hun fortæller om naboen, Kaspar – med ’a’ – der knalder en fremmed kvinde op ad muren i baggården, mens hans kæreste og deres tre børn sidder oppe i lejligheden. Sådan noget accepterer Lotte bare ikke, og konfronterer Kaspar. For sådan er hun. Konfrontatorisk, indigneret. Hun er no-nonsence-typen. Sådan én man kan slå sig på.
Men hun har selv slået sig på livet. Ensomheden har altid ligget og luret, selv i de 14 år hun har dannet par med Michael, hvor hun ikke har kunnet finde ud af at tage skridtet fuldt ud, og flytte ind. For ville han virkelig have hende? Ville det være en større smerte at blive afvist, end selv at holde en distance? Til ham, og til hans søn, der nu er 19, og måske det eneste menneske, hun nogensinde rigtigt har holdt af. Og som nogensinde rigtigt har holdt af hende.
Dramatiseret roman
Iben Hjejle spiller Lotte med hver en fiber i kroppen aktiveret. Det er endnu en magtdemonstration af en skuespillerpræstation af hende indenfor rollefaget, som vi jo kan kalde ’stærke kvinder’. Hun viste det for første gang, sådan for alvor, som forskeren Inge Lehmann i ”Jordens Indre” på Folketeatret for nogle år siden, og hun raffinerede rollefaget som den stålsatte læge i forestillingen ”Lægen” – også på Folketeatret – der fortjent indbragte hende Teaterpokalen sidste år.
Socialrådgiveren Lotte i ”Endnu en dag i Guds skaberværk” er en helt anden type end de to første, veluddannede og magtfulde kvinder. Lotte kommer fra et andet samfundslag. Hun drikker bajere på de brune værtshuse på Nørrebro, hun ryger smøger nede i baggården, og hendes selvværd er lige så lavt, som hendes retfærdighedsfølelse er høj. Iben Hjejle mestrer også denne karakter til perfektion. Fordi vi tror på hende, føler med hende, og raser med hende.
Det er næsten en monolog, men ikke helt. Alexander Bryld Obaze er der også, som papsønnen, Daniel, der sammen med Lotte finder sin far død, og som, samme med Lotte, indleder en form for desperat efterforskning fordi politiet ikke umiddelbart tager sagen rigtigt alvorligt. Obaze og Hjejle spiller hinanden gode. Samspillet fungerer, men han er og bliver et appendix til hendes altoverskyggende stråleglans.
”Endnu en dag i Guds skaberværk” er en dramatisering af forfatteren Katrine Marie Guldagers roman, der udkom så sent som i 2023. Romanen var det andet selvstændige bind i en trilogi om ’vrede kvinder’, og der synes at være en helt særlig forkærlighed i disse år for at dramatisere nyere danske samtidsromaner. Ikke mindst på Det kgl. Teater.
Det kan der være mange gode grunde til. Ikke mindst, at man med disse dramatiseringer når ud til det store publikum af flittige læsere, der med romanerne i frisk erindring, kan blive udfordret på deres egne, selvskabte ’billeder’ af karaktererne. Hvor placerer Iben Hjejles bud på Lotte sig i forhold til det billede af hende, man selv skabte da man læste bogen?
Der er desværre også nogle ulemper ved at tage ny samtidslitteratur og overføre den mere eller mindre en-til-en til scenen. Det er ikke skrevet som dramatik, og når dramatiseringen som her i instruktør Camille Sieling Langdals bearbejdelse lægger sig så tæt op ad romanens tekst, kan man godt sidde med en følelse af, at man blot kunne lukke øjnene og nøjes med at lytte til oplæsningen. For den er jo fremragende. Sielings arbejde med skuespillerne synes at have været frugtbart.
Ud i landet på turné
Jeg savner dog, at dramatiseringen lægger nogle nye lag ovenpå Katrine Marie Guldagers værk. At den bliver et værk i egen ret. Det synes jeg opsætningen mangler. De tiltag, der bliver gjort, som når Alexander Bryld Obaze træder ud af sin Daniel-karakter for at agere andre personer i galleriet, fungerer desværre ikke og virker i stedet fremmedgørende.
Det ændrer dog ikke ved, at Katrine Marie Guldager har skrevet en god historie, og har skabt en overordentlig interessant hovedkarakter, som i Iben Hjejles overlegne præstation bestemt ikke bliver mindre interessant. Har man læst bogen, bør man unde sig selv også at se dramatiseringen, og har man ikke læst bogen, må forestillingen give én ekstra meget lyst til læse den.
”Endnu en dag i Guds skaberværk” skal på turné til foråret, og vil komme vidt omkring. Laura Rasmussens enkle baggårds-scenografi fungerer som den skal og ligner noget, der er overskueligt at rejse rundt med. Den får ekstra liv med Mårten K. Axelssons delikate lyssætning, mens Janus Jensens stemningsmættede lyddesign hele tiden ligger og skaber en underlæggende suspense og bidrager til en næsten ubevidst følelsesrejse.
Men det er Iben Hjejle, først og fremmest, der gør ”Endnu en dag i Guds skaberværk” til en uhyre seværdig teateroplevelse. Hun synes at være det helt rigtige sted i sin karriere lige nu, hvor alting lykkes. I direkte kontrast til hendes Lotte, for hvem det hele ramler, men hvor der dog trods alt også forekommer at være et lys for enden af tunnelen.
——
”Endnu en dag i Guds skaberværk”. Af Katrine Marie Guldager.
Instruktion og bearbejdelse: Camille Sieling Langdal. Scenografi og kostumedesign: Laura Rasmussen. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: Janus Jensen.
Medvirkende: Iben Hjejle og Alexander Bryld Obaze.
Spiller i Skuespillerhuset, Mellemgulvet til 7. februar, derefter turné.
Anmeldt 11. december (premiere).
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
