Forside Anmeldelser 2025 SCROOGE – A CHRISTMAS CAROL

SCROOGE – A CHRISTMAS CAROL

78
0

Endnu en anderledes udgave af Dickens’ klassiske ”Et Juleeventyr”, her som minimalistisk engelsk low-budget teater, der overbeviser med masser af humor og talent.

* * * * *

Budgettet er lavt, men niveauet er højt.

Den britiske teatergruppen Mangled Yarn, der er baseret i Scropshire, har ikke mange penge at rutte med når de laver deres opsætninger af klassiske tekster og historier, men hvad de mangler af økonomiske midler opvejes til fulde af hvad de besidder af talent og spilleglæde.

De to foregående år har de velsignet Litteraturhaus i Møllegade med deres aldeles vidunderlige version af Frank Capra-filmklassikeren ”It’s A Wonderful World”, og nu har de taget en endnu mere kendt og elsket juleklassiker, Charles Dickens’ ”Et juleeventyr”, under kærlig og kyndig behandling. Ikke i Litteraturhaus i år, for folkene bag det er rykket ud i den rustikke høje kælder i Hørsholmgade, der i juni åbnede under navnet H20 Copenhagen, så det er her – i særdeles ydmyge og spartanske omgivelser – at de fire knalddygtige, engelske skuespillere tryller med teatrets magi, når der nu ikke er penge til hverken en storslået scenografi eller et stort cast af skuespillere.

De fire spiller alle rollerne, om end Alex Rivers slipper med kun at være den gnavne, gamle gnier Scrooge, ham der julenat opsøges af sin gamle partner Marleys uhyggelige genfærd og siden af tre juleånder; fortidens juls ånd, nutidens juls ånd og fremtidens juls ånd. Ånderne fører ham gennem livet, fra den fattige barndom til ungdommens læreplads hos den muntre Fettiwig, lader ham være en flue på væggen juleaften hos sin kuede kontorist Bob med den syge søn, Tiny Tim, og hos nevøen, der er villig til at tilgive sin onkel alt. Endelig får Scrooge et kig ind i den fremtid, der venter ham, hvis han ikke selv gør noget ved det, og de tre ånder giver ham en indsigt i sin egen livsførelse, der ender med til sidst at forandre ham for altid.

Jo, historien kender de fleste, og det er en fremragende og evigtgyldig fortælling, der ikke alene modstår tidens tand, men sandelig også lader sig opføre på fuldkommen vidt forskellige måder.

Lige nu spiller Kim Hammelsvang den således som en stærkt mørkristet espresso, ene mand på scenen på Det Ny Teater, mens de talentfulde børn og unge fra Eventyrteatret opfører den samme historie som perlende Lambrusco-musical i Teltet på Bakken.

Her i den mørke kælder på Nørrebro lykkes det aldeles forbilledligt for Mangled Yarn, at blende originaltekstens dunkle julebryg med brusende sodavand, så resultatet bliver en læskende shandy af en forestilling, der med klassisk britisk humor, som mange vil genkende den fra Crazy Christmas Cabareter gennem årtier, løfter fortællingen ud over den ikke-eksisterende scenekant og inddrager publikum aktivt i løjerne. Skuespillerne træder ud af karakter med aktuelle og stedsspecifikke jokes og kommentarer, for blot med et fingerknips at vende tilbage til rollen og 1800-tallets dystre London.

Det er knagende dygtigt skuespillerarbejde. Og man må bare beundre Alex Rivers, Laura Cooper-Jones og Mangled Yarn-stifteren og teatrets producent, Christopher Smart og Kelly Griffiths for deres talent, spilleglæde og aldrig svigtende intensitet. For når klokken slår med rungende slag, og stearinlyset flimrer i Scrooges kolde soveværelse, stiger uhyggen midt i morskaben. Man kan mærke angsten, utrygheden og den stigende anger i Alex Rivers’ ansigtstræk. Det er her det meste foregår. Hun spiller ikke, som så ofte set, sin Scrooge, som et karikeret, krumbøjet monster af et umenneske, men snarere som et moderne og helt almindeligt dumt svin af en chef. Blottet for empati og følelser. Kender vi typen? Oh yes, we do! Og moralen hos Dickens om at vi selv har ansvar for hvordan verden uden om opfatter os, og at man altid kan forbedre sig, kommer til at fremstå knivskarpt i Rivers’ gennemførte fremstilling af Ebenezer Scrooge.

Omkring hende brillerer Christopher Smart, Laura Cooper-Jones og Kelly Griffiths, der også har instrueret, i et utal af roller. Med små virkemidler skifter de karakter i et glimt, og ligesom det københavnske teaterpublikum måske kender det fra Bådteatret, inddrager de dukker i forestillingen, som de formår at levendegøre med både sjæl og personlighed.

Det skorter ikke på referencer til teatrets stærkt begrænsede økonomiske ressourcer (man kan faktisk donere 3 £ (ca. 25 kr.) til teatret på Mangled Yarns hjemmeside), men heldigvis har der været råd til en lysdesigner, og Paul Damade har skabt et medfortællende lysdesign, der kan skabe den rette stemning uanset hvor Mangled Yarn måtte spille – om det er i kælderen på Nørrebro eller i en kirke i England, som det også har været tilfældet. Der angives ikke nogen lyddesigner, måske er det også Damade, men også audio-universet bidrager til de stemningsskift, der helt ubesværet fodrer vores fantasi og tager os med ud i Londons fattige decemberkulde og ind i Scrooges golde sovekammer, hvor uhyggen er til at tage at føle på.

”Scrooge – A Christmas Carol” lever således fuldt ud op til de forventninger man måtte have efter at have oplevet Mangled Yarns ”It’s A Wonderful World” tilbage i 2023 (læs anmeldelsen her). Det er både uhyggeligt, skræmmende, sørgeligt og hylende morsomt på en gang.

Nu er det tredje år i træk at Mangled Yarn spiller i København i december, og man kan ikke andet end tænke på om en tradition er ved at bygge sig op. Der meldes i hvert fald om meget tæt på totalt udsolgt på H20 frem til 20. december. Crazy Christmas Cabaret startede også i sin tid på nogle af byens mindste og mest ydmyge scener, og måske er det Mangled Yarn, der kan tage depechen op og blive den nye, engelsksprogede juleunderholdning with a twist for det store publikum i København, nu hvor det åbenbart er slut med Crazy Christmas. Mangled Yarn er ikke lige så crazy, men de forrygende morsomme og niveauet er tårnhøjt. Stik modsat budgettet.

——

”Scrooge – A Christmas Carol”. Dramatikere: Kelly Griffiths, Christopher Smart, & Neil Jennings. Baseret på Charles Dickens historie.

Instruktør: Kelly Griffiths. Lysdesigner: Paul Damade.

Medvirkende: Alex Rivers, Christopher Smart, Kelly Griffiths og Laura Cooper-Jones.

Produceret af Mangled Yarn Theatre.

Spiller H20 Copenhagen til 20. december.

Anmeldt 9. december (københavnerpremiere).

Foto: PR-fotos

VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her