Pressemedelelse: I går, mandag d. 8. december, kårede Foreningen Danske Teaterjournalister årets modtagere af de tre teaterpriser, Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen. Prisoverrækkelsen fandt traditionen tro sted på Folketeatret i København, hvor prismodtagerne blev fejret af teaterjournalisterne sammen med kollegaer fra branchen.
Det tre priser gives til personer eller organisationer, som har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats i dansk teater i det seneste år. Teaterprisernes pengebeløb er bevilget af Slots- og Kulturstyrelsen.
Teaterpokalen til Maria Rossing
Teaterpokalen er Danmarks ældste teaterpris og bliver af mange scenekunstnere anset for at være den mest prestigefulde pris i Danmark. Modtageren vælges af teaterjournalisterne blandt seks nominerede.
I år faldt valget på den alsidige skuespiller Maria Rossing, der modtager Teaterpokalen for sin enestående præstation i Kejseren af Portugalien på Betty Nansen Teatret.
Amalie Langballe, teateranmelder ved Weekendavisen begrundede teaterjournalisternes valg af modtageren af Teaterpokalen 2025:
”Men i november, kom du godt og grundigt tilbage til os. Du ankom i skikkelse af en hel landsby, anført af Jan med det bankende hjerte, der banker så ihærdigt og så grænseløst for datteren Klara Gulla… At du – med koret ÆTLA som klangbund – spillede alle roller, har imponeret mange. Tænk, at nogen gjorde det, tænk, at du gjorde det. Men lad mig for en god ordens skyld specificere: Det var ikke, at du gjorde det, men hvordan du gjorde det. Det var den stille klappen-sig-på-lårene, den krumme pegefinger på en næsetip, de fremskudte hofter på stolen, hånden mod kinden. Det var spændvidden fra landsbyens krosnak og brægende får til den smalle seng i et fattigt hjem. Det var humoren, smerten og kærligheden. Og det er for den evne til at skildre menneskeheden i al sin besværlige, tyngede, elskelige mangfoldighed, at vi i Danske Teaterjournalister nu tildeler dig Teaterpokalen.”
Som modtager af Teaterpokalen 2025 fortalte Maria Rossing: ”Når folk spørger mig, hvad Kejseren af Portugalien handler om, græder jeg efter 30 sekunder, fordi jeg elsker den så højt, fordi den er så sørgelig og så smuk. Det er et hjerteprojekt, som Elisa (Kragerup) og jeg har arbejdet med i syv år. Man kan sige, at det er verdenshistoriens længste workshop og muligheden for at udvikle originalitet og et særligt sprog er bare større, når man har tid. Jeg blev meget bange, da Elisa præsenterede ideen om at lave den som solo, og jeg havde nok ikke sagt ja til andre, men fordi vi har arbejdet sammen så længe, turde jeg sige ja til en på papiret umulig idé.”
Teaterpokalen er ledsaget af 50.000 kr. og en unika sølvskål fremstillet af sølvsmed Manuel Sjødahl.
Teaterkatten til Emil Rostrup
Teaterkatten er en instruktørpris. Den blev i år givet til instruktør Emil Rostrup for hans iscenesættelser af Prometheus på Nørrebro Teaterog Vi de druknede på Republique på Østerbro Teater.
Rie Hammer, chefredaktør for ISCENE Live begrundede valget af Emil Rostrup som modtager af teaterjournalisternes instruktørpris, Teaterkatten 2025:
”Du er kontroversiel og kompromisløs som kunstner. Faktisk så kontroversiel at du blandt Foreningens medlemmer fik fra en til fem stjerner for din seneste forestilling Prometheus på Nørrebro Teater. For du forsøger aldrig at please. Som instruktør har du et helt unikt håndelag. Du graver dig ned i værkets sjæl, lader dets historiske kontekst trække spor og folder fortællingen ud med et moderne greb. Du taler selv om en YouTube-dramaturgi og forklarer i et interview på ISCENE: ”Der er ikke plot i YouTube. Man skifter bare indenfor en tematisk ramme og går dybere og dybere ind i det i en form for kollektiv underbevidsthed.”
Emil Rostrup takkede for prisen og sagde blandt andet: ”Jeg har inviteret holdene bag forestillingerne med i dag, for vi var sammen som hold om at lave både Prometheus og Vi de druknede. Tak til jer, for jeg er virkelig glad for at arbejde med jer. Tak til Danske Teaterjournalister for prisen og for at hylde fællesskabet med jeres priser i dag.”
Teaterkatten er ledsaget af 25.000 kr. og en unika lagkagekniv i sølv fremstillet af sølvsmed Manuel Sjødahl.
Initiativprisen til BETTY UDVIKLER
Initiativprisen 2025 er teaterjournalisternes anerkendelse af et enestående initiativ på teaterområdet. Dette års prismodtager er BETTY UDVIKLER.
Redaktør på Sceneblog, Caspar Koeller, begrundede valget af prismodtageren i 2025 og sagde blandt andet følgende i sin tale:
”I AM GOLD er jo bare en af de mange fantastiske forestillinger som er blevet skabt i regi af BETTY UDVIKLER, hvor I hylder samskabelsen og det kollektive rum. Både i kunst og i ledelse. For det er det I kan, Elisa og Eva – I kan skubbe både jeres egne, og andres, store egoer i baggrunden, for i stedet at løfte den sammenbragte flok af kunstnere, tænkere og håndværkere, som I gang på gang bringer sammen under jeres beskyttende parasol på Betty.”
Kunstnerisk leder af Betty Nansen Teatret, Elisa Kragerup, modtog Initiativprisen 2025 på vegne af holdet bag BETTY UDVIKLER og projektets partner, Bikubenfonden:
”Eva (Præstiin) og jeg havde drømmen om at skabe et sted, hvor den kollektive scenekunst kunne udfolde sig, for vi tror på, at kollektivets kraft er så stor og vild, at den bør forgrene sig til mange huse og mennesker også uden for teatret. Vi har i de senere år været ramt af en hyperproduktivitet, og der har vi været begunstiget af midler fra Bikubenfonden, så vi kunne sætte tempoet ned. Mange anerkendte koreografer og instruktører, der har arbejdet på store, internationale teatre, har måbet, når vi spurgte dem: ”Hvordan vil du gerne arbejde?”. Det er de aldrig blevet spurgt om før. Men hvis vi producerer på samme måde hver gang, kommer vi hver gang frem til noget, der ligner hinanden. Så vi har ikke haft to processer, der har været ens i de otte år. Tak for at sætte lys på vores kollektive rum og arbejde.”
Initiativprisen ledsages af 15.000 kr. og et diplom tegnet til formålet af teatertegner Erik Werner.











