Forside Anmeldelser 2025 ET JULEEVENTYR (X 2)

ET JULEEVENTYR (X 2)

0
611

Dobbeltanmeldelse af Eventyrteatrets juleforestilling i Teltet på Bakken, og Kim Hammelsvangs solo-fortælling på Det Ny Teater – to meget forskellige versioner af Dickens’ ”Et Juleeventyr”.

* * * * * (Det Ny Teater)

* * * * (Eventyrteatret)

Kan man forestille sig to mere forskellige udgaver af den samme historie, som dem man lige nu kan opleve i henholdsvis Cirkusrevyens telt på Bakken og i Balletsalen på Det Ny Teater i København?

Begge steder er Charles Dickens’ legendariske ”Et juleeventyr” på plakaten. På Bakken opføres juleeventyret af tæt på 50 børn og unge fra Eventyrteatret, og historien er tilsat et par håndfulde iørefaldende sange med tilhørende dansenumre. På Det Ny Teater står den Teaterpokal-nominerede skuespiller Kim Hammelsvang helt alene i de mest intime rammer oppe i Balletsalen på 2. etage af det imposante teater og spiller samtlige roller.

Det ene sted dygtige børn fra Eventyrteatrets efterhånden legendarisk berømte teaterskole, det andet sted af en rutineret skuespiller, der i disse år er på sin karrieres højeste tinde, og går fra den ene voldsomt imponerende præstation til den anden.

Begge steder er det godt. Exceptionelt godt på Det Ny, og vældigt godt i teltet på Bakken.

Musikalske unge

Eventyrteatret har måtte forlade Glassalen i Tivoli efter 25 succesfulde år med juleforestillinger (bare rolig, de spiller der fortsat i efterårsferien), og har fundet et vældigt brugbart ’eksil’ på Bakken, hvor der er plads på den store scene til de mange unge performere. Man har tidligere spillet ”Et Juleeventyr” (i 2016), men dengang, som jeg husker det, i en mere komprimeret udgave i Tivoli. Denne gang har man valgt ikke at omskrive historien totalt, som det ellers er Eventyrteatrets faste model når de har klassiske eventyr under behandling. Det er Charles Dickens’ velkendte historie og karakterer vi møder; den gnavne julehadende gnier Ebenezer Scrooge, hans muntre og positive nevø, den underkuede kontorist med det dødssyge barn, lille Tip (normalt ’Tim’, men her er det en pige) og ikke mindst den afdøde kompagnons genfærd og de tre ånder – fortidens, nutidens og fremtidens juleånder.

Bo Skødebjerg har tilføjet 13 sange med velklingende melodier af Stuart Goodstein, som elegant blander tidstypiske rytmer med mere tidløse toner, så alle kan være med. Både de små og større børn og deres forældre/bedsteforældre.

Ved at tage historien for pålydende, bliver Eventyrteatrets ungdomsskuespillere udfordret med flere reelle spillescener og karakterskuespil end normalt, og slipper for det meste imponerende godt fra det – ikke mindst Bertil Cummings Eliassen, der har den krævende rolle som Scrooge, der med åndernes mellemkomst lærer at blive et bedre menneske. Hans krumbøjede Scrooge emmer af hvæsende ondskabsfuldhed inden han langsomt bløder op, martret af minderne og dårlig samvittighed. Det er dog først og fremmest i nogle af sangnumrene, at man for alvor oplever det Eventyrteaterbørnene er bedst til. Clara Dragsted Hansen er fremragende som Marleys kæderaslende genfærd, og som Nutidens juls ånd, er Ellen Kristiansen et tindrende overflødighedshorn af sprælsk musikalitet og charme. Men alle har ære af deres præstationer, og man kan ikke andet end beundre de unge menneskers vitalitet og spilleglæde. Nogle har mange års erfaring, andre står for første gang på den store scene, men folkene bag Eventyrteatret er rigtigt gode til at få det, der lige nu er det bedste ud af alle medvirkende.

I lighed med Eventyrteatrets efterårsferieforestillinger er der på Bakken plads til at folde hele historien ud på to timer inkl. en pause.

Fire store, flotte stjerner til Eventyrteatret.

En mand i alle roller

For nyligt blev Kim Hammelsvang nomineret til Danmarks ældste teaterpris, Teaterpokalen, for sin pragtpræstation som konferencieren i ”Cabaret” på Randers Teater. Og efter en årrække, hvor han primært gjorde sig som morsom og flabet revyskuespiller i Kerteminde, og i biroller i Det Ny Teaters forskellige musicals, er han de senere år kontinuerligt vokset med opgaverne og blevet belønnet med stadig mere bærende roller; blandt andet en glimrende Engineer i ”Miss Saigon” på Det Ny Teater, og ovennævnte Emcee i ”Cabaret”.

Det er den erfarne teatermand, Jan Hertz, der i mange år har haft et godt øje til Kim Hammelsvangs rigt facetterede talent, som har fostret ideen om at lade Hammelsvang fortælle ”Et Juleeventyr” som en monolog, hvor han spiller samtlige karakterer. Jan Hertz har instrueret, og resultatet beviser til fulde, at Hertz havde ret i at det er en godt idé.

Kim Hammelsvang er aldeles forrygende, når han lynsnart skifter mellem karakterer, typer og tonefald, og ganske imponerende formår at gå i dialog med ’sig selv’, og både være fortællende kone, der indledningsvis fører os ind i fortællingen og siden som den stadigt mere angrende Scrooge, et par meget forskellige ånder, servil kontorist og livsglad nevø og mange, mange flere. Mere end 20 roller spiller Hammelsvang i løbet af den times tid forestillingen varer.

Hvor Eventyrteatret satser på en munter, lys og musikalsk ”Et Juleeventyr”, er Hammelsvangs monolog mere mørk og alvorstung, ja, ligefrem uhyggelig til tider. Den er mere Dickensk, og er, alle sine kvaliteter til trods, nok ikke noget for de alleryngste, selvom der undervejs også er plads til smil, blandt andet når to børsfolk på syngende fynsk taler om Scrooge efter hans død.

Det er dog ikke alene Kim Hammelsvangs fortjeneste, at ”Et Juleeventyr” bliver en lille magisk teaterperle på Det Ny Teater. Han suppleres af en intet mindre end eminent billedskabende og medfortællende lyssætning af Kasper Beknes, og Troels Kaabers stemningsmættede kompositioner og kreative lyddesign, der med sprøde strøg på celloen og passende lydeffekter bliver de medspillere, som Kim Hammelsvang ikke har i fysisk forstand.

Der meldes om næsten totalt udsolgt i den lille, stemningsfulde Balletsal oppe på 2. etage, hvor der er plads til omkring 100 publikummer. Men prøv lykken. Det er forsøget værd, hvis man er heldig.

Lykkes det ikke, så må man formode, at Det Ny Teater lader dette juleeventyr bliver en fast årligt tradition i december måned. Alt andet vil være synd og skam. Fem store stjerner til Det Ny Teater og Kim Hammelsvang.

—–

Eventyrteatret: ”Et Juleeventyr”. Manuskript: Bo Skødebjerg efter Charles Dickens historie.

Instruktion: Bo Skødebjerg. Scenografi: Kirsten Brink. Kostumer: Christine Brincker. Koreografi: Tara Toya. Komponist: Stuart Goodstein. Lysdesign: Peter Clausen. Lyddesign. Steven Winther-Madsen.

Medvirkende: Børn og unge fra Eventyrteatret.

Spiller i Teltet på Bakken til 21. december.

Anmeldt 29. november.

Foto: Thomas Heegaard.

Det Ny Teater: ”Et Juleeventyr”. Af Charles Dickens, bearbejdelse: Lars Kaaber.

Idé & Instruktion: Jan Hertz. Kostumier: Mette Uhrenholt. Lysdesign: Kasper Beknes. Lyddesign og komponist: Troels Kaaber.

Medvirkende: Kim Hammelsvang.

Spillet i Balletsalen på Det Ny Teater til 21. december.

Anmeldt 30. november.

Foto: Det Ny Teater.

VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.

Ingen kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her