’Verdens bedste musical’ er tilbage i Operaen med nye navne i spidsen for et dygtigt dansende og syngende ensemble i Det kgl. Teaters pragtopsætning.
* * * * *
For tre år siden havde Leonard Bernsteins, Jerome Robbins og Steven Sondheims mesterlige musical ”West Side Story” premiere på Operaen i Thomas Bendixens fornemme instruktion og Miles Hoares flotte koreografi, der respektfuldt læner sig op ad Jerome Robbins originale koreografi.
Dengang gav jeg forestillingen fem stjerner – læs anmeldelsen her, for det meste fra dengang gælder endnu – og genopsætningen holder niveauet. Det er vitterligt en pragtfuld opsætning, hvor det ikke mindst er en luksus at hele Det kgl. Kapel til rådighed. Kapellet giver Bernsteins fantastiske musik en fylde som man ikke oplever andre steder på den ellers righoldige, danske musicalscene. Whau, hvor lyder det godt.
Der er skiftet ud på flere af de centrale roller i forhold til for tre år siden, og det er både til det bedre og lidt til den svagere side. Linda Arunee Drenck og Mikkel Hoé er nye som det unge elskende par Maria og Tony, og de er aldeles strålende. Hun spillede hovedrollen i ”Miss Saigon” på Det Ny Teater i 2023, og er også her en helt rigtig Maria. Smuk og ungdommeligt livslysten i sin afgrundsdybe kærlighed (ved første blik) til Jet’en Tony, og både sart sårbar og stærk i sorgen til sidst, hvor tragedien er total. Det er en fortræffelig præstation, og dejligt at opleve, hvordan mange års hårdt slid i andet og tredje geled i alverdens musicals kan føre til store, og velgennemførte hovedroller.
Det samme kan man sige om Mikkel Hoés Tony. Han spillede hovedrollen som Frankie Valli i Lion Musicals ”Jersey Boys” også i 2023, som han sang til en sand triumf, men også han har måttet tage det tunge slæb i mindre og deciderede små roller. Her får han mulighed for at folde hele talentet ud i fuldt flor som en suverænt syngende Tony i én af de mest ikoniske musicalhovedroller. Han er en stor opgradering i rollen i forhold til opsætningen i 2022, fordi han trods sit klejne ydre fremstår fuldt ud troværdig – både i sin kærlighed (ved første blik) til smukke Maria, men også som rå bandedreng med en blød kerne og en vision for livet.
Kort inden premieren forleden blev Julian Kellermann alvorligt skadet med en sprængt akillessene. Han skulle ellers også have taget skridtet fra koret til sin første hovedrolle, som Marias bror Bernardo, bandelederen for Sharks. I musicalbranchen er den enes skade, den andens held, og pludselig står nu Timothy De Mesa Højgaard, der ellers havde den hårde tjans som ’swing’ – altså en der kan alle roller og koreografier i en musical – på den største scene i landet som Bernardo. Han gør det overordentligt godt, med stor, ikke mindst fysisk vitalitet og spændstig aggression.
Også i de mindre roller er der skiftet lidt ud, og her er det desværre ikke rigtigt til det bedre. Jo, Morten Lützhøfts racistiske politiinspektør Schrank har god pondus, men de unge knægte i Jets kommer til kort i dels spillesekvenserne og i ”Gee. Officer Krupke”, et shownummer, der ud over det ydre spas rummer en sårbar dybde om at være immigrant i et USA, hvor der ikke var/er plads til fremmede på samfundets bund. Lige netop her holder Det kgl. Teaters ellers fremragende ”West Side Story” ikke sit ellers høje niveau.
Heldigvis er Julie Steincke stadig med på holdet som Anita, Bernardos kæreste, som hun igen giver med en fyrig og sanselig dynamik og smertelig styrke. Det er vel nærmest en glansrolle til denne fine, fine musicalperformer. Også Lukas Toya er med igen som den iltre Riff, og er det stærkeste kort i Jets line-up.
Ensemblet er for en stor dels vedkommende hentet i Sverige, men er velkendte slidere også på de danske musicalscener. De kan deres kram. Der synges og danses med skarptskåret præcision og stor professionalisme.
”West Side Story” lever også i denne genopsætning fint op til prædikatet som ’verdens bedste musical’, fordi de ikoniske sange synges så overbevisende godt, og fordi dansene, som jo er så centrale i hele fortællingen om de rivaliserende bander i New Yorks gader i 1950’erne, leveres med overlegen dygtighed.
Der er derfor al mulig grund til at se eller gense dette mesterlige stykke musikdramatik i Operaen.
—–
” West Side Story”. Koncept: Jerome Robbins. Komponist: Leonard Bernstein. Manuskript: Arthur Laurents. Sangtekster: Stephen Sondheim. Oversættelse: Jesper Malmose (dialog) og Silas Bjerregaard (sangtekster).
Instruktion: Thomas Bendixen/Line Kromann. Scenografi. Palle Steen Christensen. Kostumer: Astrid Lynge Ottosen. Koreografi: Miles Hoare. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Jonas Vest. Dirigent: Robert Houssart.
Medvirkende: Linda Arunee Drenck, Mikkel Hoé, Lukas Toya, Julie Steincke, Timothy De Mesa Højgaard, Max-Emil Nielsen, Sigurd Thomasen, Rasmus Grandt, Simon Fichman, Sicilia Gadborg, Steffen Hulehøj Frederiksen, Troels Graakjær, August Mailand, Andrea Schirmer, Emma Kumlien, Cecilie Hedin Klangenberg, Adam Tocuyo, Emma Mellroth, Sara Birgitta Kristina Östberg Diakité, Rai Del Valle, Ivan Spahi, One Bailey, Nadin Reiness, Peter Oliver Hansen, Morten Lützhøft og Bjarne Antonisen.
Spiller på Operaen til 21. december.
Anmeldt 25. november.
Foto: Miklos Szabo.



