Emma Sehested Høeg imponerer igen som musikalsk performer i teaterkollektivet How to Kill a Dog’s fjerde show, der først og fremmest handler om moderskabet.
* * * * *
Bambi er tilbage. Det samme kan man i høj grad sige om Emma Sehested Høeg, som halvandet år efter hun er blevet mor, ikke bare står knivskarpt fysisk – som hun selvironisk koketterer med – men så sandelig også som performer.
Hun og de andre i teaterkollektivet How to Kill a Dog (som inkarneret hundeelsker, hader jeg det navn, men ok, la’ gå); instruktøren Jennifer Vedsted Christiansen og scenografen Petruska Miehe-Renard, har med deres fjerde forestilling indstillet sigtekornet på moderskabet og alt hvad dertil følger.
Det er der kommet et musikalsk performanceshow ud af, som tager alle midler i brug, og måske, hvis man skal være meget kritisk, savner en samlende struktur, men som skamløst fører publikum med ind i moderskabets maskinrum, hvor daglige praktikaliteter går hånd i hånd med frustrationer, bekymringer, manglende selvværd, savn efter fortidens ansvarsløse frihed og decideret angst.
Bogstaveligt talt ender Emma Sehested Høegs moderfigur med at forsvare sit barn til døden, ganske som Bambis mor gør det i tegnefilmen. På scenen gentænkes scenen i tegnefilmen, hvor Bambis mor dør – den mest sørgelige filmscene nogensinde, jeg snottuder stadig hver gang jeg ser den – og det lille kid må lære at stå på egne vaklende ben. Her er det barnet – en ganske henrivende sød pige – der overtager solistrollen og synger sin solo siddende på mors klaver.
Stjernestatus
Emma Sehested Høeg har opnået stjernestatus for sine performances, der strækker langt ud over teatret og dets relativt stramme rammer. Det er yderst fortjent, for hun kan noget, som meget få andre danske performere kan; hun kan både være alt, alt for meget og helt jordnært følsom, og decideret morsom. Hun minder mig på en måde om en dansk udgave af Lady Gaga. Der er noget af den samme crossover mellem musikartist, skuespiller, performer og kønspolitisk aktivist over dem begge, og ligesom Gaga, evner Emma Sehested Høeg at flytte grænserne for hvornår noget er for meget. I hendes verden forekommer intet at være for meget, men for tilskueren kan det sagtens være det.
For mig bliver det lige i overkanten, når den nybagte mor i begyndelsen af showet smører sig ind i babylort, for andre går grænsen måske et andet sted. Andre tager Emma Sehested Høeg ind med 100 procents dedikation.
Men uanset hvad, så kan man ikke sætte en finger på talentet, på dygtigheden eller på evnen til at nå ind i både hjerte og sjæl. Den har Emma Sehested Høeg. Og det gør hende til en unik personlighed i det danske scenekunstliv.
Med- og modspil
Med sig på scenen i ”Bambi er tilbage” har hun dels strygeensemblet Who Killed Bambi, som består af tre kvindelige musikere, dels en yndigt charmerende lille pige (Edith Snegård Müller og Gro Lodberg Strand alternerer i rollen, og jeg ved faktisk ikke hvem jeg oplevede, men skøn var hun) og skuespilleren Gustav Giese, som ved flere andre lejligheder har været en del af inderkredsen omkring How to Kill a Dog’s projekter. Han agerer både viril hjort i buldrende brunst, magtesløs ægtemand og ondskabsfuld jæger på jagt efter endnu et trofæ. Giese har en scenisk personlighed og gennemslagskraft, der gør ham til meget mere end blot et add on og staffage for hovedattraktionen, selvom det jo i realiteten er hvad han er. Både han og barnet giver et vellykket med- og modspil til Sehested Høegs i perioder desperate moderfigur.
Også publikum inddrages aktivt – man kan faktisk selv melde sig – og i en sekvens ringer Emma Sehested Høeg til en publikummers mor for at få råd om hvordan man bliver en god mor. Autentisk eller planlagt? Det er ikke helt til at sige. Indslaget er på én gang rørende og mærkeligt, og er et af de steder i showet, hvor jeg synes at strukturen kommer lidt på gyngende grund.
Musikalsk er Emma Sehested Høeg en tornado af energi. Ikke alle ord kommer lige klart ud af munden på hende når de heftige technorytmer dunker, men når det kun er strygeensemblet der akkompagnerer, står de renere og mere klart frem. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv hvorfor man dog ikke havde ladet de smukke strygere alene om at skabe lydbilledet. Måske er det lige her, at Emma Sehested Høeg og hendes instruktør og partner in crime, Jennifer Vedsted Christiansen mødte deres grænse for hvor lagt ud af planken, de turde gå rent musikalsk.
I forestillingens temmelig løse rammehistorie har Bambis forældre slået sig ned på Skovvej 2, i en natur, der står i skyggen af en forlystelsespark (taler vi mon om Klampenborg her?), og Petruska Miehe-Renard har ladet en kolossal gul rutsjebane være det centrale element i sit scenografiske koncept, som også inkluderer morsomme hjorte- og dådyr kostumer og syndefulde see through outfits til hovedattraktionen, samt et overdådigt spindelvæv, der folder sig ud i forestillingens spektakulære slutscene. Samspillet med Balder Nørskovs eminente lyssætning, der både blænder og forblænder gør ”Bambi vender tilbage” til en visuelt flot forestilling, uden at man sådan for alvor taber kæben. Symbolikken omkring at moderskabet er en evig mental rutsjebanetur er åbenlys, men her er det åbenbart kun nedture – og det er jo ligefrem bekymrende.
At dømme efter reaktionen fra det ekstatisk begejstrede premierepublikum har How to Kill a Dog og især Emma Sehested Høeg igen ramt den lige i rumpetten. Et meget lagt stykke hen ad vejen er jeg lige så begejstret om end jeg synes der bump på vejen, hvor missionen ikke lykkes helt.
Der er angiveligt tæt på udsolgt i hele spilleperioden, men det er værd at prøve lykken og finde billetter. Om ikke andet for at opleve en musikalsk performer i absolut topklasse.
—–
”Bambi er tilbage”. Koncept: How to Kill a Dog. Komponist og sangtekster: Emma Sehested Høeg.
Instruktion: Jennifer Vedsted Christiansen. Scenografi & kostumer: Petruska Miehe-Renard. Musikarrangør & medkomponist: Rasmus Juncker. Musikarrangør & kapelmester: Mette Dahl Kristensen. Lysdesign: Balder Nørskov. Lyddesign: Kevin Eagle Oliver. Videodesigner: Mia Jandje Willett. Koreograf: Mark Philip.
Medvirkende: Emma Sehested Høeg, Gustav Giese, Edith Snegaard Müller/Gro Lodberg Strand (alternerende børn) og strygeensemblet Who Killed Bambi.
Spiller på Nørrebro Teater til 19. januar.
Anmeldt 22. november (premiere).
Foto: Camilla Winther.
