Revolutionær værdikamp og idealistisk scenekunst starter et sted. I forestillingen ”Amdi” tager Thure Lindhard publikum med tilbage til dengang Tvind-stifteren Mogens Amdi Petersen var ung og knytter et bånd mellem det politiske gruppeteater og det verdensomspændende fællesskab, der førte til at ikonet ’Amdi’ i dag lever skjult et sted i USA.
* * * *
Én ting har de to unge spejderdrenge Aksel og Mogens tilfælles; de drømmer store drømme. Den ene går til at begynde med den slagne vej mod en god, solid bankuddannelse. Den anden lader drømmene blive til virkelighed, og får animeret sin ven til at taget springet og lave det han virkeligt vil, hvilken er at fortælle historier på teatret. Selv skaber Mogens sit Tvind-imperium, der går fra at være et idealistisk skoleprojekt til at blive en revolutionær værdikamp og et kolossalt økonomisk bedrag.
Thure Lindhardts skuespil ”Amdi” handler om Tvind-stifteren Mogens Amdi Petersen, men det handler i lige så høj grad om at gå den vej i livet, man brænder mest for, og om fællesskab og idealer. Såvel i politik, som i kunst og kærlighed.
Det er Baggårdteatret i Svendborg, der har produceret forestillingen, og på mange måder handler ”Amdi” også om Baggårdteatret. Det kollektive gruppeteater, der startede i – ja, en baggård – og som snart rykker ned i et stort, nybygget teater på havnen, der er udset til at blive et kulturelt fyrtårn i den gamle søfartsby.
Det idealistiske fællesskab, der i sin tid førte til teatret, er i dag erstattet af en bestyrelsesudpeget teaterchef, der er på evig jagt efter fondsmidler til både bygning og produktioner. Her personificeret ved Lise Lauenblads højgravide, snart solo-mor, Eva, som er datter af teatrets grand old man, Aksel (Hans Henrik Clemmensen), der nu er vendt hjem efter årelangt kunstnerisk ’asyl’ i Sydamerika, og er udset til at skabe en forestilling på sit gamle teater, hvor intet er som dengang. Selv det gamle, knirkende egetræsgulv kollektivisterne selv lagde med klunset skibstømmer er erstattet af ny, masseproducerede planker.
I flashbacks til ungdommen møder vi den unge Aksel (Lue Støvelbæk) og barndomsvennen Mogens Amdi (Hans Christian Schrøder) og får et indblik i de visioner, der drev dem i hver sin retning, men som også – viser der sig – forbandt dem på en måde, så det fik menneskeligt fatale konsekvenser.
Mere Amdi
Det lykkes både dramatikeren Thure Lindthardt og instruktøren Thure Lindhardt at flette de to fortællespor glimrende sammen, så man føler sig involveret i de sidestillede hovedkarakterers personlige udvikling. Det går nok lidt vel stærkt for Amdi at gå fra at sende unge studerende ud med Den Rejsende Højskole til at indtage ’fæstningen’ Tvind, og udvikle organisationen med mere og mere vidtløftige ideer om fremtidige energikilder, til at mingle faretruende familiært med afrikanske diktatorer, og svindle big time med nødhjælpsmidlerne. Den historie er i sig selv en helaftensforestilling værd. Men Lindhardt brænder tydeligvis også for at fortælle Aksels historie – og Evas – og teatrets. Og det får den konsekvens at det komprimerer selve Amdi-fortællingen.
Sjovt nok siger Eva undervejs at publikum er tørstige og at teatret tjener mere på at sælge drikkevarer i pausen, end på kunsten. Måske skulle Thure Lindhardt have bredt sin historie ud på en ekstra halv time, og indlagt en pause, i stedet for at afvikle hele sin historie på godt halvanden time uden pause. Det kunne have givet den plads til for alvor at komme i bund med historierne, især Amdis, som man sidder lidt og savner. Og så havde det jo også givet omsætning i baren.
Troværdigt spil
Hans Henrik Clemmensen er aldeles glimrende som den gamle Aksel, for hvem det idealistiske kunstnerfællesskab er endt i en personlig katastrofe. Clemmensen har selv en dybt forankret baggrund i 1970’ernes politiske gruppeteater, og det skinner igennem i hans troværdige portræt af den desillusionerede scenekunstner, hvis idealer syntes at være gået ned som det Tvind-skib, der bliver hans skæbne. Også Lue Støvelbæk er god som den unge Aksel. Usikker og søgende efter en identitet, som så mange unge er det, og derfor præcis et af de lette ofre, som Amdi kunne inddrage i sin eksplosivt voksende organisation og manipulere med efter behag.
Som datteren Eva, har Lise Lauenblad også sine fine øjeblikke, hvor netop savnet af et fællesskab omkring sig – såvel arbejdsmæssigt som personligt – martrer hende, og efterlader den på overfladen selvsikre, moderne teaterchef, med fortabte stirrende øjne, der desperat forsøger at finde en mening med det hele.
Endelig personificerer Hans Christian Schrøder den unge Amdi med en akkumulerende idealisme, der går fra det drenget charmerende til det diktatorisk uhyggelige, kulminerende som den hvidsminkede dødgænger, der står tilbage i sit hemmelige skjul, overvældende rig, men strippet for det fællesskab, der var drivkraften i hele hans livsmission. I Schrøders spil forsvares Amdi, og fremstår netop ikke som en rendyrket skurk. At hans mission stak helt af er en ting, men var/er Amdi et ondt menneske?
”Amdi” vil meget, og stiller som teaterforestilling flere spørgsmål end den giver svar. Men dramatik behøver jo heller ikke at give alle svarene. Forestillingen er baseret på Rune Skyum-Nielsens bog ”Amdi bliver til”, som er skrevet i samarbejde med Thure Lindhardt, og går man linen ud så supplerer man teateroplevelsen med at læse bogen. På samme måde kan man jo også supplere med at læse min gode kollega Michael Søbys glimrende bog ”Beretninger fra Baggården”, der udkom i forbindelse med teatrets 60-års jubilæum i 2023. Så skulle man være dækket helt godt ind i forhold til alle fortællespor i ”Amdi”.
—–
”Amdi”. Dramatiker: Thure Lindhardt. Dramatisk forlæg: Dicte Houmøller. Baseret på en bog af Rune Skyum-Nielsen.
Instruktion: Thure Lindhardt. Scenografi: Sir Grand Lear. Lyddesign & komponist: Jesper Thestrup. Lysdesign: Jesper Hansen/Imagolux. Kostumer: Mona Wickstrøm.
Medvirkende: Lise Lauenblad, Hans Henrik Clemmensen, Lue Støvelbæk og Hans Christian Schrøder.
Producent: Baggårdteatret.
Spiller på Teater-V til 30. november. På Baggårdteatret fra 2.-11. december.
Anmeldt 19. november på Teater-V (københavnerpremiere).
Foto: Ard Jongsma.
