Nicolas Bro er ganske formidabel når han i halvanden time rabler forbandelser af sig i Maria Vinterbergs dramatisering af Anders Abildgaards langdigt ”IBIS”.
* * * *
Nicolas Bro er ganske formidabel – intet mindre – når han i halvanden time på Teatret ved Sorte Hest rabler forbandelser af sig over en ukendt person, som af en eller anden grund har bragt hans pis noget så voldsomt i kog.
Teatrets direktør, Maria Vinterberg, har dramatiseret og instrueret Anders Abildgaards langdigt ”IBIS” fra 2016. Et digt, der er inspireret af Ovids forbandelsesdigt Ibis fra år 11, som igen forholder sig til et endnu ældre værk af Kallimachos, der ikke er blevet overleveret til eftertiden.
Maria Vinterberg skriver selv i sin velkomst til forestillingen, at den godt kan gå hen og blive en udfordring og hun opfordrer os publikummer til at give det en chance og tilgive det!
”IBIS” er så afgjort en udfordring. Af indlysende årsager for publikum i salen, for lettilgængelig eller letforståelig er denne lange, lange opremsning af forbandelser og alt det værste i denne verden man kan ønske for sin værste fjende, på ingen måde. Af lige så indlysende årsager for skuespilleren Nicolas Bro, der skal holde tungen lige i munden og gennemleve alverdens humørsvingninger i denne halvanden time lange tour de force af ord, ord og atter ord.
Han er ganske enkelt formidabel. Og hvis – eller når – der undervejs opstår tidspunkter, hvor den rationelle hjerne slår fra i forhold til teksten, så formår Bro at fastnagle éns opmærksomhed til sin imposante, storsvedende skikkelse, der står der i Marianne Nilsson storblomstrede dagligstue-scenografi, og svider og svitser sit nærvær ind i en som brændemærkede han os. Det er voldsomt imponerende.
Voldsomt imponerende er også Anders Abildgaards tekst. Den blev i sin tid nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. Det er en forfærdelig tekst, og forfærdelig fascinerende. Den består af en endeløs række af forbandelser og ønsket om død, ydmygelse og nedværdigelse på den ene mere bestialske og grusomme måde efter den anden. Og selv i døden skal modtageren af al denne edder og forbandelse ikke finde fred: Din død bliver en lettelse for os. Men ikke for dig, hvæser Bro i sit mest ondskabsfulde lune.
Der er dog et lille, tja, måske endda stort aberdabai, ved denne dramatisering, og den ligger i mødet mellem de to kunstarter; lyrikken og dramatikken. For jeg tvivler på at særligt mange, om nogen overhovedet, kunne finde på at læse ”IBIS” ud i én lang køre, uden pauser, uden at lægge teksten fra sig, lade den komme til en. Jeg læser ikke selv meget lyrik, men når jeg gør, er det slow reading. Om og om igen, forfra gang på gang. For at finde min vej ind i digtet og dets univers. Det gælder både korte digte, og det gælder i allerhøjeste grad langdigte som dette.
Den mulighed for løbende refleksion giver scenekunsten ikke. Her gælder det om at ’hænge på’ så godt man kan, og så må refleksionen komme bagefter. Og her står teksten altså ikke så klart i erindringen, som hvis man lige kunne læse nogle linjer igen. Derfor er ”IBIS” faktisk ikke specielt vellykket som teater, uagtet, at Nicolas Bro formår at brænde fuldkommen igennem.
Hvad handler det egentlig om? Hvem er målet for mandens forbandelser? Hvorfor kommer han ind på scenen i bjørnekostume og slutter af som en russisk oligark-agtig figur i megapels og høj pelshue? Er det hadet på internettet, den ufiltrerede ondskab, der opstår i affekt og slippes løs med et klik på musen, der har inspireret Abildgaard? Ingen af delene får man umiddelbart svar på i Vinterbergs dramatisering, der lader teksten stå helt for sig selv, uden kommentarer eller regibemærkninger.
Uden Nicolas Bros magi kunne langdigtet være endt som en langgaber, og for mange vil det formentlig også være det. Det kan være at man lige skal omkring det lokale bibliotek en af dagene for at låne digtet, og se om man på bagkant kan finde nogle af de svar, som efter sceneopførelsen stadig svæver frit i luften.
——
”IBIS – så er man advaret!”. Manuskript: Anders Abildgaard.
Bearbejdelse og instruktion: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Lys-og lyddesign: Mikkel Magnus Olsen.
Medvirkende: Nicolas Bro.
Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 5. december.
Anmeldt 24. oktober (premiere).
Foto: Robin Skjoldborg.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
