BOGANMELDELSE: To nye bøger om hhv. opera og filmmanden Anders Thomas Jensen er meget forskellige, men har hver deres kvaliteter.
* * * * (til hver)
Ind i mellem anmelder jeg, udover teater, også bøger, der handler om teater, scenekunst, skuespillere m.v. Dette efterår er der udkommet to meget forskellige bøger indenfor området. Dels min gode anmelder-kollega Jens Winthers (der har sitet Detskuduse.dk) lille opera guide ”Opera på nul komma fem” og dels filmeksperterne Christian Monggaard og Jacob Wendt Jensens mastodont af en portrætbog om filminstruktøren og manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen, der udover hans navn bærer undertitlen ”Fra Blinkende lygter til Den Sidste Viking”.
Begge bøger handler om kunstarter, der er i periferien af mit kerneområde; opera og film, men derfor kan de jo godt få en anbefaling med på vejen.
Jens Winther er vokset op med opera, og kender genren til fingerspidserne. Det er mere end så mange andre kan prale af, og det er måske også derfor han har skrevet den lille og ganske sjove guide til operaens forunderlige verden.
Med ”Opera på nul komma fem” giver Winther en hurtigt læst guide til operaverdenen ved at benytte den go’e gamle topfem-metode, hvor han giver fem bud på dette og hint inden for genren; fra ’Operaens fem største tårepersere’ – ja. ”La Boheme” er nummer 1, over ’Fem greatest operahits” – ja, Nessum Dorma er nummer 1, til ’Fem nedslag i moderne opera’ og ’Fem operaer du vil elske at hade’. Det er lige til at gå til, til at bladre lidt rundt i og hygge sig med hvis man går og barsler med tanken om at prøve, det der opera. Bogen minder på mange måder lidt om den gamle ’For dummies’-serie, hvor en række bøger omhandlede forskellige emner på en måde, så alle kunne være med.
For operakendere vil ”Opera på nul komma fem” så afgjort opfattes som overfladisk og mangelfuld, for vi får faktisk ikke særligt meget at vide om de enkelte operaer, komponister, arier eller sangere. Men det er ikke dem, den er skrevet til. Det skal man huske.
En ordentlig klods
Helt anderledes er Christian Monggaard og Jacob Wendt Jensens ordentlige klods af en bog om Anders Thomas Jensen og hans syrede filmunivers, der både har kastet Oscars af sig (dog for kortfilm, endnu ikke for store film), og har delt vandene hos publikum og anmeldere. Fra den folkeligt populære ”Blinkende lygter” til den helt nye, biografaktuelle ”Den Sidste Viking”.
Man kan vel godt kalde bogen for en hyldestbog til Anders Thomas Jensen, for specielt kritisk er den ikke, og den skal således også læses i det lys. Det er en ordentlig moppedreng af en coffeetable-bog, der er voldsomt uhandig at sidde med, endsige have med i seng som aftenlæsning. Til gengæld er den drønflot layoutet med masser af gode billeder, skitser og udsnit af Anders Thomas Jensens manuskrifter.
En mængde kilder bidrager til at fortælle historien om den unge fyr fra Frederiksværk, der var lidt af en vildbasse, men også har et unikt talent for film. Og bogen gennemgår desuden Anders Thomas Jensens seks spillefilm. Men mærkeligt nok kommer forfatterne ganske let hen over hans mange manuskripter til andre, bevares, der er kapitler om hans samarbejde med andre instruktører, men der nørdes ikke ned i detaljen, og det er egentlig lidt ærgerligt, for der tror jeg, at der kunne ligget en del guld gemt. At Anders Thomas Jensen også har arbejdet med scenekunst nævnes ikke med et ord. Og det er lidt mærkeligt, al den stund at forfatterne i bogen forholder sig til Jensens åbenbare fascination af tv-serien ”Matador”, men ikke forholder sig til den (skrækkelige) musical han sammen med Susanne Bier for et par år siden skrev manuskript til over netop ”Matador”. Heller ikke parrets mere vellykkede ”Den skaldede frisør” nævnes med ét ord. Ligesom forfatterne også forbigår, at ”Blinkende lygter” er blevet dramatiseret til scenen. Det er måske småting, men set med teatermenneskets briller, ærgerlige udeladelser, som burde være en del af Anders Thomas Jensens samlede kunstneriske virke.
Jacob Wendt Jensen (især) og Christian Monggaard er enormt flittige, men det virker også lidt som om man arbejder ud fra en meget fastlagt skabelon, som, når man læser parrets (og Wendt Jensens) mange bøger bliver lidt kedelig og ensformig i længden. Er det tid til at ryste posen, og finde en ny vej mod målet?
Begge bøger har mange kvaliteter, på hver sin måde, og når der snart skal findes julegaver til manden eller kvinden, der har alt, så kan de begge sagtens fortjene at ryge under træet.
—–
”Opera på nul komma fem” Af Jens Winther. 232 sider. Kr. 199,95. Frydenlund.
”Anders Thomas Jensen – fra Blinkende lygter til Den Sidste Viking” Af Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard. 335 sider. Kr. 399,00. Helmin & Sorgenfri.
VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.











