Forside Anmeldelser 2025 DEN FANTASTISKE BUS

DEN FANTASTISKE BUS

1274
0

Børneteater i storskala på nationalscenen er ikke så fantastisk endda. I lange perioder er det så kedeligt, at børnene mister interessen.

* * *  

Mon de når frem inden børnene falder i søvn?

Sådan skrev jeg på notesblokken i pausen af Det kgl. Teaters store børneteatersatsning ”Den fantastiske bus”, som er baseret på Jakob Martin Strids gigantiske bestseller fra 2023. For selvom nationalscenen giver den fuld gas, og heldigvis ikke ’bare’ lever op til teatrets forpligtelse om også at producere teater for børn ved at stille en lille scene til rådighed, så lever opsætningen af ”Den fantastiske bus” desværre ikke op til de forventninger, der lyste ud af øjnene på de mange børn denne premiereeftermiddag.

Jo, opsætningen er i storskala, med en ganske imponerende scenografi, en effektfuld og charmerende brug af videoteknik, fantasifulde kostumer og et stort skuespillerhold. Der er skrevet en række søde, iørefaldende sange – som ganske vist ikke sætter sig permanent i hukommelsen – og flere af skuespillerne, især Morten Brovn i flere roller som bl.a. lægen Dion og den gamle gedeprofessor Pierre, laver nogle søde, elskelige karakterer. Men eventyret får aldrig samme luft under vingerne, som når den fantastiske bus flyver, og de to timer forestillingen varer føles i lange perioder som en bustur til Nordjylland med Kombardo ekspressen. Man rykker uroligt frem og tilbage i sædet og stønner: Hvornår er vi der?

Det kan naturligvis forklares med at undertegnede så langt fra tilhører målgruppen for børneteater, og at mine egne børn også for længst er vokset udover dét stadie. At jeg kedede mig bravt behøver på ingen måde at betyde at børnene, som forestillingen er lavet til, også keder sig.

Men som forestillingen skred frem begyndte uroen også at ulme blandt børnepublikummet omkring mig. Skramlen med børnesæderne, småsnakken og rumsteren omkring. Da det hen mod slutningen begynder at regne blomsterblade over eventyrlandet Balanka, var nogle børn på første række mere interesserede i at samle blade op end på at følge slutningen på eventyret. Det tager jeg som en indikation af, at missionen ikke lykkes for instruktøren Anastasia Holst Nørlund, som både har bearbejdet Jens Martin Strids digre værk – bogen vejer mere end to kilo! – og skrevet sangtekster til universet.

På vejen ud spurgte jeg en dreng i målgruppealderen og hans lillebror om de syntes det var godt. De kiggede lidt væk, og vidste ikke lige hvad de skulle svare. Så spurgte jeg dem om de havde kedet sig. Jo, det havde de, sagde storebror, mens lillebror, der allerede var i nattøj, forsøgte at bekæmpe et gab.

Jakob Martin Strids historie handler om en gruppe dyr, der bliver tvunget til at flytte fra deres hjem på havnen i den store by, fordi der skal bygges flere huse. Lille Timo er blevet så syg af forureningen i byen, at han er ved at dø, og han kan kun reddes ved hjælp af en særlig safranlilje, en blomst, der kun findes i sagnlandet Balanka. Dyrene bygger en fantastisk bus og drager af sted. Undervejs møder de nogle mærkelige væsner, blandt andet en ond diktator, der stjæler alle børns fødselsdagsgaver og har taget tigerunger til fange. Han er en grumme karl, halvt blæksprutte og halvt reptil, men vores helte får narret ham og kan fortsætte deres færd. I Balanka vokser blomsterne frit og luften er ren, og lille Timo bliver selvfølgelig helbredt.

Bag eventyret ligger en miljøpolitisk ladet historie, som bestemt er uhyre relevant, men måske bliver formidlet med lige lovlig mange løftede pegefingre.

Selvom Astrid Lynge Ottosens scenografi – ikke mindst i kraft af Morten Justs videodesign – tager sig ganske imponerende ud, så er hverken den eller fortællingen som helhed helt på niveau med ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære”, også baseret på en Jakob Martin Strid-historie, der blev en gigantisk succes for Det kgl. Teater tilbage i 2020.

Succesen er i øvrigt sikret også denne gang. Der er simpelthen udsolgt til ”Den fantastiske bus” på nær nogle enkelte billetter. Man må håbe at det store publikum ikke keder sig lige så meget som jeg gjorde. De skulle jo gerne komme i teatret igen. Det er jo hele meningen med det.

——

”Den fantastiske bus”. Forfatter: Jakob Martin Strid.

Dramatisering, Sangtekster og instruktion: Anastasia Holst Nørlund. Scenografi & kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Musik. Julian Berntzen. Underscore, musikalsk arrangement og musikproduktion: Kato Ådland. Koreografi: Sofie Akerø. Lysdesign: Mathias Herland. Lyddesign: Rasmus Kreiner. Videodesign: Morten Just.

Medvirkende: Karla Rosendahl, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Carla Feigenberg, Kitt Maiken Mortensen, Sara Fanta Traore, Mads Rømer Brolin-Tani, Morten Brovn, Alvin Olid Bursøe og Camilla Bang (musiker m.m.)

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 14. december.

Anmeldt 10. oktober (premiere).

Foto: Camilla Winther.

VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her