Forside Anmeldelser 2025 DE VILDE KANINER – GNAGS TEATERKONCERT

DE VILDE KANINER – GNAGS TEATERKONCERT

925
0

Med tre ugers forsinkelse lykkedes det omsider at komme på eventyr med Østre Gasværks vilde kaniner, som er et spektakulært show i den velkendte teaterkoncertstil. Flot er det og der er fart over feltet, men man sidder alligevel og savner poesien undervejs.

* * * *

”De vilde kaniner – Gnags teaterkoncert” havde premiere på Østre Gasværk Teater 19. september, så der er altså gået en rum tid før det endelig lykkedes at få set Heinrich Topp Christensens stort anlagte og særdeles spektakulære teaterkoncert, baseret på rockbandet Gnags’ omfattende bagkatalog af skøre, skæve og stærkt iørefaldende sange.

I foråret 2023 kunne man opleve mange af de samme sange fortolket af Jacob Morild, Jesper Asholt og guitaristen Lasse Schmidt i Peter A.G.-mosaikken ”Vilde kaniner & Underlige fisk” på det lille Café Liva i Nyhavn. Den forestilling åbnede helt nye døre for mig i forhold til de lyriske og poetiske kvaliteter i Peter A.G. Nielsens og Gnags’ sange (læs endelig anmeldelsen igen – her), som jeg indtil da må indrømme ikke rigtigt havde sagt mig så meget, selvom jeg tilhører den generation, der er vokset op med musikken som en fast bestanddel af enhver vild fest.

Man kan næsten ikke forestille sig to mere forskellige måder at sætte Gnags’ musik og sange i en dramatisk sammenhæng, end den intime mosaik i caféskibets dyb, fortolket af tre midaldrende mænd i sort tøj, og så det pang-farvede spektakel af et pompøst og opulent show med TheatreMax, oppustelige kaniner, drønende knallerter og et kæmpe ensemble af sangere, dansere, musikere og luftakrobater.

Man må lade Heinrich Topp Christensen, at han har lavet en forestilling, hvor der virkelig er knald på, og han skal have stor ros for at det rent faktisk er lykkedes ham, at få en slags fortløbende handling og udviklingshistorie ud af de 26 sangnumre, der er skrevet over tre-fire årtier, og med baggrunde i alle mulige inspirationskilder; fra den miljøpolitiske ”Bushøns”, til den sære julesang om musene i mælken. Her skiller ”De vilde kaniner – Gnags teaterkoncert” sig ud i forhold til de efterhånden mange tidligere teaterkoncerter, som har haft et koncept, men ingen egentlig udviklende handling.

I spidsen for det store, generelt meget dygtige og flot syngende og agerende ensemble står Søren Torpegaard Lund som den usikre ’Dreng’, der i mødet med Sofie Topp Christensens (tidligere Topp-Duus, red.) udadvendte ’Knallert-Pippi’ og senere Shaka Loveless’ gruppe af erotiske guerilla-kaniner, gennemgår en coming of age-udvikling. Det er især i Torpegaard Lunds sange ”Dybt i mit bliks blikstille blå” og – den i øjeblikket meget omtalte – ”Når jeg bliver gammel”, at ”De vilde kaniner” finder noget af den poesi, man desværre sidder og savner undervejs, og som i alt for udpræget grad drukner i de stort anlagte, spektakulære optrin og den flotte, rå rocklyd. For meget af den lyriske kvalitet i Peter A.G. Nielsens tekster fortaber sig i showets storladne og syrede udtryk.

Det havde jeg muligvis ikke skænket en tanke, hvis ikke det havde været for den lille, tætte mosaik på Café Liva for halvandet år siden, hvor lyrikeren og poeten Peter A.G. åbenbarede sig. På Østre Gasværk er det som om festen fra firserne bare fortsætter tilsat luftakrobatik og imponerende videoteknologi. Og det er bestemt også fint.

”De vilde kaniner – Gnags teaterkoncert” spiller for fulde huse på Østre Gasværk. Spilleperioden er forlænget til 30. november, og i det meste af januar kan man opleve teaterkoncerten i Musikhuset Aarhus.  

—-

”De vilde kaniner – Gnags teaterkoncert”. Storyline: Heinrich Topp Christensen. Tekst/musik: Gnags.

Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Palle Steen Christensen. Koreograf: Sofie Akerø. Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde. Lysdesign: Ulrik Gad. Lyddesign: Tim Høyer. Aerial designer/koreograf: Sita Bhuller Otto. Musikalsk arrangør/Kapelmester: Martin Sommer.

Medvirkende: Søren Torpegaard Lund, Sofie Topp Christensen, Shaka Loveless, Astrid Højgaard, Kristian Rossen, Nanna Rossen, Nis Pedersen, Aviaya Rønnow Steinø, Stine Witt, Oliver Melander, Magnus Kofoed, Mette Refshauge, Heidi Latva, Kaori Solvang, Jasper Mauritius Deininger, Maria Overgaard Vinther, Thor Vestergaard, Maria Gauger, Frederik Levin og Sofie Lohmann (Aarhus).

Spiller på Østre Gasværk Teater til 30. november. Derefter Musikhuset Aarhus 7.-25. januar.

Anmeldt 9. oktober.

Foto: Emilia Therese.

VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her