Anmeldelse/kommentar: Timelang kunstperformance på Republique har vist til hensigt at give os et nyt syn på Thomas Manns romanklassiker, men hvorfor og hvorfor på et teater?
Der gives ikke stjerner til denne forestilling
Jeg kan ikke give stjerner til Teater Republiques ”Døden i Venedig” for jeg forstår den ikke. Og endnu mindre forstår jeg hvorfor et ganske stort københavnsk teater skal lægge hus til dette værk.
’Et værk’. Netop sådan præsenteres ”Døden i Venedig”, så der bliver sådan set ikke lagt skjul på, at Republique bryder grænserne op for hvad der skal forstås som teater eller som en kunstinstallation. Al mulig respekt for at der eksperimenteres med form og indhold, og det kunstneriske hold; instruktøren Anja Behrens, scenograf og kostumedesigner David Gehrt, lysdesigner Súni Joensen og komponist og lyddesigner Marie Koldkjær Højlund formår så afgjort også at skabe smukke billeder og særlige stemninger i deres 60 minutter lange performancekunstneriske collage, der ’angiveligt’ baserer sig på Thomas Manns berømte roman ”Døden i Venedig”.
Jeg skriver ’angiveligt’ fordi der bortset fra to-tre korte tekstpassager, fremført af Lotte Andersen, ikke er meget Thomas Mann tilbage når Anja Behrens har dekonstrueret romanen. Hvad der ellers foregår på det store scenegulv har faktisk ikke – i hvert fald ikke som jeg lige kan tolke og vurdere det – en fløjtende fis med Thomas Mann at gøre. Men jeg skal nu heller ikke påberåbe mig nogen form for ekspertise her, for jeg har aldrig læst litteraturhistorie, og har ingen doktorgrad i tysk litteratur fra den første halvdel af 1900-tallet. Hensigten er vist at give os et nyt syn på Thomas Mann. Men hvorfor? Og hvorfor lige her?
Tilskud og produktet
Sidste år var det samlede tilskud til Østerbro Teater godt 37 mio. kr. Jeg ved ikke præcist hvad Østerbro Teater får i tilskud til at drive teaterscenerne Revolver (hvor man p.t. kan opleve Mikkel Arndt i den halvanden time lange monolog ”Moby Dick” baseret på Herman Melvilles roman) og Republique, men der er da grund til at rejse et spørgsmål om hvorvidt teatret leverer det de er forpligtet til for tilskudskronerne. Omvendt kan man selvfølgelig også stille sig det spørgsmål, om hele teatrets budget dette efterår er gået til den tredje scene under paraplyen, Østre Gasværk, og dets stort anlagte musikalske overflødighedshorn ”De vilde kaniner”, der spiller for fulde huse. I seneste regnskab stod Østre Gasværk for mere end 75 procent af Østerbro Teaters samlede billetindtægt, så det er også denne scene, der skaber indtægterne.
Fejlplaceret teater
”Døden i Venedig”, som den præsenteres her, kunne give mening på Kunsthal Charlottenborg, men på dette relativt store teater virker opsætningen malplaceret. Dermed tegner der sig et lidt bekymrende mønster for de københavnske teatre dette efterår, hvor adskillige forestillinger/opsætninger forekommer at være fejlplacerede. Det gælder bl.a. også ”Romeo og Julie” på Betty Nansen, der havde givet bedre mening på Edison, det gælder Nørrebro Teaters ”Prometheus”, som havde egnet sig bedre til Aveny-T og for Folketeatrets ”Stolt”, der blot var en forlængelse af det udtryk, som Nørrebro Teater har haft de seneste mange år.
Hvis jeg var sådan en gennemsnitlig københavnsk teatergænger, ville jeg simpelthen være forvirret nu – ja, det er jeg sådan også selvom jeg ikke er så gennemsnitlig endda – for hvad er der blevet af teatrenes ’profil’? Lige nu synes alle at eksperimentere med form og indhold og bryde grænserne ned. Overfor dette står så de private producenter, der leverer kommercielle opsætninger på den store klinge, uden altid at have de største kunstneriske ambitioner. Det efterlader det københavnske teaterliv med et gabende tomt hul lige der, hvor den gode teateroplevelse med dygtige skuespillere, der fortolker gode tekster i en stærk instruktion skulle være i den ideelle verden. Det kgl. Teater leverer meget af det i øjeblikket, men skal de virkelig stå alene?
Som performancekunstnerisk installation placerer ”Døden i Venedig” sig i gråzonen mellem at være uimodståelig og utålelig. Den er både ’alt for meget’ og afgjort alt for lidt.
——
”Døden i Venedig”. Forfatter: Thomas Mann. Oversættelse: Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
Instruktion: Anja Behrens. Scenografi og kostumedesign: David Gehrt. Komponist og lyddesign: Marie Koldkjær Højlund. Lysdesign: Súni Joensen.
Medvirkende: Lotte Andersen, Charlotte Elisabeth Munksgaard, Marie Brolin-Tani, Anders Mossling og Bo Madvig.
Spiller på Republique til 25. oktober.
Anmeldt/kommenteret 2. oktober (premiere).
Foto: Sara Galbiati
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
En meget vigtig kommentar til det danske teaterliv for tiden. Efter min mening radbrækkes mange væsentlige værker for tiden, så publikum ikke får det, de med rette forventer at se. Jeg savner mere ‘rigtigt’ teater, der afspejler forfatternes oprindelige ideer.