Alletiders største kærlighedshistorie opføres som overgearet ungdomsteater uden så meget som en gnist af lidenskab på Betty Nansen Teatret.
* *
Historien om de unge elskende, Romeo og Julie, er indiskutabelt alletiders største kærlighedshistorie, og William Shakespeares skuespil har dannet grundlag for utallige fortolkninger, bearbejdelser og adaptioner gennem århundreder.
Klassikere er til for at blive bearbejdet, De er netop klassikere fordi de rummer dybder, der ikke alene tåler bearbejdelser – også af mere kontroversiel karakter – men også påkalder sig krav om at ligge til grund for og inspirere andre kunstnere. Musicalen ”West Side Story” er en Romeo og Julie-historie, der er skabt både opera- og balletopsætninger af historien, og på film har grundessensen i Romeo og Julie; umulig kærlighed mellem to mennesker, der ikke må få hinanden på grund af stridigheder mellem deres familier, dannet grundlag for adskillige værker. Blandt andet danske Erik Clausens film ”Rami og Julie” og Baz Luhrmanns ikoniske ”Romeo + Juliet”.
Der er således intet galt i at Betty Nansen Teatrets aktuelle opsætning giver klassikeren et ordentligt twist i den polske instruktør Ewelina Marciniaks ungdomsorienterede udgave.
Man kan naturligvis stille sig selv det spørgsmål, hvorfor teatret har følt det nødvendigt at hente Marciniak ind fra Polen, med et helt team af polske teaterfolk; fra scenograf og komponist til kostumedesigner og koreograf. Bidrager de med noget så unikt til det københavnske teaterliv, at man ikke kunne have været det foruden? Man kan også stille sig selv det spørgsmål om Betty Nansen Teatret er det rette sted at sætte denne udgave af ”Romeo og Julie” op. Passer den i grunden ikke bedre til søsterscenen, Edison? Eller måske på et helt andet teater, lidt længere ude af Frederiksberg Allé?
Helt essentielt er imidlertid, om opsætningen overhovedet er vellykket. Om eksperimentet overhovedet lykkes. Det korte svar er: Nej. Ewelina Marciniaks ”Romeo og Julie” er ikke en vellykket, endsige god forestilling. Det lidt længere svar er, at der bestemt er elementer i opsætningen, som lykkes og er spændende bud på en nyfortolkning af den eviggyldige klassiker. Slutningen, hvor det er de ’voksne’, Lady Capulet og Lord Montague, der træder ud af deres egne karakterer og træder i de unges sted i dødsscenen, er bestemt et interessant take. Ikke mindst fordi der her – til allersidst – endelig opstår en lidenskab i spillet mellem de to, som opsætningen indtil da har manglet i direkte diskvalificerende grad. Her kommer de garvede skuespillere Özlem Saglanmak og Peter Christoffersen til deres ret.
Uanset hvordan man end vælger at vende og dreje historien, og behandle, bearbejde og fordreje Shakespeares ord, så er der én ting, der er helt og aldeles essentielt i ”Romeo og Julie” – kærlighed!
Og her på Betty Nansen Teatret er der ikke så meget som en gnist af lidenskab mellem de to unge elskende, en traumatiseret fars dreng, og en forkælet mors pige. Der er ingen kemi mellem Safina Coster-Waldaus smukke Julie og Casper Kjær Jensens blege Romeo. På intet tidspunkt hverken tror eller mærker vi, at netop de to er skabt for hinanden, i en sådan grad, at de er parate til at gå i døden for det. Måske fordi opsætningen er så overfladisk og overgearet i den alenlange første akt – en time og fyrre minutter går der inden pausen – at der slet ikke er plads til inderligheden, og alle de følelser, der jo skal være på spil. Det er kærligheden, men i lige så høj grad hadet, der driver fortællingen i ”Romeo og Julie”. Uforsonligheden mellem familierne Montague og Capulet. Det hele drukner i støjende overfladiskhed, hæslige kostumer og en bearbejdet tekst, hvor Shakespeares originale tekst er suppleret med en moderne tekst af polske Malgorzata Czerwién.
Dermed opstår en besynderlig hybrid, hvor 1600-tals tale og 2025 lingo forsøges fusioneret, og resultatet bliver noget gedigent rod. Enten skal ”Romeo og Julie”-historien føres up to date – det kan man sagtens – eller også skal man spille den i Shakespeares univers, Verona i 1600-tallet – det kan man bestemt også sagtens, også i dag. Men at blande poetiske vers med brug mobiltelefoner, og lade præsten Lorenzo være DJ til den fest, der opstår under dække af at Julie inviterer veninderne til fransk filmaften virker som det rene og skære nonsens. Blandt andet derfor fungerer det slet ikke.
Hvis der så bare blev spillet røven ud af bukserne på scenen, men det gør der heller ikke. Som nævnt mangler Safina Coster-Waldau og Casper Kjær Jensen i ulyksalig grad lidenskab i deres kærlighedshistorie, desuden fortaber hadet mellem Lukas Lykkes Mercutio og Kevan Nirwan Solimans Tybalt sig højtråbende attituder og koreografiske gimmicks. Andreas Dissing Hyttel har sine øjeblikke som skolens nørd, det gammelkloge mobbeoffer Paris, som Özlem Saglanmaks overfladisk overgearede Lady Capulet af uransagelige årsager vil have sin kønne datter gift med. Peter Christoffersens alkoholiserede Lord Montague finder først sin form og et vist fodfæste i slutscenen, Alvilda Lyneborg Lassen er næsten usynlig som Benvolio, mens både Signe Egholm Olsens amme og Kasper Dalsgaards Lorenzo til en vis grad lykkes med at skabe en form for klangbund undervejs som de unges voksne allierede.
Denne ”Romeo og Julie” er tydeligvis skabt med et ungt publikum for øje. Et publikum, der binger serier som ”Salsa” – hvor Safina Coster-Waldau er betydeligt mere på hjemmebane end på teaterscenen. Det er som nævnt i indledningen helt på sin plads at fortolke klassikerne, men behøver man at gøre dem dårlige? Er det i grunden ikke fattigt at lefle for det de unge er vant til, fremfor at give dem den ægte vare eller noget der ligner. Jeg tror ikke Shakespeare og ”Romeo og Julie” har overlevet 400 år uden en grund. Og lur mig om ikke det overlever 400 år mere, med mindre moderne teaterfolk har held til at udvaske så meget kvalitet i teksten at man til sidst helt glemmer hvor god originalen er.
——
”Romeo og Julie”. Tekst af William Shakespeare og Malgorzata Czerwién. Oversættelse: Niels Brunse (Shakespeare) og Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad (Czerwién).
Instruktion: Ewelina Marciniak. Scenografi og lysdesign: Mirek Kaczmarek. Kostumedesign: Julia Kornacka. Komponist: Jan Dusynski. Koreografi: Minolaj Karczewski. Koreografisk konsulent: Jeppe Kaas Vad.
Medvirkende: Safina Coster-Waldau, Casper Kjær Jensen, Andreas Dissing Hyttel, Alvilda Lyneborg Lassen, Lukas Lykke, Kevan Nirwan Soliman, Kasper Dalsgaard, Özlem Saglanmak, Signe Egholm Olsen og Peter Christoffersen.
Spiller på Betty Nansen Teatret til 22. oktober.
Anmeldt 30. september.
Foto: Nadia von Rikka
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
