Flot, men også lovlig patosfyldt og unødvendigt svulstig opsætning af ABBA-drengenes 1980’erne og koldkrigs musical om krig og kærlighed.
* * * *
Det er efterhånden otte år siden, at Mikkel Rønnow Musicals leverede den hidtil bedste danske version af Andersson, Ulvaeus og Rice’ musicalklassiker ”Chess” i en pragtfuld opsætning i Tivolis Koncertsal.
Dengang sang Xenia Lach-Nielsen sig ind i publikums hjerter i rollen som Florence Vassy, som fanges i et trekantsdrama mellem de to skakstormestre, russeren Anatoly Sergievsky og amerikanske Frederick Trumper.
Nu står hun der igen i glansrollen. Denne gang på Det Ny Teater. Igen med Mikkel Rønnow på dirigentpodiet og som medproducent, og igen i Peter McKintosh’ flotte, flotte scenografi, der effektivt benytter skakbrættets kvadratiske anatomi i tre store flader, og i sine kostumer tegner verdensbilledet anno 1980’erne klart og tydeligt op – det er sort og hvidt. Enten eller.
Omkring sig har Xenia Lach-Nielsen denne gang Thomas Høj Falkenberg som Anatoly og Anders Gjesing som Frederick. Falkenberg er en blødere og mere charmerende Anatoly end Stig Rossens firkantede stovte udgave i 2018, mens Gjesing har mere af Fredericks psykopatiske uforudsigelighed i sit spil end Bjarne Langhofs bud på rollen den gang. Det er godt.
En snert af humor
Den anerkendte svensk-finske musicalinstruktør Markus Virta står i spidsen for denne opsætning, der har alt det som i årtier har karakteriseret Det Ny Teaters produktioner; storhed og dyb professionalisme. Lækkert ser det ud, lækkert lyder det. Virta har tilmed forsøgt at give denne ”Chess” en humoristisk tone, personificeret ved Simon Nøiers flamboyante Dommer, som næsten bliver et lille show i showet. For slet ikke at nævne den pudsige detalje, at den opblæste narcissistiske amerikanske skakspiller jo hedder Trumper, og præsenteres i mørkeblå statsmandshabit med et lidt for langt rødt slips. Tag den, Donnyboy….
Men ”Chess” er jo ellers ikke en sjov musical. Og da slet ikke her, hvor man tilsyneladende har ønsket at lægge lidt ekstra lag på den i forvejen noget melodramatiske historie om at vi alle er brikker i et større spil. Der synges med så meget svulstig patos i næsten alle musicalens numre, at det der må tænkes at være ønsket om at spille følelserne helt ud, i stedet får lidt den modsatte effekt; at det bliver for overfladisk. De gode stemmer til trods.
”Chess” er et koldkrigsdrama. Den er skrevet i starten af 1980’erne, og inspireret af dels den ikoniske VM-duel på Island mellem Boris Spasskij og Bobby Fischer, dels af historien om en anden russisk stormester, Viktor Korchnoj, der hoppede af til Vesten og forlod kone og børn tilbage i Rusland, og siden sad overfor Anatolij Karpov ved det ternede spillebræt i en duel, der i høj grad blev et politisk storspil mellem det daværende Sovjetunionen og den vestlige verden.
I ”Chess” danner Florence Vassy, der som barn flygtede til USA fra den sovjetiske invasion af Ungarn, par med den ekstroverte Frederick Trumper, men forholdet slår sprækker under VM-kampen mod Anatoly Sergievsky, som har kone og børn hjemme i Moskva, men ikke bryder sig om sin sekundant Molokovs (sunget med dyb autoritet af Søren Bech-Madsen) politiske tilgang til kampen, som i Sovjetunionen ikke handler meget om skak, men i stedet om at overbevise verden om kommunismens styrke og intellektuelle overlegenhed.
Sød musik opstår da Florence og Anatoly mødes i de italienske alper i Merano, og da Anatoly vinder over den mentalt ustabile Frederick, hopper han af og søger asyl i England, nu med Florence ved sin side.
Et år senere skal Anatoly forsvare sit verdensmesterskab i Bangkok mod en ny sovjetisk stormester, og produkt af systemet i Øst, men nu tager Molokov og hans modstykke, den amerikanske leder af tv-selskabet med rettighederne, den kapitalistiske kyniker Walter (troværdigt sunget af Jon Lange), ufine midler i brug. De henter Anatolys forsmåede hustru, Svetlana (Frederikke Vedel) til Bangkok og konfronterer Anatoly med hende for åben skærm, så Frederick, der nu er blevet tv-vært kan få sin hævn og Anatoly kan blive bragt ud af fatning. Samtidig lover de, at Florence’ far, som hun har troet var død i sovjetisk fangenskab, kan blive frigivet. Der er kun ét krav. Anatoly skal tabe matchen.
I Anatolys verden står skakspillet over det politiske spil, så han vinder igen, blot for at indse at menneskelige følelser står over alt. Han forlader Florence så hun kan blive genforenet med sin far, og vender tilbage til Sovjetunionen med Svetlana og børnene. Og til sidst kan vi konkludere, at magteliten altid vinder i sidste ende.
Holder den i dag?
Man kan godt spørge sig selv om en koldkrigshistorie som ”Chess” holder i dag. På den ene side er tiden jo løbet fra den, men omvendt så har verden ændret sig så meget de senere år, at ”Chess” godt kan have genvundet en vis aktualitet. Russerne fremstår i hvert fald igen som en hovedfjende i den vestlige verden, og man kan ikke sige at amerikanerne er blevet mindre kommercielle og mindre kyniske end dengang.
Musikalsk er ”Chess” jo indiskutabelt flot. ABBA-folkene Benny Andersson og Björn Ulvaeus har skrevet nogle solide ørehængere, ikke mindst den pompøse ”Anthem”, som i Jesper Malmoses oversættelse er kommet til at hedde ”Mit hjertes land”. Når Thomas Høj Falkenberg synger den bliver den mere jordnært smuk end et egentlig slagnummer. Men jo så samtidig også mindre spektakulær end man har oplevet den tidligere. Duetten mellem Florence og Svetlana – på dansk ”Nu ser jeg ham klart” – er et andet af musicalens notoriske hits, og er her netop én af de sange, som leveres med så meget dybfølt patos at det er tæt på at kamme over i det patetiske. Frederikke Vedel og Xenia Lach-Nielsen har stemmerne, men tror vi på dem? Ikke rigtigt. Behøver det virkelig at være så svulstigt for at røre os?
Netop troværdigheden er den afgørende forskel på 2018 udgaven og denne 2025 udgave af ”Chess”, der gør at man ikke denne gang er oppe og ringe af begejstring på samme måde som for otte år siden. Vi får en gennemført flot, visuelt fascinerende musical, med gode stemmer og et godt cast, fra solisterne til ensemblet. Men også en opsætning, der udstiller de svagheder ”Chess” altid har haft, som en opulent opera-wannabe, der paradoksalt nok er lovlig sort-hvid i sin opbygning og sine karakterer.
——
”Chess”. Af Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Tim Rice. Oversættelse: Jesper Malmose. Supplerende oversættelser: Xenia Lach-Nielsen og Stig Rossen.
Instruktion: Markus Virta. Scenografi og kostumer: Peter McKintosh. Koreografi: Heather Douglas. Musikalsk ledelse: Mikkel Rønnow.
Medvirkende: Xenia Lach-Nielsen, Thomas Høj Falkenberg, Andres Gjesing, Søren Bech-Madsen, Frederikke Vedel, Simon Nøiers og Jon Lange. Ensemble: Christian Haagen Birkvang, Jens Kau Wahlers Nielsen, Josephine Feit, Katrine Skovbo Jespersen, Johan Klitgaard, James Leece, Mile Lambert, Marie Gersholm Baktoft, Markus Borg, Frederik Espenhain, Vibeke Zederkof, Kirstine Emilie Moses-Jacobsen, Mikkel Emil Lynge, Lasse Dyg, Christine Ramlow Toft, Susan Torres Engelin, Jacob Prüser og Cornelius Karlsson og Esther Elmgren. 17-mands orkester.
Producent: Det Ny Teater og Mikkel Rønnow Musicals i samarbejde med Toca Records.
Spiller på Det Ny Teater til december 2025.
Anmeldt 25. september (premiere).
Foto: Camilla Winther.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
